Vi mødtes, men vi forstod aldrig hinanden — Kommer du ikke for sent? Hvornår tager du afsted, Dan?! Dan … — Alina rystede sin mand på skulderen, mens han lod som om han sov, viftede afværgende med hånden for at signalere, at han ikke havde tænkt sig at stå op, og at han nok skulle nå det. Alina tjekkede telefonen — klokken var kun syv om morgenen. “Hvorfor er jeg dog vågen så tidligt en lørdag?! Jeg har jo ikke noget at lave, tasken pakkede jeg i går…” — tænkte Alina og overvejede at kravle tilbage under den varme dyne, da hun pludselig… Oplev mere Avis Dagligvarer Dagbog Familiespil Pludselig blev hun overmandet af den ubehagelige uro, som ofte plagede hende for tiden. Hun burde jo ikke bekymre sig: manden ved hendes side, lejlighed midt i København, lækkert indrettet med designermøbler og moderne hvidevarer. Dan havde bil, Alina en anden. For nyligt havde de købt et sommerhus på Sjælland, tæt på skov og strand. Kort sagt: de havde det hele. Mange drømmer blot om sådan et liv. Prøv selv at bo til leje, tage bussen til arbejde, hjælpe ungerne med lektier om aftenen, lave mad til hele familien, betale regninger, sende penge med til skole … Man falder i søvn, og så ringer vækkeuret, så det hele starter forfra. Gid jeg havde dine problemer! Hvad er det dog, der går dig på?! Hvad sker der? Jo, lige præcis den følelse! Alina havde lært at genkende den. Uro uden grund, et stik i hjertet, en fornemmelse af at noget alvorligt glipper for hende. Den kom ud af det blå og forsvandt på samme måde. Gav hende ro et øjeblik, men vendte altid tilbage igen. Og denne lørdag morgen overfaldt den uvelkomne følelse igen Alinas hjerte. Hun stod op, så en ekstra gang på sin sovende mand og gik i køkkenet. Dan skulle på endnu en forretningsrejse. Det var efterhånden blevet ret ofte! For halvandet år siden fik han en ny chef, lønnen steg mærkbart, og virksomheden var stor og anerkendt. Dan var blandt de dygtigste, afdelingsleder, men arbejdet tog al hans tid! Nu sendte de ham også afsted i weekenderne. Alina lavede morgenmad og gik tilbage for at vække ham. — Dan, kommer du ikke snart op?! Skynd dig inden du kommer for sent til mødet. Du sagde, du først skulle køre i eftermiddag? — Ja, senere… — svarede Dan med søvndrukken stemme og satte sig endelig op. — Kom, jeg har lavet morgenmad. — Mmm, — mumlede Dan og fulgte efter hende ud i køkkenet. Ved bordet forsvandt han straks ind i sin mobil. Alina havde bemærket, at de knap snakkede sammen mere — de var blevet fjerne overfor hinanden. Ikke at der var skænderier. Alt var perfekt — han kom hjem med blomster i ny og næ, nogle gange fik hun ham med ud at spise, og det sagde han ja til. De kunne gå en tur, besøge venner eller tage i biografen, men intet var som før. Oplev mere Dagligvarer Dagbog Familiespil Avis — Dan, prøv at tage mig med på turen denne gang? — spurgte Alina pludseligt. — Mmm, — svarede Dan uden at løfte blikket fra mobilen. — Kom nu, hvorfor ikke? I skal jo bo på hotel. Om dagen er du med kollegaerne, om aftenen er du hos mig. — Hvad?! Nej! Hvad mener du “hos mig”?! — Dan rykkede op, da han forstod, hvad hun mente. — Hvorfor ikke, Dan? Det kan da ikke være så svært? Du kører jo alligevel. — Jo, men hvad skulle du lave der? Det er weekend, slap nu bare af. Jeg er hjemme igen mandag eller tirsdag. — Jamen, jeg har aldrig været i den by før. Jeg kunne se mig omkring, måske shoppe … gå på museum… — Åh, come on! Det er et hul ude på landet, der er intet at se! Vi har supergod shopping herhjemme, har vi ikke? — Dan, jeg keder mig herhjemme! Jeg skal nok lade dig være… — indvendte Alina. — Alina, nej! Hvis du vil noget, så køb en billet og tag afsted! — svarede Dan irriteret. — Alene? Jeg vil være sammen med dig! Vi er gift, hvis du har glemt det! — Alina, ikke nu igen. Jeg har sagt det en million gange — det er en urimelig travl tid! Min chef er et mareridt! Hvad kan jeg gøre, når de sender mig afsted i weekenden?! — Sjovt nok er det altid dig, de sender! Sidste uge så jeg Roman fra din afdeling i Fields med konen og børnene. Men dig, dig havde de selvfølgelig sendt på arbejde! — Alina ønskede egentlig ikke at skændes, især ikke før en afsked, men hun kunne ikke lade være. — Jaja, lad os endelig gennemgå hvem, der har været hvor! Tak for morgenmaden! — Dan rejste sig og gik ud på badeværelset. Alina gjorde rent imens Dan så TV. Hun pakkede lidt sandwiches og te i en termokande til ham. — Alina, hvor er tasken? — lød det ude fra entreen. — På kommoden, — svarede hun roligt. — Godt, så smutter jeg. Bliv ikke sur, der er altså ikke noget særligt derovre. — Det er okay, jeg er ikke sur. Hej. Dan gik, mens Alina blev tilbage. Det var lørdag, hun kunne ringe til en af veninderne, tage ud at spise, snakke om løst og fast. Oplev mere Dagligvarer Dagbog Familiespil Avis Men hvem skulle hun ringe til? Julia havde mand og to børn, så det kunne hun glemme! Maria var flyttet i sommerhus og kom stort set aldrig til byen. Katrine var taget til Aarhus for at forfølge karrieren — havde ikke givet lyd fra sig i evigheder! Alles liv var fyldt op af eget ansvar og børn… Alina havde næsten rundet de 38 år. Hun og Dan havde ingen børn, og hun lagde skylden på en gammel fejl — en mislykket abort som ung. Dengang var de lige flyttet sammen, boede til leje, begge nyuddannede med lav løn. Alina blev… Efter nogle år fejrede Alina og Leon deres bryllupsdag, og lille Katrine, nu næsten voksen, holdt en rørende tale for sin papmor: “Tak fordi du kom ind i vores liv og gjorde os til en rigtig familie igen.”

Vi mødtes, men vi forstod aldrig hinanden
Kommer du ikke for sent, Dan? Hvornår kører du egentlig, Dan?! Dan Karen puffede til sin mand, der blot vendte sig om, som om han sov og viftede en hånd efter hende for at vise, at han ikke ville vågne, og han ikke ville komme for sent. Karen kiggede på sin mobil klokken var kun syv en lørdag morgen.
“Hvorfor pokker er jeg vågen så tidligt på en lørdag?! Jeg har jo ingen planer, pakkede tasken i går…” tænkte Karen og overvejede at trække dynen op igen, men pludselig…
Uvirkeligt poppede der glimt op foran hendes øjne:
Morgenavis
Lakridsboller
Dagbogssider
Et brætspil med krøllede terninger
Så blev hun overmandet af den mærkelige uro, der tit havde ligget som en tung dyne over hendes hjerte. Der var egentligt intet at frygte: hendes mand lå der, lejligheden lå i hjertet af København, lækker med dansk design-overalt, elektriske apparater i topklasse. Dan kørte rundt i sin Tesla, Karen i sin Suzuki. De havde endda netop købt et sommerhus ved Rørvig. De havde det hele, så at sige.
Mange ville give deres højre arm for sådan noget. Prøv at leve til leje, tage bus 5A til arbejde hver dag, hjælpe børnene med lektier, lave aftensmad, betale af på Huslån, sende penge med barnet til børnehave… Du når aldrig at drømme før alarmen ringer igen, og alt starter forfra. Dine bekymringer ville jeg gerne have! Hvilken spøjs forudanelse er nu det her? Hvad handler det om?
Præcis dén følelse! Karen havde lært at genkende den; en uforklarlig indre uro, stikken i brystet, forudanelse om en ulykke og følelsen af, at noget vigtigt forsvinder mellem fingrene på hende. Den dukkede op ud af det blå og forsvandt ligeså pludseligt. Nogle gange gav den hende fred, men så var den dér igen.
Den morgen stod følelsen uden varsel igen midt i Karens bryst. Hun satte sig op, så på den snorkende Dan og slentrede ud i køkkenet. Dan skulle igen afsted på forretningsrejse i Odense. Det var blevet mere og mere. En ny direktør var startet for et års tid siden, lønnen var steget, firmaet var voksende og fyldt med muligheder. Dan var chef for afdelingen, vellidt og dygtig, men jobbet tog al hans tid! Selv i weekenderne blev han nu sendt ud i landet.
Karen lavede morgenmad og gik ind for at vække Dan.
Dan, skal du op eller hvad?! Skynd dig, ellers kommer du for sent til toget. Du sagde I kører først på eftermiddagen?
Ja, først på dagen mumlede Dan og satte sig til sidst op.
Kom nu, morgenmaden står på bordet.
Mmm brummede han døsig og slentrede efter hende.
Ved bordet forsvandt han ind i sin mobil. Karen havde lagt mærke til, at de næsten aldrig talte sammen mere de gled fra hinanden, uden egentlig at skændes. Overfladisk var alt som før; han kom stadig hjem med blomster, hun kunne lokke ham med ud og spise nogle gange, de gik i Tivoli eller til venner, men intet føltes som det plejede.
Dan, må jeg ikke tage med til Odense? spurgte Karen pludseligt.
Mmm. mumlede Dan, uden at kigge op.
Kom nu, jeg mener det! Jeg kunne jo tulle rundt om dagen, tage på museum og om aftenen er vi sammen.
Hvad? Nej, det kan man da ikke! Dan for sammen, da han forstod hvad hun sagde.
Hvorfor ikke, Dan? Det er vel ikke til besvær? Du kører jo alligevel.
Ja, jeg kører Men altså, hvad ville du overhovedet lave dér? Det er weekend, slap nu af herhjemme. Jeg er tilbage mandag eller tirsdag.
Jamen, jeg har aldrig været i Odense. Jeg kunne jo kigge butikker eller tage på H.C. Andersens hus…
Ej, for pokker! Odense er så kedelig, der er intet at komme efter! Herhjemme har vi nok butikker! Matas på hvert hjørne!
Dan, jeg keder mig her Jeg skal nok holde mig væk fra dig. småjamrede Karen.
Karen, nej! Hvis du vil på ferie, så køb en billet og rejs! svarede Dan træt.
Helt alene? Jeg vil med dig! Vi er gift har du helt glemt det?
Sig mig, skal vi gennemgå det her igen? Jeg har sagt tusind gange at det er vildt presset arbejde for tiden! Min chef er ikke til at udstå! Hvad kan jeg gøre, når han sender mig ud i weekenden?!
Pjat, det er altid kun dig! Sidste uge så jeg René fra dit kontor med kone og børn i Fields, og du arbejdede som sædvanligt! Karen ville ikke skændes, men ordene væltede ud.
Ja, skal vi nu gennemgå hvem der var hvor og hvornår… Tak for morgenmaden! Dan rejste sig og gik på badeværelset.
Karen ryddede op, mens Dan snakkede om uinteressante nyheder fra tv. Hun pakkede madpakke og te på termokande til ham.
Karen, hvor er tasken? lød Dans stemme fra gangen.
På skænken. svarede Karen roligt.
Godt, nu kører jeg. Bliv ikke sur, der er alligevel intet at lave derovre.
Jeg er ikke vred. På gensyn.
Dan gik. Karen blev hjemme. Det var lørdag, hun kunne ringe til en veninde, tage ud at spise, hygge sig.
Men hvem? Signe havde mand og to børn hun ville slet ikke gå ud! Mette var flyttet i sommerhus udenfor Roskilde hun kom ikke til byen. Lone var draget til Aarhus for at studere og havde ikke givet lyd længe! Alle havde travlt med deres liv, børn, bekymringer…
Karen nærmede sig de otteogtredive hun og Dan havde aldrig fået børn. En fejl i ungdommen en abort udenfor systemet. Dengang boede de i en lille lejlighed, nyuddannede, næsten ingen penge.
Senere, mange år efter, fejrede Karen og Leon deres bryllupsdag, og lille Katrine, nu teenager, holdt tale for sin papmor med våde øjne og sagde Tak, mor, fordi du kom ind i vores liv og samlede os igen til en familie.Hun stod længe ved vinduet og betragtede stillheden udenfor, hvor bladene drejede rundt i morgensolen. Alt var tyst, og hendes uro begyndte at lette, som om hun blev lettere for hvert åndedrag.
Uden videre gik hun ind på kontoret, trak skuffen ud og fandt den gamle dagbog frem, der stadig duftede let af lakrids og teenageår. Siderne knitrede, da hun slog op halvt glemte drømme stod bøjet ned i marginerne med små hjerter. Hun rev et nyt ark ud, tog pennen og lod hånden skrive før tankerne nåede hende, ord efter ord, sætning for sætning. Hun skrev ikke til Dan, ikke til fortid eller fremtid, men til sig selv.
Da hun til sidst lagde pennen, så hun op, som om alting var blevet klarere. Tankerne tumlede, men hun smilede svagt ikke alt skulle forstås eller forklares, måske bare leves, én dag ad gangen. Karen trak i jakken, fandt nøgler og gik ud. Hun satte kurs mod bageren, mod lørdagens mulighed for rykbrød og frisk luft, mod mennesker og historier ude i byen.
Bag sig lå lejligheden og ægteskabet, ja, og alle de lag, som livet havde foldet om hende. Hun kunne ikke gøre Dan nærmere, ikke gøre ensomheden mindre men hun kunne vælge at træde ud ad døren, åbne sig for verden igen. Karen gik ned ad trappen, og for første gang i lang tid følte hun ikke, at hun ventede på nogen eller noget.
Hun var bare til, netop her, hvor hun selv kom til.