“Hvornår finder jeg den kvinde?” (humor)
Jeg er sådan set midlertidigt single dame, og ved siden af mig bor Morten han har lige fået lavet huset færdigt og er flyttet ind. Tror nok han er selvstændig erhvervsdrivende, men han er ikke en af de arrogante typer. Han er en anelse yngre end mig, han er vel omkring femogtredive, og jeg jeg har nu haft min attende fødselsdag adskillige gange.
Så en dag kommer han forbi og spørger:
Karen Møller, vil du gøre mig en nabotjeneste og være min ledsager til et arrangement?
Jeg kigger på ham, griner og siger, at før han spørger om sådan noget, burde han måske bestille sig en plads på kirkegården først.
Arh, du misforstod! undskylder Morten sig straks Jeg skal til en reception, og det ser ikke rigtigt ud at komme alene. For det første skal forretningsfolk helst have en flot kvinde med sig, for det andet kommer min ekskæreste også. Hun skal da se, at jeg har det pragtfuldt uden hende og at det ikke skorter på interesserede damer.
Det med flot kvinde kunne jeg da ikke undgå at blive smigret over. At snuppe lidt af glorien foran Mortens eks ja, hvorfor ikke! Men:
Det går ikke, Morten, siger jeg. Se på mig jeg er ikke fra jeres kredse. Jeg har hverken ben som en gazelle eller en plastbagdel. Hyre dog en professionel ledsagerske. De har styr på etiketten, og ingen bliver forarget hvis man tager lidt på dem.
Det duer ikke, siger Morten. De professionelle kan alle spotte på lang afstand, de har nærmest priserne skrevet i panden. Der skal en rigtig, naturlig kvinde til, én som ingen i omgangskredsen kender.
Naturlighed har jeg massevis af, siger jeg. Men jeg er altså ikke billig i drift. Og hvad skal jeg tage på? I min garderobe er jeg klar til rørmokkerklubben, ikke til high society.
Morten påtog sig så at klare garderoben: kjole, sko, manicure og klipning. Nå, jeg gav mig han skulle jo have hjælp! Og vi kørte så, fine i tøjet, til “Den Blå Rigdom”, som stedet så prætentiøst hed.
Hvis du aldrig har været til sådanne mondæne fester, så lad være. Det hele er rædsomt stift og ligegyldigt. Mændene i jakkesæt, damerne fyldt med botox og silikone. De spiser næsten ikke. Drikker lidt. Smiler anstrengt med sirlige diamanter i tænderne og måler status på hinandens påklædning og rygter.
Morten pegede på ekskæresten: klassisk afblomstret model, dyb udskæring, påsatte læber. Hvad han så i hende, forstår jeg ikke. Hun præsenterer sig som Emiliana. Inderst inde hed hun vel nok engang Birthe.
Så blev han hevet væk til en snak, kyssede mig prompte på kinden og lod mig stå alene ved buffeten. Min talje kunne være ligeglad, der var mad i overflod. Jeg begyndte straks at hugge ind på snitterne: tog én, kiggede på den næste, slugte den tredje.
Oplagte damer begyndte at kredse om mig, og Emiliana stod ikke langt væk og spidsede ører.
Er du med Morten? spurgte en af dem. Jeg hedder Maja. Hvad laver du egentlig? Har du egen virksomhed, salon, danseinstitut?
Jeg tænkte lidt, mens jeg slubrede på en tartelet. Nå ja, jeg havde da for nylig solgt et sengebord til en veninde, så jeg svarede, at jeg arbejdede med møbler. Da jeg kom i tanke om, at sengebordet faktisk var helt pænt, rettede jeg mig: eksklusiv møbler.
Hvor spændende! sagde Maja. Mit hjem trænger også til nye møbler. Hvad hedder din butik?
Hun gav ikke op! Jeg måtte finde på noget. Efter det sengebord har jeg ikke solgt mere, så jeg løj og sagde, at jeg var stoppet med møbler.
Jeg blev så træt af møbelbranchen, så nu er jeg i vintermode, svarede jeg. Sidste vinter solgte jeg nemlig en pelskappe syet af en skaldet mops til en anden bekendt for halvtreds kroner, så det føltes ikke helt løgn.
Flere damer jublede; de ville gerne høre mere om min butik og besøgstid. Tjekkede de mig, mon?
Heldigvis havde jeg for nylig også skilt mig af med et par bildæk fra den afdøde mand. Så jeg fortsatte:
Nej desværre, pelshandel gik ikke, så nu er jeg begyndt at importere autodele. Hvis nogen mangler dyser, slanger eller cylinderhoveder, så kom endelig forbi!
Interesset forsvandt som dug for solen. Slanger var åbenbart ikke hot blandt de fine fruer.
Hvilke lykkepiller er du så på? blev Maja ved. Hvilken psykolog går du hos? Man kan da ikke drive forretning uden at have noget kemisk hjælp nede i tasken!
Mit eneste antidepressivum er et glas cognac til aften og min kat, Misse. Fortæller jeg hende alt mit bøvl, blinker hun dovent med halen og går straks hen og vælter blomsterjorden på gulvet. Fin terapi lidt bøvl med oprydningen. Så jeg svarede, at jeg tager friskkonjac dagligt, og går hos terapeut Misse Musling.
Ingen forstod en pind, men gudskelov købte de den.
Så kom Emiliana snigende tættere på for at inspicere varen.
Hej skat, sagde hun. Er du Mortens nye? Bare pas på: han er ikke rar.
Tja, næppe værre end dig, svarede jeg, mens endnu en østers forsvandt.
Man kan ikke bo med ham, skal jeg sige dig, skumlede Emiliana. Han er en tyran. Hvis man forsinker sig fem minutter, er det ballede. Bruger du for mange tusinde kroner, er der ballade igen!
Nej nej, vi har det aldeles fredeligt! sagde jeg. Ingen ballade, ingen slagsmål. Han går ud, når han vil det gør jeg også!
Bemærk, jeg sagde ikke et ord, der var løgn de små detaljer om vi ikke sover samme sted, sprang jeg over.
Jeg kan sige endnu mere, hvisker Emiliana. Han er lidt skør. Taler med sig selv! Jeg trak ham både i operaen og i Tivoli, hele tiden havde han travlt med at stirre tomt op i luften og mumle hvornår finder jeg den kvinde?. Jeg sad lige ved siden af!
Jeg reagerede ikke. Vi er alle lidt mærkelige og søger alle et eller andet.
Du kan da godt lide mad, kan jeg se, stikker Emiliana til. For det skulle jeg høre for hele min tid hos ham. For hvert gram på vægten, skabte han sig! Og så sagde han igen: hvornår finder jeg den kvinde?. Jeg svarede Jeg er da her! men han kiggede bare ud i luften og gik.
Jeg lover dig, han siger ikke en lyd til mig om et par ekstra kilo, svarede jeg kækt og hældte endnu en portion snacks indenbords.
Morten vinkede opmuntrende til mig fra den anden ende af salen bare gør dig det behageligt! Emiliana blev helt grå af misundelse.
Om dagen kunne man måske holde det ud, sagde hun. Men om natten ville jeg slå ham ihjel. Han snorker som en lufthavnskran burde sættes på altanen! Og selv i søvne mumler han: hvornår finder jeg den kvinde?
Jeg trak bare på skuldrene og nævnte ikke, at der er mindst halvtreds meter og et plankeværk mellem Mortens og min seng.
Summa summarum lykkedes det ikke Emiliana at bringe mig ud af fatning, som hun end prøvede. Jeg hyggede mig: blev stopmæt, smagte al champagne, og tog et dyp i bowlen. Kjolen led, ja, men den var nok heller ikke til at passe i næste uge. Hvad skal man klage over? Katten og min cognac trøster mig.
***
Karen, tusind tak! roste Morten næste dag. Du er født til dette selskabsliv. Du efterlod et uudsletteligt indtryk blandt de småborgerlige snobber og Emiliana blev helt grøn af misundelse! Det viser bare, hvad naturlighed og humor kan føre til.
Det var så lidt, sagde jeg. Men næste gang må du klare dig selv. Jeg er ikke vant til den slags steder jeg får moralsk diarre af det. Var jeg din kone, var jeg blevet hjemme og nægtet dig adgang.
Morten gav mig blomster og lidt frugt og gik hjem til sig selv, mens han mumlede noget mærkeligt for sig selv:
Gud, mon jeg endelig har fundet den kvinde?
Jeg aner ikke, hvad han præcis mente. Men hvis han har fundet sin “kvinde”, så er jeg glad på hans vegne.







