Sønnen vil ikke lade sin mor flytte ind hos os – for i dette hjem er der kun én frue, og det er mig! – Det er ikke rigtigt! Det er jo hans mor! Han kan da godt tage hende hjem! – Sådan lyder det ofte fra min mands familie. Jeg ved, at mine egne venner også tænker det samme, selvom de aldrig siger det direkte. Grunden er den evige problematik med min svigermor. Barbara er 83 år, vejer over hundrede kilo og er ofte syg. – Hvorfor lader du ikke Barbara flytte ind til jer? – spurgte min fætter mig for nogle år siden – Det er fint, du hjælper hende hver dag, men hvad hvis der sker noget om natten? Det er hårdt for hende at være alene. Til syvende og sidst er Daniel hendes eneste støtte. Det forventes selvfølgelig, at bedstemor bliver plejet af sin eneste søn, hans eneste kone og sit eneste barnebarn. De sidste fem år har Barbara ikke forladt sin lejlighed en eneste gang. Hendes ben gør ondt, og hendes vægt gør det svært for hende at bevæge sig rundt. Alt begyndte for tredive år siden. Dengang var min svigermor energisk, ung, sund og meget dominerende. – Hvem har du nu slæbt med hjem til mig? – udbrød Daniels mor forarget, da vi mødtes.– Er det for den dér, at jeg har ofret hele mit liv? Efter den kommentar gik jeg tavs til bussen. Dengang boede min mands mor på en eftertragtet forstadsvilla, i et stort og flot hus. Hendes mand havde en betydningsfuld stilling, så Barbara levede godt i mange år, også efter at hun blev alene. Den dag indhentede Daniel mig og fulgte mig. Jeg var heldig med min mand: han lyttede ikke blindt til sin mor. Men han har respekt for sine ældre. Han prøvede at trøste mig og forklarede, at “sådan er hun bare”. Da vi blev gift, begyndte vi at spare sammen til eget hjem. Daniel flyttede ud og kom ikke tilbage i et halvt år – han arbejdede. Efter nogle år havde vi råd til et hus, som vi byggede færdigt med tiden. Undervejs besøgte vi sjældent Barbara. Hun havde altid noget dårligt at sige om mig til Daniel og alle andre. “Svigerinden lader ikke hendes mand hjælpe sin egen mor.” Hvordan kan hun forbyde det? Og videre i samme stil. Lær mere Ludo Familiespil Hun ville flytte til byen, men pengene fra hussalget var ikke nok. Hun foreslog, at vi hjalp til økonomisk og lovede, at lejligheden skulle gå i arv til vores søn, hendes barnebarn. Men hos notaren sagde hun pludselig, at lejligheden skulle tilfalde hende, fordi en veninde havde fortalt, at bedstemødre ofte ender på gaden, hvis ikke kontrakten er i orden. Så sagde hun, at lejemålet skulle overgå til den, der tog sig af hende, når hun blev gammel. Hun ville være husets frue! – Hun påstod, at vi ville snyde hende og efterlade hende uden noget. Der er gået næsten tyve år siden. Alle på notarkontoret hørte hendes klager, og det var virkelig pinligt for os. Vi lod det ligge. Hun flyttede kort efter og lod os ikke engang lave små forbedringer af lejligheden. Hun boede der i knap en måned, så begyndte hun at brokke sig over, at alt var gammelt og i stykker. Alt var naturligvis min skyld – jeg havde fundet en dårlig lejlighed og bare forsøgt at snyde hende. Barbara elskede sin fætters børn, men ignorerede vores egen søn. Hun foregav endda ikke at kunne huske hans fødselsdag! For nogle år siden blev min svigermor syg. Hun var nu så overvægtig, at det var svært for hende at komme rundt i hjemmet. Jeg tog mad med til hende, lægen havde skrevet kostplan. Men Barbara skældte mig ud og nægtede at spise, sagde kun hendes kusine kunne lave “rigtig mad”, mens jeg bare sultede hende. Sidste år begyndte min mand at bede mig om at lade hende flytte ind til os. Ifølge ham havde hans mor nu indset, at hun måtte lytte til lægen. – Okay – sagde jeg. – Men på én betingelse: køkkenet er mit område, jeg bestemmer hvad vi spiser, og der kommer ingen fætre og græder ved komfuret. Min svigermor blev rasende og nægtede. Hun havde jo regnet med at komme og bestemme hele vores husholdning. Men her er der kun én frue! Og det er mig! Så jeg måtte fortsætte med at besøge hende, gøre rent, lave mad – nogle gange overnatte. Favoritkusinen nøjedes fortsat med omsorgsfulde opkald. Læs mere Yatzy Brætspil for hele familien Min svigermor ringede og klagede: at jeg sultede hende – hun fik hverken chokolade eller røgede pølser. Hun bad mig komme og tage kage med. Men hun havde altid “travlt”, så besøget blev udsat. På trods af, at hun boede tre gange tættere på end mig. Hun dukkede kun op én gang om måneden med usunde sager, mens jeg tog mig af Barbara hver dag. En dag ringede min svigermor til kusinen og påstod, at hendes halskæde og kors var forsvundet. Hun fortalte, at både jeg og kusinen havde været på besøg, men var sikker på, at det var mig, der havde taget tingene. Uden at sige et ord stillede jeg maden på hendes bord, fandt halskæden og korset, der bare var røget bag natbordet. Hjemme fortalte jeg min mand det hele og sagde, at jeg ikke ville hjælpe mere. Jeg foreslog, at hun kom på plejehjem. Daniel sagde ja.

Sønnen vil ikke tage sin mor med hjem til sig, for der er kun én frue i huset, og det er mig.

Det er ikke rigtigt! Hun er jo hans mor! Han burde sagtens kunne tage hende hjem! Sådan lyder det ofte fra min mands familie. Jeg ved mine egne veninder tænker det samme, men ingen siger det direkte. Årsagen er hele situationen med min svigermor.

Grethe er 83 år gammel, vejer over hundrede kilo og er ofte syg.
Hvorfor flytter du ikke Grethe hjem til jer? spurgte min fætter mig for nogle år siden. Det er fint, du hjælper hende dagligt, men hvis der sker noget om natten? Det er svært for hende at være alene. Daniel er jo hendes eneste barn.

Det ligger ligesom i kortene, at bedstemor skal passes af sin eneste søn, hans kone, og deres eneste barn. De sidste fem år har Grethe ikke forladt sin lejlighed én eneste gang. Hendes ben gør ondt, og hendes vægt gør det næsten umuligt for hende at bevæge sig rundt. Det startede for tredive år siden. Dengang var min svigermor fuld af energi ung, rask og bestemmende.

Hvem har du taget med herhjem, Daniel? spurgte Daniels mor med stor forargelse. Har jeg ofret hele mit liv for… det her?

Vi gik tavse ned til bussen. På det tidspunkt boede Daniels mor i et af de bedste kvarterer i udkanten af København, i et stort og smukt hus. Hendes mand havde haft en betydningsfuld stilling, og Grethe levede godt længe efter, at hun blev enke. Daniel indhentede mig senere den dag og gik hjem med mig. Heldigvis lyttede han ikke blindt til sin mor. Han respekterer dog sine forældre. Han forsøgte at trøste mig og forklarede, at sådan var hans mors temperament bare.

Efter vi blev gift, begyndte vi at spare op til vores egen lejlighed. Daniel arbejdede i Jylland og var væk i halve år ad gangen. Efter nogle år fik vi råd til først at købe et gammelt hus og senere sætte det i stand. Vi kom sjældent hos Grethe. Hun havde altid noget dårligt at sige om mig til Daniel og alle hun kendte: At hendes svigerdatter ikke tillod Daniel at hjælpe sin egen mor. Det var altid den sang.

Senere besluttede Grethe sig for at flytte til byen, men pengene fra salget af huset slog slet ikke til. Hun foreslog, at vi skulle betale lidt, og lovede, at lejligheden ville tilfalde vores søn, hendes barnebarn. Men da vi sad ved notaren, sagde hun pludselig, at lejligheden skulle opgøres i hendes navn en veninde havde fortalt hende, at gamle damer ofte mister alt på den måde. Senere sagde hun, at hun ville give arven til den, der ville passe på hende i alderdommen. Hun ville være husets frue! Hun mente, at vi ville snyde hende og efterlade hende uden noget.

Nu er det omkring tyve år siden. Alle på notarkontoret kunne høre, hvordan hun beklagede sig, og vi var vildt pinlige. Vi valgte at lade sagen ligge. Hun flyttede hurtigt ind og nægtede at lade os lave bare lidt småreparationer. Hun boede der i næsten en måned, før hun begyndte at klage over, at alt var gammelt, faldt sammen, og at det var min skyld. Ifølge hende havde jeg fundet den forkerte lejlighed til hende og var ude på at snyde hende.

Grethe elskede min fætters børn, men hun ignorerede sit eget barnebarn. Hun lod som om, hun ikke kunne huske hans fødselsdag! For nogle år siden blev hun rigtig syg. Hun havde taget meget på, og det var svært for hende blot at bevæge sig rundt i lejligheden. Jeg leverede sund mad, som lægen havde anbefalet. Grethe bandede dog over det og nægtede. Ifølge hende var det kun hendes kusine, der kunne lave ordentlig mad, og jeg sultede hende.

Sidste år begyndte Daniel at bede mig om at tage hende hjem til os. Ifølge ham havde hans mor forstået alting nu og var parat til at følge lægens råd.

Godt, sagde jeg, men jeg satte betingelser: Køkkenet var mit domæne, jeg bestemte, hvad der blev lavet, og der skulle ikke komme nogen af hendes kusiner rendende.

Min svigermor blev forarget og nægtede, for hun troede, hun kunne komme og bestemme det hele. Men der er kun én frue i vores hjem og det er mig! Jeg fortsatte med at besøge hende, gøre rent, lave mad og endda overnatte, når det var nødvendigt. Hendes yndlingskusine nøjedes med at ringe og udtrykke bekymring i telefonen.

Grethe ringede ofte rundt og klagede over, at jeg sultede hende jeg nægtede hende wienerbrød og rullepølse. Hun bad mig komme med småkager, men kusinen blev ved med at udsætte sine besøg, selvom hun boede tre gange tættere på end mig. Hun dukkede kun op én gang om måneden og havde altid junkfood med, mens jeg tog mig af alt det praktiske hver dag.

En dag ringede Grethe til sin kusine for at fortælle, at hendes perlekæde og kors var væk. Hun påstod, at vi begge havde været forbi dén dag, men hun var sikker på, at jeg havde taget dem.

Uden et ord lagde jeg mad på hendes bord og fandt kæden og korset, som begge lå faldet ned bag natbordet. Senere fortalte jeg Daniel alt og sagde, jeg ikke ville hjælpe mere. Jeg foreslog, hun skulle på plejehjem. Daniel var enig.

Nogle gange er det sværeste ikke at hjælpe, men at acceptere, når ens grænser er nået. Respekt og omsorg er vigtigt, men ægte kærlighed må også give plads til egne behov. Det lærer man med tiden.