Mine slægtninge venter utålmodigt på, at jeg skal forlade denne verden. De har allerede sat sig for, hvem der skal arve min lejlighed, men jeg har heldigvis været forudseende.
Nu er jeg 60 år og bor alene i min lejlighed i Indre By, København. Jeg har hverken børn eller mand. Selvom jeg på et tidspunkt faktisk var gift. Da jeg var 25, blev jeg gift med min ungdomskæreste, af ren kærlighed.
Vores ægteskab gik dog i stykker på grund af min mands utroskab. Han havde frækheden til at tage sin elskerinde med hjem til vores lejlighed. Jeg kunne simpelthen ikke klare dét, så jeg pakkede mine ting og flyttede tilbage til mine forældre i Odense. Kun to måneder efter skilsmissen opdagede jeg, at jeg var gravid.
Ærligt talt havde jeg ikke lyst til at fortælle min eksmand om barnet. Jeg opsøgte ham ikke jeg besluttede, at jeg ville tage ansvar for barnet alene. Da min søn kom til verden, fik jeg desværre dårlige nyheder fra lægen: “Dit barn er født meget svagt, og det er ikke det hele. Han har en uhelbredelig sygdom. Han er meget heldig, hvis han når at blive 11 eller 12 år.”
Det var, som om verden forsvandt under mig. Jeg var fortvivlet og vidste hverken, hvor jeg skulle gå hen, eller hvem jeg skulle tage fat i. Jeg ammede min søn hver dag, men tanken om, at hans liv ville blive kort, nagede konstant i mit sind.
Imod lægernes forventninger, levede min søn til han blev 15. Det skete helt ubarmhjertigt, at både min søn og min far gik bort med kun én uges mellemrum. Pludselig havde jeg mistet de to personer, der stod mit hjerte allernærmest.
Min far efterlod mig sin rummelige lejlighed, perfekt placeret midt i København. Jeg har boet alene siden og har ikke haft mange mænd i mit liv. Jeg har ofte længtes efter et barn, men frygten for at historien skulle gentage sig, har holdt mig tilbage. Da jeg blev 45, købte jeg min første bærbare for at følge med i, hvad familien foretog sig online, og for at læse nyheder.
Efterhånden som familien opdagede, at jeg levede alene, begyndte de at dukke op nemlig på skift, med gaver og små souvenirs fra Fyn eller Jylland. Gang på gang spurgte de, om jeg havde skrevet testamente, og når jeg sagde nej, kom de ud med beklagelser over deres økonomiske problemer. Nogle sågar roste og beundrede de andre familiemedlemmer foran mig, for at fremstå mere værdige til arven. Men jeg ved præcis, hvem der fortjener min lejlighed; min veninde Anne har en datter, Regitze, som altid hjælper mig uden at forvente noget til gengæld.
Min egen familie vil kun arve min bolig. Til sidst har jeg valgt at skære kontakten til dem, men de holder stadig ved.
En dag ringede min fætter Mads og spurgte mig direkte, om jeg stadig var i live, og hvem der skulle have lejligheden. Jeg blev så vred og såret, at jeg blokerede dem alle jeg vil ikke længere have, at de hverken skriver eller ringer.
Sådan er der ting, man lærer om familie, når livet går sin vej her i Danmark.
