Vi lavede totalrenovering af svigermors lejlighed – og så blev vi smidt ud med det samme – Nå, se nu bare her, Anders! Hold op, hvor er badeværelset blevet flot med den nye flise. Lyst, rummeligt, helt som et slot. Du har virkelig sans for indretning, Polina, det må jeg indrømme. Jeg ville jo selv bare vælge noget gråt eller beige, men den farve “havbrise” er så frisk og fin! – sagde Raija med et tilfreds blik, mens hun kørte hånden hen over de nye, kølige fliser. Polina, der stod i døren med en karklud i hånden, tvang et træt smil frem. Ryggen værkede efter timer med rengøring, men svigermors ros varmede hende lidt. Alt deres slid var slet ikke spildt. – Kan du virkelig lide det, Raija? Vi var bange for, det blev for vovet, sagde Polina forsigtigt. – Nej, det er da så flot! Nu kan vi invitere gæster uden at skamme os. Tidligere var det jo bare trist og gammeldags over det hele. Jeg er så taknemmelig for jer, I gør virkelig mit liv lettere. Nu kan I roligt bo og hygge jer her, det er helt perfekt. Anders, Polinas mand, dukkede op fra køkkenet. Han havde malerpletter i hele hovedet, men smilet var bredt og stolt. Polina opdagede, hvor meget han var gået ned i vægt under projektet. Renovering er benhårdt: det tærer på både penge og kræfter, men de klarede den sammen. Historien begyndte som tusindvis af unge familier histories: Polina og Anders boede til leje i Valby, halvdelen af lønnen forsvandt på husleje, og drømmen om at eje deres eget føltes langt væk. Så kom Raija med sit tilbud. Hun havde en treværelses lejlighed i det gamle Østerbro – højloftet og central, men faldefærdig. Selv sad hun i en lille etværelses, arvet efter en tante, mens “tred’eren” blev mishandlet af studerende, til stedet var tæt på at kuldsejle. “Prøv at hør,” havde hun sagt for et halvt år siden i sit bitte, hyggelige køkken. “Lejligheden står bare og forfalder. Jeg har ikke penge til istandsættelse – pensionen rækker ikke. Hvorfor flytter I ikke ind og renoverer den? Så kan I bo der så længe I vil, kun betale for el, varme og vand, og spare op til eget hjem imens. Måske en dag kan vi ordne med, at I kan købe den.” Det lød som et eventyr. Polina var skeptisk – det er jo ikke deres egen lejlighed, selvom det var svigermors. Men Anders greb chancen. De solgte deres gamle Skoda og lagde deres eneste opsparing oveni for at gå all in på renoveringen. De lavede stort set alt selv. Kun strøm og rør overlod de til fagfolk. Polina lærte at spartle, tapetsere og lægge gulv; Anders lærte alt om fliser og montering af køkken. Alt blev udskiftet: hvinende vinduer, slidte gulve, nye hårde hvidevarer, specialkøkken – intet blev sparet. Raija kiggede ofte forbi, roste og gav et par gode råd. Hun virkede lykkelig – og stolt af deres indsats. Efter seks måneders støv og blod, var dagen endelig kommet. Sidste punktum sat: spejl hængt op og gardiner strøget. Lejligheden forvandlede sig: fra faldefærdig til topmodern skandinavisk. – Kom, vi skal fejre det, sagde Raija, – jeg har bagt boller! Velkommen til jeres nye hjem. De sad i det nye køkken og smilede lettet. Nu kunne de drømme om et barn, et hjem – det var meningen, de sku’ bygge noget sammen. – I har hænderne rigtigt skruet på, roste svigermor. – Tænk hvor heldig dem, der skal bo her, egentlig er … Polina stivnede. “Dem, der skal bo her”? Ikke “jer”. – Mor, hvad mener du? spurgte Anders. Raija trak vejret tungt. – Jeg har hele tiden ikke villet forstyrre jeres energi … men der er sket noget. Din søster, Lise … hun skal skilles, hendes mand er begyndt at drikke og gøre hende fortræd. Hun står med barnet på gaden. Kan de ikke bo med mig i en etværelses – og I er jo unge, kan altid finde noget andet. Med alle de penge, I har sparet op … Der var larmende tavshed. Polina tabte gaflen. – Mor, er du rigtig klog? Vi har smidt over 150.000 kr i det her! Du kan da ikke bare sådan…? Vi havde en aftale! – Ja ja, men tingene ændrer sig. Din søster har mere brug for den plads nu. I må flytte om en uge, Lise og barnet flytter ind. Den sidste smule håb forsvandt. Men Polina var kølig. – Alt det nye – det er vores, sagde hun. Køkken, hvidevarer, lamper – vi tager det hele med. Vi har regninger og kan dokumentere vores køb, det er vores ejendom. Resten må I klare. De næste fem dage foregik det hele omvendt: alt blev skilt ad, pakket ned og båret ud. Ikke en pære, ikke et gardin, ikke et håndtag blev efterladt. Kæmpe flyttelæs og sure miner, men også retfærdighed. Da Raija og Lise ankom, var der tomt. Bare vægge, laminatgulv og nøgne ledninger. Alt andet var væk. Raijas ansigt var chokeret. – Hvad har I dog gjort!? – Vi har taget det, der var vores, svarede Anders. Sådan som du ønskede – lejligheden er til at flytte ind i. Men alt udstyr og inventar tilhører os. – Det er jo svineri! skreg Lise. – Hvordan skal vi bo sådan? – Det er ikke mit problem, sagde Polina. Næste gang – sørg for at have papir på, hvad der bliver lovet i familien. Senere flyttede Anders og Polina ind i en lille, men hyggelig lejlighed. Udvalgte møbler og udstyr passede næsten perfekt – og de følte sig (endelig) hjemme. Raija ringede igen og igen med trusler og tiggeri. Til sidst stoppede de med at tage telefonen. Trekvart år senere malede de børneværelse – til deres egen, sikre fremtid. Moralen? Selv den tætteste familie kan svigte – men pas på jer selv, stå fast – og lær at stole på jeres mavefornemmelse. Hvis du kan kende dig selv i historien, så følg med på kanalen for flere danske hverdagsberetninger!

Vi havde knoklet med at renovere svigermors lejlighed og så bad hun os såmænd flytte ud med det samme

Nå, se nu bare! Nu er det jo nærmest et slot, hva, Sigurd? Se på badeværelset, Pernille, hvordan det virkelig lyser op med de nye fliser. Luftigt og lyst, lige sådan lidt hotelagtigt. Du har altså god smag, det må jeg sige. Jeg selv havde sgu bare valgt beige og kedeligt, som man plejer, men det der havbris det frisker virkelig op, sagde Birthe og lod hånden glide beundrende over de glatte, nærmest kølige fliser, øjnene knebet sammen på den der tilfredse måde.

Pernille stod i døråbningen med en klud i hånden og et smil, der allerede var for træt efter tre timers fugeskrubning. Hendes ryg gjorde ondt, fingrene var ru af støv, men svigermors ros varmede mere end gulvvarmen. Sådan set var hele det her vilde projekt ikke helt forgæves.

Kan du virkelig lide det, Birthe? spurgte hun og håbede sådan på den endelige godkendelse. Vi var lidt bange for, at det blev for farverigt.

Nej, lille ven, det er ikke spor for meget. Det er stil! Nu tør jeg endda invitere gæster uden at skamme mig. Før… ja, det er jo til at ryste på hovedet over: gammelt puds raslede ned, rørene lækkede, mug over det hele. I har jo reddet mig! Nu skal I bare nyde det her har I et hjem, man kan vise frem.

Sigurd, Pernilles mand, dukkede op fra køkkenet, tørrede hænderne af i de slidte arbejdsbukser og smilede bredt hvid af gipsstøv og som Pernille bemærkede blevet meget smallere gennem det sidste halve år. Renovering er ikke en hobby, det er en urimelig sport, der suger penge og livskraft. Alligevel klarede de den.

Deres historie kunne være klippet ud af enhver ung dansk families liv. Pernille og Sigurd havde boet til leje i en lille lejlighed i Valby, hvor halvdelen af lønnen røg til en fremmed mands lomme. De drømte om andelsbolig, sparede på alt, sagde nej til ferier og nye jakker. Men boligpriserne steget hurtigere end deres opsparing. Derfor kom Birthe Sigurds mor for et halvt år siden med sit kongelige tilbud.

Hun havde en treværelses andel i en gammel murermestervilla i Vanløse. Selv boede hun i en lille etværelses i Gladsaxe, arvet efter sin tante. De tre værelser var udlejet til studerende, som mere eller mindre havde forvandlet dem til et urbant vildnis.

Søde børn, hvorfor slider I jer selv op? sagde hun med tekoppen balancerende på sin mikroskopiske køkkenbord. Lejligheden står jo bare og forfalder. Studenterne er flyttet, og ingen gider betale for sådan en rodebutik. Jeg har ikke råd til at sætte den i stand, folkepensionen er jo nærmest til grin. Hvis I nu rykker ind, renoverer for jeres egen skyld og jeres fremtid, kan I blive boende lige så længe, I vil. Bare betal regningerne. Pengene I sparer, kan I lægge til side. Måske kan I købe jeres eget eller måske kan I på sigt få denne.

Det var nærmest for godt til at være sandt. Pernille var ærligt talt skeptisk. Hvorfor bruge deres opsparing på nogen andres bolig, selv hvis det var svigermor? Men Sigurd så sin chance for at spille voksen og vise, han kunne stille tag over hovedet.

Pernille, det er jo mor! hviskede Sigurd, når de lå vågne om natten. Hun ville ALDRIG snyde os. Og vi laver da en aftale, hvis du vil mundtligt, naturligvis. Vi er jo familie. Tænk: tæt på byen, tre meter til loftet, ingen husleje! Vi klarer sgu den renovering på et par år!

Pernille gav sig. Hun ville også gerne have et hjem, hvor hun selv kunne vælge gardiner og tapet. Ikke bare rode rundt i tidligere studerendes IKEA-rester.

Bilen blev solgt og opsparingen drømmen om andel røg direkte ned i det nedenunder-vandspejl af gammelt trægulv og skimmelsvamp.

De gjorde næsten alt selv. Kun elektriker, vvser og en ufejlbarlig vægmand blev hidkaldt. Resten spartling, tapet, laminat, maling lærte Pernille og Sigurd fra bunden om aftenen og i weekenderne. Pengene røg hurtigere end vasketøjet om søndagen. Nye gulve, plastikvinduer med seks lag glas mod støjen, massive døre, tyske armaturer, køkken i specialmål og indbygningsapparater. Det skulle jo være deres hjem i mange år.

Birthe kom jævnligt forbi og gav sine gode råd som blev lyttet til og derefter ignoreret med høflighed. Hun så virkelig ud til at glæde sig på deres vegne.

Efter seks måneders støv, kaos og livet i flyttekasser kom finalen. Sidste finish: spejl i badeværelset, gardiner. Pludselig var det her mørke, muggede stegepanderum en lækker, nordisk lejlighed med plads til drømme om børneværelse og altanplanter.

Så skal vi have en bid mad! sagde Birthe. Jeg har bagt boller og kage. Nu skal vi altså holde rigtig indflytterfest. Selv om I jo har boet her i halve år, men nu ligner det noget!

De sad nu rundt om det nye, runde egetræsbord. Lampen kastede blødt lys over deres ansigter. Pernille åndede lettet op. Nu kunne de slappe af. Nu kunne de måske tænke på børn. Bedsteværelset ville være perfekt til en lille tremmeseng

I har virkelig hænderne skruet rigtigt på, blev svigermor ved med at rose, mens hun skar et stykke kålroulade til sin søn. God smag, masser af gå-på-mod. Jeg tænker bare: hvor heldig man da er, hvis man får lov at bo her.

Pernille stivnede midt i et stykke franskbrød. Den sætning Hvis man får lov at bo her. Ikke I. Nogle andre.

Mor, hvad mener du? grinede Sigurd, med munden fuld. Det er jo os, der bor her. Det har vi da aftalt.

Birthe satte sin kop fra sig og bøjede hovedet. Hendes blik blev pludselig ret undvigende eller også spillede hun fornyet skyld.

Sigurd, Pernille det er altså sådan, at Årh, jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle sige det, for jeg ville ikke bryde sammen, imens I kæmpede jer igennem renoveringen.

Pernille frøs. Hun lagde gaflen.

Hvad mener du, Birthe?

Det er Ingeborg altså din søster, Sigurd. Hun skal skilles. Manden har drukket, slået, livet er blevet uudholdeligt. Hende og lille Anna hvor kan de ellers tage hen? Min etværelses er for lille. Jeg trænger til ro blodtrykket, du ved! Så nu har jeg besluttet, at Ingeborg og hendes datter flytter ind her hos mig. Hun har brug for gode forhold nu. I ja, I er jo unge og raske. Ingen børn endnu. I kan sagtens klare at finde noget andet eller tage et lån.

Et øjeblik var der lige så stille i køkkenet som på en søndag morgen i provinsen. Det eneste, de hørte, var den nye opvaskemaskines dæmpede summen. Pernille stirrede fortvivlet på svigermor: det måtte da være en dårlig joke.

Mor, er du da blevet vanvittig? Sigurds stemme var knap nok én, men hans hænder rystede. Vi har brugt over to hundrede tusind kroner her vi har solgt bilen, slidt og slæbt i halve år. Og nu siger du, vi bare skal flytte, fordi Ingeborg skal have det hele?

Nu skriger jeg ikke på dig! råbte Birthe straks tilbage. Jeg sagde, I kunne blive men livets omstændigheder ændrer sig. Din søster er i krise! Vil du virkelig være sådan en nærig en, der tænker på penge i stedet for familie?

Hvad har det med nærighed at gøre? Pernille balancerede på grænsen mellem at græde og banke i bordet. Birthe, det her er vores investering. Hvis Ingeborg skal bo her, så må hun eller du dække vores udgifter til materialer, hvidevarer, møbler vi har gemt alle kvitteringer!

Birthe slog ud med armene, som om hun jagede en irriterende hveps væk.

Kompensation?! Ingeborg er ruineret, hendes mand har gæld, og du vil sende hende regninger? Typisk dig fremmed blod, ingen forståelse.

Det var ellers mig, der fjernede skimmel og støv, malede og valgte farver udbrød Pernille. Pludselig er jeg ikke familie mere, nu hvor I skal overtage det pæne?

Ingen smides ud på gaden, sagde Birthe iskoldt. I får en uge. Ingeborg og Anna kommer næste søndag. Saml jeres ting og kom videre.

Sigurd væltede stolen, da han rejste sig.

Mor, det her er sgu for tarveligt. Du har brugt os. Du vidste Ingeborg havde kig på stedet længe før, ikke?

Birthe undgik hans blik.

Jeg ville bare have orden og pæne forhold til hende. Kender du ikke reglen: min bolig, mine regler. I kan være glade for at have boet gratis.

Gratis?! nu var Sigurd hvid i hovedet. Vi har betalt alle regninger! Vores arbejde og penge var en langt dyrere husleje!

I kunne have brugt billigere materialer ingen har bedt om granitbordplader. Nå, nu er jeg blevet dårlig I må tage jeres ting og rydde op. Anna er allergisk!

Birthe forsvandt teatralsk ud af døren. Læg lige den nøgle på kommoden, når I går, og efterlad det pænt.

Døren smækkede. Sigurd og Pernille sad forstenede tilbage i drømmekøkkenet, der på et nanosekund var forvandlet til et mareridt. Sigurd satte sig og gemte ansigtet i hænderne.

Undskyld, Pernille Jeg var godtroende. Jeg troede virkelig på hende.

Pernille var rolig på den farlige måde. Hun så sig omkring på alle de lækreting: opvaskemaskine, induktionsplade, designerlamper…

Sigurd, har du værktøjet? Boremaskine og skruetrækker?

Ja, det hele er på altanen. Hvorfor?

Fordi Birthe sagde, det var hendes lejlighed. Vægge, gulve, loft er hendes. Resten: vores. Vi har en uge? Fint!

Du vil nu voksede forståelsen i Sigurds øjne.

Jeg vil tage ALT med. Alt, der kan skrues fra. Det er vores. Vi har kvitteringer. Det kan ingen tage fra os.

Men hvor vil vi gøre af det?

Leje et opbevaringsrum, eller din mors garage. Imens kan vi bo midlertidigt et andet sted. Men jeg lader ikke Ingeborg stå her og nyde frugten af vores arbejde!

Fem dage blev brugt på at afmontere alt, hvad der kunne løftes, skrues eller pakkes. Et omvendt gør-det-selv-maraton.

Møblerne blev pillet ned og pakket ind; Sigurd stod fast på, at køkkenet kunne skæres til og passe i næste sted også. Alt teknik ovn, kogeplade, emhætte, opvaskemaskine blev forsigtigt afmonteret. Selv kontaktskruer blev udskiftet med de billigste modeller, de kunne finde for fyrre kroner stykket.

Pernille kravlede op og tog gardiner, persienner og lamper tilbage hang de mest skuffede glødepærer, hun kunne finde.

I badeværelset blev det lidt af en happening: det fine skab, armaturet forsvandt, og den gamle, rustne håndvask fra altanen blev sat på igen. Det samme med toilettet den nye var indbygget, men Sigurd nøjedes med at pille knappen og sædet af.

De kunne ikke få de indvendige døre af men de pillede håndtagene af.

Lørdag formiddag lignede lejligheden noget fra et kunstmuseum: perfekte vægge, smukt gulv, skinnende fliser og så ellers helt tomt. Fra væggene strittede ledninger, på køkkengulvet stak rør op af ingenting, og der var en bette skammel tilbage (glemt i farten).

Hen ad middagstid dukkede Birthe op slæbende på Ingeborg, en strålende, lidt vel farverig type med rullekuffert og hendes datter Anna, der konstant kiggede ned i sin tablet.

Er I klar? sagde Birthe frisk og trådte ind. Vi tænkte, vi kom i god tid…

Hun stivnede straks. Smilets make-up smuldrede. Hun stirrede på væggen, hvor der engang var spejl med lys og designer-knager. Nu kun to ubrugte rawplugs.

Hvad hvad foregår der? hørte Pernille hende hviske.

Ingeborg hilste på vinterhaven. Mor! Der er jo INTET HER! De har høvlet ALT med!

Birthe stormede ind i det halve køkken.

Hun stoppede brat og tog sig til døren for at holde balancen.

Sigurd! brølede hun. Hvad laver I? Hvor er mit køkken? Hvor er ovnen? Hvor er min fine lampe?

Sigurd trådte ud af soveværelset med en sidste flyttekasse.

Vi har taget vores ting, mor. Helt som du bad om.

Ting?! hvinte Ingeborg. I har jo ribbet os! Skal jeg koge pasta over stearinlys, eller hvad?

Det er ikke vores problem, svarede Pernille tørt. Alt, der ikke er fast inventar, er vores. Vi har dokumentation. Vil I sagsøge os, giver I bare besked.

Sagsøge?! gispede Birthe. Jeg ringer til politiet! Vandalisme og tyveri!

Du ringer bare, sagde Sigurd. Politiet vil bede om kvitteringer. De får dem. Lejekontrakt har vi ikke vi har boet her som familie, og nu går vi som familie.

Du er ikke længere min søn! snerrede Birthe. At kunne efterlade din egen søster her, med et barn!

Du valgte selv, mor. Du ville det sådan for hendes skyld. Nyd renoveringen! Pyt, fliserne i badeværelset er virkelig flotte det har Pernille styr på.

Må vi beholde ovnen? Og køleskabet? Bare indtil vi finder penge? tiggede Ingeborg.

Nej, afbrød Pernille. Alt skal væk. Der er ingen forretninger med familie uden notarpapirer. Og aldrig uden forudbetaling.

Sigurd lagde armen om Pernille.

Kom. Flyttebilen venter.

De gik ud på trappeopgangen. Bag dem slog eder og forbandelser som bølger mod bredden. Birthe råbte om utaknemmelighed og Guds straf, Ingeborg græd over sin ødelagte fremtid, mens lille Anna bare stirrede stumt.

Da de var inde i kassevognen og kørte væk, brød Pernille sammen i gråd. Al spænding forsvandt.

Hvorfor græder du, skat? Sigurd trak hende ind til sig.

Det var bare så meget arbejde, så meget sjæl investeret.

Men vi har lært! Vi er frie og klogere. Og pengene ja, dem skal vi nok tjene ind. Tak fordi du insisterede på at tage alt med. Jeg havde sgu nok ladet det stå af ren medlidenhed.

Jeg kunne bare ikke holde ud at tænke på Ingeborg, der futter rundt i mit drømmekøkken, rører i de gryder, jeg har valgt, svarede Pernille med et smil gennem tårerne.

Efter en måned fandt de en lille, hyggelig lejlighed. Køkkenet blev savet til og passede næsten. Sigurd fandt ekstra arbejde, Pernille fik forfremmelse. Det hele så bedre ud for dem.

Birthe ringede et par gange. Først truede hun, krævede tingene tilbage. Sigurd lagde bare røret på. Så ringede Ingeborg, halvsnalret, og skældte dem huden fuld over at have ødelagt hendes liv, mens hun sov på gulvet. Han blokerede også hende.

Det sidste opkald kom et halvt år senere. Nu var Birthe tyst og slidt.

Sigurd, kan du hjælpe? Køkkenhanen lækker. Den billige, du satte på. Vandet driver ned til underboen. Kan du hjælpe din gamle mor?

Ring efter en vvser, mor. Du har jo nu datteren tæt på dig. Jeg er travl vi vælger tapet til vores nye sted. I har vel nok hørt, vi har fået lånetilbud.

Et lån? Men hvorfor? I burde jo bo her

Nej, mor. Eget er bedst. Farvel.

Han lagde på og så på Pernille, der var ved at holde tapetprøver op foran væggen og for første gang i sit liv klappede sig kærligt over en begyndende bule under blusen.

Tror du, det passer til børneværelset? spurgte hun.

Fuldstændigt, smilede han. Nu laver vi DETTE hjem til vores. Denne gang for os selv.

Moral: Man skal kende sin besøgstid og kende sine rettigheder. For familie er godt, men tapet og gryder vil man ikke altid dele.

Hvis du syntes om historien, så følg gerne kanalen og smid et like vi har flere hverdagsfortællinger i ærmet!