Da, prøv lige at høre her det her er sådan en historie, jeg aldrig glemmer. Da jeg var ti år gammel, giftede min far sig igen. Min danske stedmor blev gravid med det samme, og snart fik hun en dreng min halvbror. Så var det, jeg bare var hende, der passede ham gratis, lavede mad og gjorde rent alt det ingen andre gad.
De kaldte mig bare hey, du derhjemme. Jeg gik rundt i tøj, der for længst var blevet for småt, mens min lillebror fik nyt LEGO eller Playmobil nærmest hver uge. Da han blev ældre, røg jeg ud af mit værelse og ind i stuen, for mit gamle værelse blev selvfølgelig lavet om til hans.
Det eneste, jeg kunne takke min far for, var, at han faktisk sagde stop, da min stedmor én gang ville slå mig. Men han lod hende stadig tale grimt til mig hver eneste dag. Hun sagde, jeg var grim at ingen nogensinde ville kunne lide mig. At jeg var dum og aldrig ville få en ordentlig uddannelse, men bare ende som rengøringsdame.
Min stedmor sagde altid: Du får lov at blive boende, indtil du fylder atten. På din fødselsdag ryger du ud.
Ferie og fridage tilbragte jeg hjemme hos min farmor, men ærligt? Hun syntes også, jeg var lidt den sorte få i familien. Hun havde aldrig kunne fordrage, at hendes søn giftede sig med min mor, og hun var ret tilfreds, da min mor forsvandt ud af billedet.
Nogle gange tænkte jeg faktisk, hvorfor de ikke bare afleverede mig på et børnehjem.
Halvt år før jeg blev atten, overhørte jeg min far og stedmor snakke sammen. Der gik det hele ligesom op for mig. Stedmor sagde: Hun går aldrig med til det! Og far svarede: Bare rolig, jeg skal nok få hende overtalt til at skrive lejligheden over til os du skal ikke være urolig.
Men dér tog de fejl. Jeg var færdig med at finde mig i pisken fra min lillebror og alle stikpillerne fra min stedmor. Og i stedet for at frygte min attenårs fødselsdag, begyndte jeg faktisk at glæde mig.
Så kom min fødselsdag. Hele banden var der: far, stedmor, farmor og stedmors forældre. For første gang i årevis fik jeg faktisk et lille fødselsdagsbord med te og lagkage. Men der var ikke meget fejringsstemning, for straks bagefter blev jeg kaldt ind i stuen.
Farmor kiggede alvorligt på mig og sagde: Du er voksen nu. Nu skal du tage ansvar for dit eget liv. I dag skal du være taknemmelig for alt det, din familie har gjort for dig. Så nu går du med din far til notar, og underskriver at han får lejligheden. Du arvede den fra din mor, men det var ikke meningen. Hun lovede sådan set at skrive et testamente, så min søn fik den. Nu må du gøre det rette.
Deres ansigter var så alvorlige, at jeg havde lyst til at grine. Selvfølgelig, farmor. Jeg skal nok sige tak for alt, I har gjort for mig. Og som tak får I ikke sparket ud i dag men I har en uge til at pakke jeres ting og finde et andet sted at bo. Jeres tid er forbi.
Så gik alt amok. Jeg var utaknemmelig, råbte stedmor. Min far gav mig en skalle. Stedmors forældre brokkede sig over, at hun fik sådan en møgunge med i familien. Og farmor smækkede døren og gik.
De flyttede. De rykkede hjem til farmor.
Et par dage efter kom far tilbage forbi. Han gav mig et stykke papir. Du nægtede at give os lejligheden, så nu må du betale din gæld, sagde han og gik.
På papiret havde han skrevet:
Mad 324.000 kr.
Tøj 54.000 kr.
Skoleudgifter 14.000 kr.
Toiletsager 2.660 kr.
El-apparater 4.620 kr.
Kommunalt børnetilskud 64.800 kr.
I alt: 464.080 kr.
At forældre faktisk har pligt til at forsørge deres børn, havde han fuldstændigt glemt.
Så fik jeg et job, og den næste halve år gav jeg ham en tredjedel af min løn hver måned for at betale tilbage.
Det kommer nok til at tage mig syv-otte år at gøre mig færdig med det her. Men så så er jeg virkelig fri.
