Da min far døde, smed jeg kvinden ud af min lejlighed, som han havde boet sammen med i seksten år.
Alle fordømmer mig nu!
For mange år siden døde min far. Næsten straks efter begravelsen bad jeg kvinden, der havde boet med min far i mange år, om at flytte ud af vores lejlighed. Hvorfor? Fordi hun gennem årene havde behandlet mig yderst dårligt. Så hvorfor skulle jeg vise hende nogen venlighed? Jeg valgte at give hende samme behandling, som hun havde givet mig.
Min mor døde, da jeg kun var ni år gammel. Hun havde kræft og gik bort alt for hastigt. Min far var en af de mænd, der næsten ikke kunne fungere uden en kvinde ved sin side. Kort efter min mors død begyndte han at lede efter nogen. I den periode boede jeg skiftevis hos mine bedstemødre. Det var ikke det værste, men jeg længtes virkelig efter at have et fast hjem.
Min far præsenterede mig for et par af sine bekendtskaber, men ingen af dem opholdt sig længe i vores liv. Han ønskede virkelig, at jeg skulle komme godt ud af det med dem, men jeg havde følelsen af, at han forrådte min mors minde, så jeg holdt mig på afstand.
Da jeg var fjorten, flyttede min far så sammen med en kvinde ved navn Signe. I begyndelsen syntes jeg faktisk, hun virkede rar, men efter noget tid gik det op for mig, at hendes venlighed nærmest var et spil for galleriet. Hun begyndte snart at opstille sine egne regler. Jeg følte mig som luft for hende. Hun provokerede mig ofte, og fortalte altid min far, at jeg kun lavede problemer, mens hun selv var den gode og hjælpsomme. Vi skændtes ofte, både jeg og min far, og jeg og Signe. Min far stolede mere på Signe end mig, og det gjorde mig arrig. Han brød sig slet ikke om, at jeg blandede mig i hans liv. Signe forklarede ham, at hendes egen datter boede hos hendes mor, og var helt tilfreds med det.
En dag pakkede min far mine ting og kørte mig hjem til min farmor. Det ændrede virkelig mit liv jeg skiftede både skole og omgangskreds. I begyndelsen besøgte min far mig engang imellem, men det ophørte efterhånden fuldstændig.
Da jeg blev tyve, begyndte forholdet mellem mig og min far så småt at blive bedre. Jeg begyndte på universitetet, og han spurgte endda, om jeg ville flytte ind hos ham, men jeg takkede nej og tog på kollegium. Jeg så ikke meget til Signe efterhånden, men jeg vidste, at hun stadig boede med min far, selvom de aldrig giftede sig.
Senere blev jeg gift og fik et barn, og min far kom jævnligt på besøg. Han talte både med mig og sit barnebarn. Men så blev han alvorligt syg. Efter et slagtilfælde havde min far brug for hjælp, men Signe erklærede, at hun skulle støtte sin datter med hendes lille barn, og så rejste hun. Jeg tog vare på min far alene.
Blot en måned efter døde han. Signe græd og råbte, at jeg ikke havde passet ordentligt på ham, og at hvis det havde været hende, ville han stadig være i live!
Hele begravelsen blev arrangeret af mig og min mand. Signe bidrog ikke med en eneste krone til begivenheden.
Jeg stod også alene med mindehøjtideligheden, og min svigermor hjalp mig meget. Jeg ved, at Signe ikke engang lagde vejen forbi min fars grav; der lå visne blomster, og kun jeg havde ryddet op.
Senere måtte jeg forbi skifteretten. Halvdelen af lejligheden tilhørte min farmor, og hun havde allerede overdraget sin del til mig i levende live. Nu, med min fars død, fik jeg også hans halvdel.
Der var selvsagt ingen tanke i mig om, at Signe skulle blive boende. Først troede hun ikke på det, da jeg bad hende flytte ud. Vi røg endda i totterne på hinanden over sagen. Til sidst ringede jeg til politiet og bad dem hjælpe hende ud. Efter at have undersøgt papirerne, fik hun besked på at forlade min lejlighed. Hun råbte, at hun ville slæbe mig i retten og vinde, men jeg er sikker på, hun ikke har en chance.
Det overraskede mig ærligt talt, at slægtninge sagde, at jeg havde handlet koldt og uretfærdigt, nærmest nederdrægtigt. Hvorfor? Fordi Signe nu fortæller alle, at jeg bærer skylden for min fars død og kun smed hende ud for at sikre mig lejligheden.
Men jeg er helt overbevist om, at jeg handlede rigtigt og hvad resten af familien mener, tager jeg mig virkelig ikke af.
