De sidste to måneder er jeg blevet kontaktet af min farmors store familie. De har ringet og bedt mig tage mig af den gamle dame.
Min farmor har altid været hård til tider decideret ondskabsfuld.
Mine forældre blev skilt, da jeg var helt lille, jeg husker slet ikke min far. Da jeg var omkring fem år, flyttede vi hjem til farmor, og hun tog sig af mig under hele min opvækst, så langt tilbage jeg kan huske.
Farmor var et besværligt menneske, og det vigtigste for hende var, at jeg var lydig og arbejdede hårdt.
Jeg kan ikke rigtig huske noget godt om hende.
De fleste har da et eller andet, de savner fra deres barndom, men jeg ønsker faktisk ikke at mindes min. Jeg har intet at se tilbage på. Mor hjalp mig heller ikke meget, og jeg havde ingen steder at flygte hen det var 90erne i Danmark. Det eneste, jeg kunne, var at drømme om penge og et arbejde. Vi måtte nøjes. Farmor forsøgte at styre både mig og mor, så alt blev, som hun ville have det.
Sådan levede vi. Ud ad til lod vi selvfølgelig som om, at alt var i orden.
I femte klasse fik min mors liv et nyt pust hun mødte en mand, som hun flyttede ind hos. Et år senere tog hun også mig med. Min stedfar kunne ikke rigtig lide mig, men han var heller ikke ubehagelig. Efter alle konflikterne med farmor var livet hos stedfar nærmest paradis.
Farmor brød sig ikke om min mors nye forhold, og min mor udnyttede bare muligheden for at slippe væk fra matriarken. De har ikke haft kontakt siden.
Jeg ringer til farmor af og til.
En gang om måneden ringer jeg men jeg skal tage mig sammen længe først. Vi snakker kun kort og om ligegyldige ting. For ikke at åbne op for negative følelser prøver jeg altid at tale om noget positivt, vi veksler et par standardhilsner. Cirka hver sjette måned, til fødselsdage og mærkedage, kommer jeg med en buket blomster og en kage. Halv time, ikke mere. Sådan kommunikerer vi.
Nu går mit liv egentlig godt jeg har en dejlig mand, et lille barn, og vi har tæt kontakt med min mands familie. For nylig købte vi en lejlighed på lån i en anden by.
Sidste år fyldte farmor 80 år.
Før i tiden kunne hun klare sig selv og holdt huset pænt, men nu er det ikke gået så godt.
Farmor er blevet mere indelukket, hun kommer ikke ud, hun orker knap nok at lave mad. Ofte ligger hun bare på sofaen, selvom hun stadig kan gå rundt i huset. Hun har for nylig været syg, og naboerne har hjulpet hende med det meste. Hun har brug for omsorg.
Mine slægtninge ringer nu uafbrudt og bebrejder mig! De kan ikke få fat i min mor, som bor i udlandet med sin mand. Så de synes, det bør være mig.
Men jeg ved, hvad det betyder. Ja, farmor har opdraget mig, passet mig og lært mig ting. På en måde er det min tur til at betale tilbage. Men jeg har ikke lyst! Hun har aldrig holdt af mig, mens jeg var barn. Jeg har lært at slippe min vrede over hendes behandling, men jeg kan ikke tilgive hende. Og alligevel har jeg dårlig samvittighed, for jeg forstår jo, at jeg bør hjælpe hende nu, hvor hun er gammel.
En oplagt løsning ville være at finde en hjemmehjælper, men det har jeg ikke råd til. Jeg har et lille barn, et realkreditlån og min dreng er ofte syg.
Hvad skal jeg gøre?
Er man forpligtet som barnebarn til at tage sig af sin gamle farmor eller har jeg ret til at sige nej, især når jeg ikke regner med at arve noget? Jeg vil hverken have en sådan farmor eller hendes arv.
