Bring, bring, bring, bring, bring – det har jeg hørt hele mit liv. Jeg er træt af det. Nu, som 54-årig, vil jeg skilles. Tidligt om morgenen ringede en nabo til mig og spurgte: – Har du hørt, hvad din fætter har gjort? – Nej, hvad er der sket? – Det viser sig, at hun vil skilles som 54-årig, efter 30 års ægteskab. Den slags nyheder slår benene væk under en. Hvordan kan det være, de virkede jo som en helt almindelig dansk familie; hendes mand drikker ikke, er nu pensionist – ni år ældre end hende. De har tre voksne børn, alle med eget hjem, og fem børnebørn. Og pludselig vælger hun at blive skilt. Måske er der tale om en misforståelse? Jeg ringede straks til min fætter og foreslog, at vi mødtes i parken for at tale roligt sammen. Dette er, hvad jeg hørte … – Jeg kan ikke mere, jeg har løbet rundt som en hamster i et hjul hele mit liv. Min mand har haft sit job og jeg mit, men efter en lang arbejdsdag lagde han sig straks på sofaen, så tv eller tog måske ud til en øl med vennerne – mens jeg begyndte dagens næste skift herhjemme. Mange kvinder ved nok, hvad jeg taler om. Man kommer hjem fra arbejde, starter med tøjvask, laver aftensmad, forbereder til næste dag, fordi børnene skal have mad efter skole. Så skal der gøres rent, vaskes op, støvsuges – for manden er jo træt, og børnene har lektier og fritidsaktiviteter. Og så mange, mange andre ting, som alle danske husmødre kender til. Jeg håbede, det ville blive nemmere, når børnene blev voksne. Men det tog jeg fejl. Nu er børnene flyttet hjemmefra, min mand gik på pension – og jeg arbejder stadig. Nu er min mand stort set altid hjemme eller på fisketur, men hjælper aldrig til derhjemme. Han venter bare på, at jeg skal komme hjem og lave alting. Det sidste, der fik bægeret til at flyde over, var da jeg blev syg – og da han kom hjem fra fisketuren, spurgte han ikke hvordan jeg havde det, men gik midt i det hele ud i køkkenet og brokkede sig over, at der ikke var mad, og at jeg da bare kunne have kogt nogle kartofler – det var vel ikke så svært. Jeg sagde, at hvis det ikke er svært, så kunne han selv gøre det. Og til svar fik jeg: – Hvorfor skulle jeg have en kone, hvis jeg skal lave mad selv? Da jeg hørte det, sagde jeg, at jeg havde fået nok – vi skal skilles! Vi deler lejligheden op og bor hver for sig. Nu vil jeg endelig leve bare lidt for mig selv. Børnene var ikke glade for min beslutning. De sagde, at jeg efterlod ham alene og at han ikke kunne finde ud af noget selv, at han ville dø alene. Men jeg er ligeglad. Han har ødelagt det for sig selv. Hvis han ikke værdsætter det, han har, må han lære det på den hårde måde. Sådan står det til. Måske falder gemytterne til ro, men min fætter står fast på sin beslutning. Jeg er i tvivl – det er ikke nemt at være alene som ældre. Hvad mener du?

Bring, bring, bring jeg har hørt det hele livet. Jeg er træt af det. Når jeg fylder 54, vil jeg skilles.

Tidligt om morgenen ringede en nabo til mig og spurgte:

Har du hørt, hvad din kusine har gjort?

Nej, hvad er der sket?

Det lader til, hun vil søge skilsmisse ved 54, efter 30 års ægteskab.

Af sådan en nyhed som man siger faldt min mund åben. Hvordan kunne det ske? De virker jo som en helt almindelig familie, manden drikker ikke, han er pensioneret, ni år ældre end hende. De har tre voksne børn, alle bor for sig selv, og fem børnebørn. Pludselig beslutter hun sig for at skilles.

Måske er noget blevet misforstået? Jeg ringede straks til min kusine og foreslog, vi tog en snak. Vi aftalte at mødes i Kongens Have, så vi kunne tale stille og roligt. Og så hørte jeg dette

Jeg orker ikke mere, jeg har løbet rundt som en marsvin i et hjul hele mit liv. Min mand arbejdede og jeg det samme, men efter job lagde han sig på sofaen og så fjernsyn eller hvilede sig på anden vis, eller tog måske en øl med vennerne, men jeg begyndte straks på dagens andet skift derhjemme. Jeg tror mange danske kvinder kender til dét.

Du kommer hjem efter arbejde, og så starter det: vaskemaskinen, lave aftensmad, gøre klar til næste dag, for børnene skal jo have noget at spise efter skole. Så skal der ryddes op, vaskes op, støvsuges, for manden er træt, og børnene har travlt med lektier og fritidsaktiviteter. Og mange, mange andre ting, som alle husmødre kender til.

Og jeg håbede, at når børnene blev store, ville tingene blive nemmere. Men jeg tog fejl. Børnene blev voksne, min mand gik på pension, og jeg arbejder stadig.

Nu er min kære mand hele tiden hjemme, eller ved søen og fisker, men han laver aldrig noget hjemme. Hver gang, står han bare og venter på, at jeg kommer hjem og fikser alt.

Det sidste søm i kisten var, da jeg blev syg, og han, efter at være kommet hjem fra fisketur, ikke spurgte om jeg havde det godt eller om jeg havde brug for noget nej, han gik lige hen til køleskabet og skreg over, at der ikke var noget at spise. “Du kunne da i det mindste koge nogle kartofler det er jo ikke svært!” sagde han.

Jeg svarede, at hvis det ikke var svært, kunne han jo gøre det selv. Og til det sagde han:

Hvorfor skulle jeg have en kone, hvis jeg skal lave maden selv?

Da jeg hørte det, sagde jeg: Nu får jeg nok. Vi skilles. Vi deler lejligheden, og jeg bor for mig selv. Nu vil jeg bare leve lidt for mig selv.

Mine børn blev ikke glade for min beslutning. De sagde, at jeg efterlod ham alene, og at han ikke kunne noget, at han ville dø for sig selv.

Men nu er det lige meget for mig. Han har brændt alle broer. Sætter han ikke pris på det, han har, så må han lære det på den hårde måde.

Sådan er det. Måske lægger det sig, men min kusines beslutning er urokkelig.

Jeg tvivler det er ikke nemt at være alene som gammel.

Hvad synes du?

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

fourteen − 8 =

Bring, bring, bring, bring, bring – det har jeg hørt hele mit liv. Jeg er træt af det. Nu, som 54-årig, vil jeg skilles. Tidligt om morgenen ringede en nabo til mig og spurgte: – Har du hørt, hvad din fætter har gjort? – Nej, hvad er der sket? – Det viser sig, at hun vil skilles som 54-årig, efter 30 års ægteskab. Den slags nyheder slår benene væk under en. Hvordan kan det være, de virkede jo som en helt almindelig dansk familie; hendes mand drikker ikke, er nu pensionist – ni år ældre end hende. De har tre voksne børn, alle med eget hjem, og fem børnebørn. Og pludselig vælger hun at blive skilt. Måske er der tale om en misforståelse? Jeg ringede straks til min fætter og foreslog, at vi mødtes i parken for at tale roligt sammen. Dette er, hvad jeg hørte … – Jeg kan ikke mere, jeg har løbet rundt som en hamster i et hjul hele mit liv. Min mand har haft sit job og jeg mit, men efter en lang arbejdsdag lagde han sig straks på sofaen, så tv eller tog måske ud til en øl med vennerne – mens jeg begyndte dagens næste skift herhjemme. Mange kvinder ved nok, hvad jeg taler om. Man kommer hjem fra arbejde, starter med tøjvask, laver aftensmad, forbereder til næste dag, fordi børnene skal have mad efter skole. Så skal der gøres rent, vaskes op, støvsuges – for manden er jo træt, og børnene har lektier og fritidsaktiviteter. Og så mange, mange andre ting, som alle danske husmødre kender til. Jeg håbede, det ville blive nemmere, når børnene blev voksne. Men det tog jeg fejl. Nu er børnene flyttet hjemmefra, min mand gik på pension – og jeg arbejder stadig. Nu er min mand stort set altid hjemme eller på fisketur, men hjælper aldrig til derhjemme. Han venter bare på, at jeg skal komme hjem og lave alting. Det sidste, der fik bægeret til at flyde over, var da jeg blev syg – og da han kom hjem fra fisketuren, spurgte han ikke hvordan jeg havde det, men gik midt i det hele ud i køkkenet og brokkede sig over, at der ikke var mad, og at jeg da bare kunne have kogt nogle kartofler – det var vel ikke så svært. Jeg sagde, at hvis det ikke er svært, så kunne han selv gøre det. Og til svar fik jeg: – Hvorfor skulle jeg have en kone, hvis jeg skal lave mad selv? Da jeg hørte det, sagde jeg, at jeg havde fået nok – vi skal skilles! Vi deler lejligheden op og bor hver for sig. Nu vil jeg endelig leve bare lidt for mig selv. Børnene var ikke glade for min beslutning. De sagde, at jeg efterlod ham alene og at han ikke kunne finde ud af noget selv, at han ville dø alene. Men jeg er ligeglad. Han har ødelagt det for sig selv. Hvis han ikke værdsætter det, han har, må han lære det på den hårde måde. Sådan står det til. Måske falder gemytterne til ro, men min fætter står fast på sin beslutning. Jeg er i tvivl – det er ikke nemt at være alene som ældre. Hvad mener du?
– Natalia! Undskyld! Må jeg komme tilbage til dig? Min mand Viktor og jeg havde været sammen i over 20 år. Vi levede stille og fredeligt sammen. Vi havde et sommerhus, som vi besøgte hver weekend. Viktor gjorde rent i lejligheden, og jeg lavede mad. Jeg troede, vi ville leve sådan sammen til vores alderdom. Og så en dag sagde Viktor pludselig: – Natalia, det gør mig ondt. Jeg forlader dig. Jeg har mødt en anden kvinde, og jeg er blevet meget forelsket i hende! Selvfølgelig, jeg var 38 år og ikke naiv. Jeg kunne godt se, at min mand havde en anden kvinde. Jeg forsøgte ikke at gøre det til en katastrofe. Jeg troede aldrig, Viktor ville forlade mig. “Gode” venner sendte mig endda billeder af Viktor sammen med hans kæreste. Men jeg tolererede det. Og så sagde Viktor pludselig, at han ville forlade mig. Det kom helt uventet for mig. Heldigvis var vores datter på ferie ved Vesterhavet med sine venner. For at få det bedre, fortalte jeg mine veninder, at min mand havde forladt mig. Vi holdt kvindemøde. Den ene veninde sagde, jeg skulle tabe mig og finde en ny mand. En anden mente, jeg straks skulle gå til en spåkone, der kunne trylle Viktor tilbage. Den tredje veninde sagde, jeg skulle finde en ny mand nu. Men Martine sagde: – Fortsæt med at leve, som du hele tiden har gjort! Så bliver det nemmest! – Men jeg kan ikke bare leve sådan! Det gør så ondt! – Du skal! Smerte forsvinder med tiden, tro mig. Jeg har overlevet tre skilsmisser. Du gør rent, du laver mad, går på arbejde, ser film og læser bøger. – Men hvem skal jeg lave mad til? – Til hvem? Til os! Vi kommer hver aften og spiser alt, hvad du laver! Jeg takkede veninderne for rådene. Men jeg kunne længe ikke beslutte mig for, hvilket råd jeg skulle følge. Til sidst valgte jeg at se en spåkone først. Jeg tog et billede af min mand og hans kæreste. Spåkonen lagde kortene, lavede et ritual og sagde, at Viktor ville være tilbage om to uger. Men han kom ikke efter to uger, heller ikke efter en måned. Samtidig gav jeg halvdelen af min månedsløn til spåkonen. Jeg var meget ensom og ked af det uden min mand. Jeg begyndte at købe kager og småkager i store mængder i supermarkedet. Efter to uger vejede jeg mig og indså, at sådan kunne det ikke fortsætte. Jeg havde taget 7 kilo på. Så besluttede jeg at gøre noget andet. Jeg lavede en hovedrengøring i hele hjemmet, vaskede alt skinnende rent, plantede nye blomster, og flyttede rundt på møblerne. Min lejlighed blev så hyggelig og smuk! Jeg meldte mig også til dans: Jeg måtte jo tabe mig efter alt det bagværk, jeg havde spist. Hver dag lavede jeg suppe – min mands yndlings. Og så kom veninderne og spiste det hele op. Når de gik, så jeg “Game of Thrones”. Viktor og jeg havde hørt meget om den, men aldrig haft tid til at se den. Jeg kunne virkelig godt lide serien og nød at se den om aftenen. En aften gik døren pludselig op. Viktor kom ind. Han så, hvor rent og hyggeligt her var. Lejligheden duftede af hans yndlingssuppe. Og jeg sad roligt i sofaen og så tv-serie. – Natalia, god aften. Jeg kom bare for at hente det sidste af mine ting. – Selvfølgelig! Jeg har allerede lagt dem klar. Har du en taske? – Nej! – Bare rolig, jeg har en! Jeg lagde Viktors ting i tasken og gav ham den. – Har du lavet suppe? – Ja, vil du have noget? Er du sulten? Viktor tænkte sig om et øjeblik, og så nikkede han. Jeg skænkede ham suppe. Viktor spiste to tallerkener. Så sagde han: – Tak, Natalia! Jeg må gå nu! – Gå du bare! Jeg skal lige se resten af afsnittet! – Hvad ser du? – “Game of Thrones”. – Vi ville jo se den sammen, husker du? – sagde Viktor trist. – Jeg husker! – svarede jeg. Viktor gik. Jeg græd lidt, så så jeg resten af serien og gik i seng. To uger senere kom Viktor tilbage med alle sine ting. Jeg kiggede på ham og forstod ikke, hvad der skete. – Natalia, undskyld! Jeg elsker dig så meget! Jeg savner din suppe og din hyggelige lejlighed. Tilgiv mig, tilgiv mig. – Så du savner min suppe? – Jeg savner det hele! Men mest af alt dig! – Okay! Kom indenfor. – Jeg skammer mig over dig og vores datter. Du siger ikke noget til hende vel? – Nej, jeg siger ingenting. Vil du have aftensmad? – Ja, tusind tak.