Det er bare en bekendt – Ida, har du tænkt dig at blive ved med at tælle kroner og ører i den her skodbiks? Ja, vi kan da tage et boliglån, men hvad så bagefter? – spurgte Viktor insisterende. – Vi skal jo også betale det af, hvis du har glemt det. Med vores lønninger og hvor lang tid det har taget at spare op til udbetalingen… Jeg siger dig, det her er sikkert! Nicolai anbefaler ikke noget dårligt. Vi har kendt hinanden siden gymnasiet. Ida løftede ikke blikket. Hun stirrede på ridserne i den billige voksdug på spisebordet. Hun orkede ganske enkelt ikke at diskutere længere. Slet ikke. Efter en arbejdsuge ville hun bare falde om og ligge i mindst et døgn, men her stod han, igen, med alle sine problemer og planer. – Vik… – sukkede Ida og samlede sig. – Det er vores nødopsparing. Vi har undværet alt i tre år. Okay, vi ender måske i gæld, men vi kan komme ud af at leje og slippe for huslejen. Det er i det mindste sikkert. I værste fald forbliver det, som det er. Men du vil kaste halvdelen efter et eller andet lyssky projekt med gensalg?.. – Ikke lyssky – lukrativt! – svarede han og gik rastløst rundt i køkkenet. – Du forstår det bare ikke. Parallelimport – det er en guldgrube lige nu. Alle de sanktioner og begrænsninger… Allerede om en måned kan Nicolai fordoble vores penge, og om et halvt år har vi måske råd til en lejlighed uden lån. Ida, brug nu hovedet! Jeg gør det her for vores skyld. Jeg vil have, at du føler dig som en dronning, ikke en slave for småpenge. Han standsede bag hende og lagde sine hænder om hendes skuldre. Engang havde det gjort hende varm indeni. Nu følte hun kun irritation og uro. Men hun turde ikke sige nej. – Okay… Jeg overfører pengene, – lovede Ida. – Snak du bare med din Nicolai. – Sådan skal det lyde! – smilede han og kyssede hende i håret. – Jeg hopper lige i bad og kører over til ham. Vi snakker detaljerne, jeg får en kvittering, og så hjem igen. Du er den bedste, Ida! Ida blev siddende og stirrede på bordet. Et sted bag hende vibrerede telefonen. Viktor havde så travlt med sin “gode forretning”, at han havde glemt sin mobil, selvom han ellers altid havde den på sig nu om dage. Ida tøvede et sekund, men tog så beslutningen. Hun kendte koden – havde engang set ham taste den – men havde aldrig haft brug for at snage før. Men nu… Nu havde hun en grund. Flere end én. For det sidste stykke tid havde hun og Viktor ikke været tætte, og han havde været kold og nervøs. – De ringede igen… Skat, hvordan går det? Er du sikker på, det lykkes? Jeg er bange… – skrev en eller anden “Bamse” til hendes mand. Underligt navn for Nicolai. Hun scrollede op i chatten. Det føltes som at blive sænket ned i et isbad. Det her var ikke forretningssnak. Det var bagsiden af hendes ægteskab. Hundredevis af beskeder. Hjerter, kys, frække billeder af en overdrevet påklædt pige med oppustede læber. Men det værste kom senere… Den femte marts klagede “Bamse” over, at hun ikke havde noget at tage på til firmafesten. Viktor lovede at hjælpe. Og det gjorde han åbenbart. Ida huskede netop den dag. Viktor kom hjem som en sky, sagde præmien på jobbet var væk, og denne måned blev svær. Hun levede kun af spaghetti i to uger. Tyvende april manglede “Bamse” penge til et kursus i negleteknik. Samme dag bad Viktor om et større beløb fra familiekontoen, så hans mor kunne få medicin. Imens måtte Ida opgive tandlægebesøgene, selvom hun havde ondt. Hun valgte smertestillende – det var billigere. En måned senere gjorde tanden ikke ondt mere. Måneden efter skulle Viktor bruge penge til reparation af hans slidte bil. Op til flere gange havde han nærmest intet bidraget til deres fælles økonomi. Og sådan var der mange tilfælde. Med hver eneste besked løftede skyklapperne sig for Idas øjne. Hendes mand var ikke bare uheldig – han var kalkuleret. Mens Ida sparede på shampooen og brugte billig børnesæbe, forsørgede han sin elskerinde med Idas penge. Ida scrollede frem til chatten fra i morges. – Skat, de er helt vilde nu. De ringede igen. Kræver hele gælden betalt, ellers tropper de op på arbejdet. Der er næsten 40.000. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre… Jeg beder til, jeg ikke mister jobbet, hvis de dukker op. Måske må jeg finde et ekstra job. Ved ikke, hvor tit vi så kan ses. Jeg elsker dig, men kan ikke gøre mere. “Nu om dage er der mange ‘Nicolai’er’ med lange ører og store læber,” tænkte Ida bittert, mens hun læste sin mands svar. Selvfølgelig lovede han at hjælpe sin bamse. Men hvad med hende, hans kone? Hendes verden svandt bort under fødderne. Men tårerne fik ikke engang tid til at begynde. Hun havde masser af tid til at græde – lige nu handlede det om at redde sig selv og sine penge. Hun havde ti minutter. Måske femten, hvis Viktor også ville barbere sig og øve “forretningssnak” foran spejlet. Hun løb hastigt ind i soveværelset, greb sportstasken, smed det vigtigste ned, skiftede og løb ud ad døren. Hun kunne ikke engang huske, hvordan hun bestilte en taxa på vejen ud. Kun at hendes hænder rystede, da hun hev bankkortet op af pungen i bilen. Der var det. Et lille stykke plastik, som tre år af hendes liv var gået med at fylde op. Tre år uden ferier, uden ordentlig mad, uden glæde. Hun så på kortet og så ikke tal, men de støvler, hun aldrig købte, de tænder hun ikke fik fikset, håret der faldt ud på grund af vitaminmangel. Og alt sammen for, at hendes mand kunne skylle det hele ud i toilettet for en pige, som kaldte ham “skat”, mens han overførte penge til hende? Aldrig i livet! Ida fandt sin mobil frem. Bank-appen brugte alt for lang tid på at åbne. Da hun endelig kunne se kontoen, overførte hun resolut alle pengene til sin private konto, og derefter spærrede hun det fælles kort. Årsag: Kortet er mistet. Uigenkaldeligt. Ligesom hendes tillid. Først nu kunne hun trække vejret ud. På vej mod sin destination gik det op for Ida, at hun automatisk havde blæst sin mors adresse ud til taxachaufføren. Ikke mærkeligt. Når man har det svært, længes man efter et sted, hvor man er elsket og værdsat helt uden betingelser. – Nej Ida, hvad er der sket? Du ligner én, der har mistet noget! — sagde moren, da hun åbnede døren. — Er der noget med Viktor? – Ja. Han er i bad før en date med sin elskerinde. Muligvis for sidste gang. Moderen hævede øjenbrynene, men nåede ikke spørge. Idas telefon ringede. På displayet Victor, smilende og med armen om hende. For to år siden var de lykkelige. Nu havde han fundet grønnere græs. – Ida! Hvor er du?! – råbte Viktor, halvt irriteret, halvt panisk. – Jeg kom ud – du er der ikke. Døren står åben, ting strøet over det hele. Hvor er du? Vi havde jo aftalt det der med Nicolai, han venter allerede! Ida kneb læberne sammen. Viktor legede stadig dukkefører. Ville stadig styre det hele. – Viktor… – sagde hun overraskende roligt. – Jeg ved godt, hvad du har lavet “parallelimport” med hele vores ægteskab. Din Nicolai ligner vist mere en kvinde, og jeg… ja, jeg har været nar. – Hvad? Ida, du vrøvler! – Nå, men i det mindste sendte jeg ikke vores penge ud til en fremmeds pige. Der blev stille i røret. Viktor tænkte tydeligvis over, om han skulle true eller forsøge sig med blidhed – og hvordan? – Vik, jeg tog din telefon – indrømmede Ida. – Jeg har læst hele jeres samtale. Jeg vil ikke betale for dine elskerinder. – Ida, prøv at høre… – han skiftede straks taktik. – Du misforstår det hele. Det er bare en bekendt, hun havde brug for hjælp. Jeg turde ikke sige det til dig, du ville flippe ud. Jeg ville bare låne pengene – jeg havde tænkt mig at betale tilbage. Forstår du… Det er alvor. Der er grove folk involveret. Hun kan ende i problemer! – Fint, – sagde Ida ligegyldigt, uden mere skænderi. – Jeg har allerede overført ALLE pengene til mig selv. Kortet er spærret. Jeg kommer ikke hjem. Held og lykke med “Bamse”. Måske kysser hun dig af medlidenhed, når hun opdager, der ikke er flere penge – men det tvivler jeg på. Ida lagde på, uvillig til at høre flere undskyldninger. Hun blokerede hans nummer. Så så hun op. Moren stod og trykkede hånden mod munden. Øjnene fyldt af tårer. – Mor, skal vi have sushi? – spurgte Ida helt nøgternt. – Jeg har været på kur i tre år. Kur på lyserøde briller og tomme løfter. Nu vil jeg tage mig af mig selv. …De næste to uger gik som i en tåge, men en blid, varm tåge. Viktor prøvede selvfølgelig at bryde igennem. Han ringede for skjulte numre, ventede på gaden ved hendes mor, sendte vrede beskeder blandet med tiggersnak. Ida læste dem aldrig – hun slettede alt som skrald. Han ophørte med at eksistere for hende, da hun så ordet “Bamse”. Nu kom hun selv i forgrunden. Ida stod i supermarkedet. Normalt ræsede hun forbi kosmetikhylden og greb det billige sæbe på tilbud. Ikke i dag. Hånden fandt vej hen til en dyr hårkur på øverste hylde. Tidligere ville gamle Ida have protesteret: “For de penge kan du få en hel kylling og en pose ris”. “Den ris kan rende mig!” svarede den nye med et smil. I dag fyldte hun kurven med alt. Kropsscrub med kaffe. Professionel shampoo. Lækre cremer i fine bøtter. Ida købte mere end bare hudpleje – hun købte brikkerne af sig selv tilbage. De dele, hun havde mistet ved at leve med Viktor. …En uge senere sad hun i et fly, der steg op. Under vingen lå den kolde, grå by. Måske sad Viktor og rodede med sin elskers inkassosager til ingen nytte – måske ej. Ligegyldigt, for Ida havde andet at tænke på. Hun lænede sig tilbage i sædet. Næste stop: Tyrkiet. Ikke Maldiverne, men det gik an. Hun skulle bare have ro og minde sig selv om, at hun er en kvinde – ikke bare en sparegris. Ida fandt sit lommespejl frem. Rynkerne i øjenkrogene var der stadig, men nu blev de ledsaget af smil og ikke træthed. Håret, netop farvet dyb kastanje, glimtede. Neglene, lakeret knaldrøde, trommede utålmodigt mod armlænet. Hun var på vej ind i et nyt kapitel – smuk og velplejet. Hun havde stadig en kamp foran sig for selvrespekt og hjem, men hun ville aldrig igen glemme sig selv for andres skyld.

Rikke, vil du virkelig blive ved med at vende mønterne i denne lille lejlighed? Hvis vi tager et realkreditlån, hvad så? spurgte Mads skarpt. Du ved det jo, man skal faktisk også betale det tilbage, hvis du har glemt det. Med vores lønninger og hvor lang tid vi har sparet op til udbetalingen… Jeg siger dig, det her er helt sikkert! Lasse ville aldrig foreslå noget skidt. Vi har jo kendt hinanden siden folkeskolen.

Rikke så ikke op. Hun stirrede på ridserne i den billige voksdug, der dækkede bordet. Hun kunne bare ikke tage diskussionen. Overhovedet ikke. Efter en lang arbejdsuge ville hun bare gerne falde om og ligge stille hele weekenden, men nu satte han igen i gang. Med sine planer og sine problemer.

Mads Rikke sukkede og samlede sig. Det er vores nødopsparing. Vi har undværet alt i tre år. Måske ender vi med at leve på et smørhul af gæld, bevares. Men vi slipper for at leje, vi får endelig vores eget. Det er da sikkert. I værste fald ender vi tilbage, hvor vi startede. Men du vil bruge halvdelen på en eller anden tvivlsom handel med videresalg?

Ikke tvivlsom, men indbringende! indskød Mads, mens han rastløst gik frem og tilbage over køkkengulvet. Du fatter det bare ikke. Parallelimport er guld værd nu. Med alle de handelsbegrænsninger Allerede om en måned fordobler Lasse pengene, og om et halvt år kan vi måske få en ejerlejlighed uden lån. Rikke, se det nu. Jeg gør det for os. Jeg vil jo gerne se dig glad og afslappet, ikke se dig slide og slæbe for småpenge.

Han standsede bag hende og lagde sine hænder på hendes skuldre. Hans hænder var store og varme. Der plejede at brede sig en ro indeni hende, men nu var hun bare irriteret og urolig. Men at sige nej virkede umuligt.

Okay Jeg overfører pengene til dig, sagde Rikke opgivende. Du må tale med Lasse.
Sådan! smilede Mads og kyssede hende ovenpå hovedet. Jeg snupper lige et bad, og så smutter jeg over til ham. Vi får styr på det hele, og jeg tager skriftligt på det. Du er den bedste, Rikke!

Rikke sad tilbage og kiggede stift på bordet. Bag hende summede en mobil. Mads havde åbenbart så travlt med sit sikre projekt, at han havde glemt telefonen, hvilket ellers nærmest aldrig skete mere.

Rikke tøvede et øjeblik, men greb så ud efter mobilen. Hun kendte koden havde set ham taste den ind tusind gange men hun havde aldrig haft lysten til at snage. Men nu… Nu var der en grund. Eller flere. For nærheden imellem dem havde været væk, og Mads havde opført sig koldt og anspændt længe.

De ringede igen… Skat, tror du det lykkes? Jeg er så nervøs… skrev en som kaldte sig Lille Mus til Mads.

Mærkeligt kælenavn for Lasse.

Rikke scrollede op i beskederne. Hun fik det, som om hun blev sænket i iskoldt havvand. Det var ikke forretningsmæssig snak. Det var bagsiden af deres ægteskab. Hundredevis af beskeder. Hjerter, kysse-emojis, frække billeder af en letpåklædt pige med kunstige læber. Men værst af alt var tanken…

Femte marts havde Lille Mus skrevet, at hun intet havde at tage på til firmafesten. Mads havde lovet at hjælpe. Og, kunne Rikke nu huske, den dag kom han hjem sur og sagde, at de ikke fik bonus, og nu måtte de holde hus. I to uger kogte hun bare pasta uden noget i.

Tyvende april manglede Lille Mus penge til et manicurekursus. Samme dag bad Mads om et større beløb til medicin til sin mor. Rikke havde netop overvejet at få efterset en tandsmerte hos tandlægen, men opgav. Smertestillende var trods alt billigere, og efter nogle uger gled smerten væk.

En måned senere påstod han at skulle bruge penge til reparation af sin gamle bil. Igen måtte han droppe at putte noget i fællesbudgettet.
Og sådan fortsatte det med mange lignende tilfælde. For hvert besked gled endnu et lag naivitet væk fra Rikke. Hendes mand var ikke bare uheldig. Han udnyttede hende kynisk. Mens hun sparede på shampoo og tog til takke med billigste sæbe, betalte han sin kæreste med sin kones penge.

Rikke scrollede videre til i morges:

Skat, de er helt vilde nu. Ringede igen. Kræver HELE gælden betalt, eller så møder de op på mit arbejde. Der mangler næsten 40.000 kroner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre… Beder til, at jeg ikke bliver fyret, hvis de tropper op. Må nok tage et ekstra job nu. Ved ikke, om vi så kan ses. Jeg elsker dig, men der er ikke mere at gøre.

Dengang hed alle Nikolajer altså ikke Mus, og de havde heller ikke den slags læber, tænkte Rikke og bed sig i læben, mens hun læste Mads’ svar. Selvfølgelig havde han lovet at hjælpe sin Lille Mus. Og hvad med hende, konen? Hendes verden ramlede.

Men inden tårerne nåede frem, stoppede de. Der ville blive tid nok til at græde senere, nu handlede det om at redde sig selv og sine penge. Hun havde ti minutter. Måske femten, hvis Mads stod længe foran spejlet og øvede sin forretningssamtale.

Hun styrtede ind i soveværelset, greb weekendtasken, smed det vigtigste i, skiftede tøj og for ud af døren. Hun kan ikke engang huske præcist, hvordan hun fik fat i en taxi, bare at hun med rystende fingre hev Dankortet op for at betale.

Her var den. Et lille stykke plastic, der repræsenterede tre år af hendes liv. Tre år uden ferier, uden ordentligt mad og glæde. Hun stirrede på kortet og så ikke tal, men adskillige par vinterstøvler, der aldrig var blevet købt, tandlægebehandlingen der ikke blev til noget, og vitaminerne hun havde manglet, så håret faldt ud. Alt for hendes mand, der bare brugte det hele på en pige, der kaldte ham skat, mens han overførte hendes penge?

Nej!

Rikke fandt sin egen mobil. Bank-appen skulle bruge en evighed på at loade. Da hun endelig kunne se kontoen, flyttede hun straks alle pengene over på sin private opsparing, og blokerede derefter det fælles kort. Mistet. Som hendes tillid.

Så kunne hun endelig trække vejret.

Først da bilen nærmede sig destinationen, indså hun, at hun i farten havde bedt taxaen køre til sin mors adresse. Det lå jo på rygraden. Når livet brænder sammen, længes man efter der, hvor man bliver elsket og accepteret for den, man er uden krav, uden ydmygelser.

Nej, Rikke! Hold da op, du ser da forfærdelig ud… Er der sket noget? Er du og Mads…?
Tjo… Han gør sig nok klar til date med sin kæreste. Muligvis deres sidste.

Morens bryn røg op, men nåede ikke at spørge mere, før Rikkes telefon ringede. På skærmen så man billedet af Mads, der smilede og havde armen om hende. For to år siden var de lykkelige. Nu havde han fundet en grønnere græsplæne.

Rikke! Hvor er du?! spurgte Mads irriteret, tydeligt presset. Jeg gik ud du er væk. Døren står åben, dine ting flyder alle steder. Hvor er du henne? Vi havde jo en aftale om Lasse, han venter!

Rikke tyggede på ordene. Han kørte stadig på, troede stadig han kunne styre alt fra bag kulissen.

Mads… sagde hun overraskende roligt. Jeg ved udmærket, hvilket parallelimport du har rodet med i vores ægteskab. Din Lasse har godt nok fået ører, og jeg horn i panden.
Hvad?! Rikke, nu vrøvler du!
Til gengæld sender jeg ikke penge fra vores fælleskonto til mine elskere.

I den anden ende blev der stille. Mads tænkte sikkert febrilsk på, om han skulle angribe, trygle eller hvordan han skulle stille sig.

Mads, jeg tog din mobil, fortsatte Rikke ærligt. Jeg har set jeres beskeder. Jeg vil ikke længere betale for dine sidespring.
Ej Rikke, vent nu forsøgte Mads pludselig en mildere taktik. Det er bare en veninde, der havde brug for hjælp. Jeg kunne ikke sige det til dig, var bange for din reaktion. Jeg ville jo betale pengene tilbage. Der er virkelig ballade. Nogle alvorlige folk er inde over. Hun kunne komme galt afsted!
Tja, sagde Rikke neutralt og nægtede at tage diskussionen op. Jeg har overført alle pengene til mig selv. Kortet er spærret. Jeg kommer ikke hjem. Held og lykke med Lille Mus. Måske kysser hun dig, når hun finder ud af, at du er flad, men jeg tvivler.

Rikke lagde på uden at høre på flere undskyldninger og satte straks Mads på blokeringslisten. Så kiggede hun op.
Mor stod i døren med hånden for munden, tårer i øjnene.

Mor, har du lyst til sushi? spurgte Rikke roligt. Jeg har været på diæt i tre år. En diæt af lyserøde briller og luftkasteller. Nu er det tid til at sætte mig selv først.

De næste to uger gik som i en varm, tåget døs. Selvfølgelig forsøgte Mads sig. Ringede fra ukendte numre, stod uden for mors opgang, sendte truende beskeder og tiggede om tilgivelse. Rikke åbnede dem slet ikke. Bare slettede alt, som gammelt skrald.

Den mand døde for hende, da hun så ordet Lille Mus.
Nu havde hun hovedrollen i sit eget liv. En dag standsede Rikke midt i supermarkedet. Normalt var hun forbi hylderne med cremer på rekordtid, snuppede den billigste sæbe på tilbud. Ikke i dag. Hånden rakte op efter hårkur øverst. Dyr. Tidligere ville hun have rystet på hovedet. For de penge kan man jo købe to bakker fars og en pose rugbrød, hviskede gamle Rikke. Lad bare det rugbrød stå, svarede den nye.
I dag røg alt muligt i kurven. Kaffeduftende bodyscrub. Professionel shampoo. Flotte cremer i pæne krukker.

Rikke købte ikke bare kosmetik. Hun købte stumperne af sig selv tilbage. Alt det, der var gået tabt under livet med Mads.

En uge mere gik. Flyet lettede. Under vingen lå København med sin våde vinter og kedelige hverdag. Måske sad Mads et sted og forsøgte at Forhandle med kreditorerne på sin kærestes vegne. Eller ikke. Lige nu var det ikke Rikkes problem.

Hun lænede sig tilbage. Næste stop Tyrkiet. Ikke Maldiverne, men det gik an. Rikke skulle bare trække vejret igen og minde sig selv om, at hun var et menneske. En kvinde, ikke en skygge af sig selv.

Hun fiskede spejlet op fra tasken. Smilerynkerne var der endnu, men der var kommet et lille smil til. Håret, farvet dybt kastanjebrunt dagen før, havde fået glans igen. Neglene, lakeret rød, trommede energisk mod armlænet. Hun begyndte sit nye liv med løftet pande og rank ryg. Hun havde en kamp foran sig for at finde sit eget sted i verden, men én ting var sikkert: Hun ville aldrig igen svigte sig selv for nogen andens skyld.

Aldrig mere.

For livet er for kort til at betale andre menneskers gæld med sit eget hjerte.