Lise-Mette, du blander dig virkelig uden grund. Din søn og jeg er voksne mennesker, vi kan sagtens selv finde ud af, hvem der skal være hvor i weekenden, sagde Ingrid med en kølighed i stemmen, som om jeg blot var en fremmed på gaden og ikke hendes mands mor.
Jeg blev helt forpustet af hendes frækhed.
Karen, søde, forsøgte jeg at lyde rolig, selvom alting syrede indeni. Men hør nu, svigerdatteren fylder rundt! Det er ikke bare en almindelig sammenkomst, det er et familiearrangement. Hvordan forestiller du dig det? Emil kommer alene, som en ensom mand, selvom han har kone? Folk vil spørge, hvor værtinden er. Hvad skal han sige at hans kone er ude at se på gamle slotte?
Han kan bare sige sandheden, hun trak på skuldrene, mens hun stadig pudrede næsen foran spejlet. Jeg har allerede bestilt billetterne. Det har kostet mig en del kroner, og jeg har ikke tænkt mig at gå glip af at opleve noget smukt bare på grund af nogen andens fødselsdag. Emil har ikke noget imod det, hvorfor er du så bekymret?
Fordi han er for blød, nu kunne jeg ikke holde mig tilbage. Du er konen! Din plads er ved hans side. Er det sådan, man bygger en familie? I dag tager du til Sønderjylland, i morgen til en anden by og hvad så på et tidspunkt? En nyt liv? Har du tænkt på jeres datter hvad lærer du hende?
Ingrid trak bare på smilebåndet det dér overbeviste smil, som kunne give kuldegysninger.
Jeg lærer hende at vælge glæden ikke at sidde fast på andres gamle sofaer. Du kan hellere tale med din datter, Lise-Mette, så hun ikke ringer og brokker sig til dig om hver eneste lille ting, jeg siger.
Ved du hvad, jeg har aldrig betragtet mig selv som en dårlig svigermor. Tværtimod da Emil kom hjem med Ingrid første gang, tog jeg imod hende som en af vores egne. De unge var så energiske først på ski, så til dans og til maratonløb.
Jeg glædede mig bare med dem. Fin, stærk duo, tænkte jeg. Så kom lille Rosa til. Det var ikke let, skal jeg indrømme. Ingrid klagede ofte over, at hun ikke kunne få øje på solen for bare bleer og grøntsagssupper.
Jeg hjalp hvor jeg kunne, selvom der i min tid ikke var nogen, der spurgte, om man havde det hårdt man rejste sig bare og gik ind til komfuret.
Men så snart Rosa startede i vuggestue, så det ud, som om Ingrid mistede alle bånd. Emil, min søn, arbejder hårdt, han har knoklet i årevis, for at de ikke skulle mangle noget. Han fortjener lidt fred derhjemme.
Kom hjem, sid foran fjernsynet, hør lidt radio, slap af.
Det er da naturligt for en mand, der sørger for familien! Hans job er ansvarsfuldt, hver en krone slides hjem. Men hun?
I stedet for at skabe hygge derhjemme, begyndte hun at trække ham med rundt: Kom så, lad os tage til yoga! Skal vi tage på galleri?
Hvor længe kan man blive ved? Emil sagde til hende: Elskede, jeg er træt. Gå selv, jeg siger ikke et ord. Han er så sød, så rar.
Hun udnyttede det til det yderste.
Så blev det: fitness tre gange om ugen, udflugter med veninderne. Og barnet? Og manden? Kommer hjem, der er tomt i gryden, men konen sidder bare og swiper billeder fra endnu en udstilling. Jeg sagde ikke noget, ikke før grænsen var nået.
Sidste dråbe var påskedagen. Påske det er familietid! Og så netop denne gang min svigersøns runde fødselsdag. Hele familien samles, kendte folk, man taler om fremtiden og fællesskab.
Og så siger Ingrid: Jeg tager tre dage til Fyn. Rundt på slottene.
Jeg troede seriøst, hun spøgte.
Ingrid, sagde jeg i telefonen, du forstår vel, at det ikke kan passe sig? Emil arbejder, Rosa savner dig, og du vil på sightseeing med veninder? Er det, som en gift kvinde skal opføre sig?
Hun svarede mig så groft tilbage, at mit hjerte næsten standsede. At jeg burde blande mig udenom, og at de selv fandt ud af deres ting.
Med det samme ringede jeg til min søn.
Emil, min dreng, sagde jeg, du er familiefar. Vil du virkelig acceptere, hun nedgør dig offentligt? Sig til hende, hun skal tage sig sammen!
Han prøvede med alt tog det pænt, prøvede at megle. Om aftenen sagde han: Ingrid, min mor har ret, skal vi ikke droppe den tur? Vi kan tage over til min søster og hygge sammen.
Men hun slet ikke! Greb sin taske og var væk. Hun efterlod sin mand alene til højtiden, som om han var en gammel stol, man bare stiller væk.
Mens hun gik ude og beundrede tårne, kom Emil over med Rosa. Han sad i mit køkken, hovedet i hænderne. Jeg følte det som tusinde knive i hjertet.
Mor, sagde han, jeg kan ikke mere. Jeg føler, vi lever i to helt forskellige verdener. For hende er jeg bare ham, der betaler for hendes luner, men når det gælder mit behov eller familiens, er hun væk.
Han blev boende hos mig. Rosa var også glad vi bagte boller sammen og malede påskeæg. Da Den berejste kom hjem efter tre dage, lyste hun som en helt ny femkrone.
Hun viste billeder, fortalte om gamle mure. Men at hun havde knust sin egen familie dét så hun ikke.
Da hun hentede Rosa, sagde jeg det hele til hende helt ærligt.
Du er ikke en kone. Du er bare en, der går forbi. En familie ser i samme retning. Men du ser kun på dig selv i spejlet. Emil bliver her lidt endnu han har brug for fred, ikke alt det ræs.
Hun blev ikke engang ked af det! Skævede bare og sagde:
Tja, så må han finde ud af det. Men husk, Lise-Mette, at et liv på sofaen det er ikke mit.
Han boede hos mig en hel måned. Jeg gjorde alt for at trøste ham, lavede hans yndlingsretter, prøvede at skåne ham for bekymringer. Jeg håbede, Ingrid ville komme til fornuft, at hun ville bede om tilgivelse for alt sit flyvske.
Men hun Hun sendte ham bare en sms om, at hun havde søgt om skilsmisse.
Forestil dig! Hun ødelagde alt selv, og nu vil hun alligevel finde skyldige. Hun siger, hun må have nogen, der kan følge med. Men troskab? Hvad med i medgang og modgang? Nu sidder hun sikkert og planlægger nye eventyr, mens barnet vokser op uden far.
Mit hjerte gør ondt. Jeg kan se på min søn han er knust over hendes kølige ligegyldighed. Og hun hun gik bare, som om intet var hændt.
Er det dét, der er moderne nu at være fri for ansvar? En kvinde skal være familiens trygge havn, ikke en vind, der blæser. Måske er det for det bedste, at det blev slut så hurtigt, mens Rosa endnu er lille.
Måske finder min Emil en gang en kvinde, som sætter pris på nærvær og varme, ikke kolde, fremmede mure.
Hovedbilledet er illustrativt.
