Jeg er 23, og nu starter jeg helt forfra. Jeg læste miljøteknik, fordi min far ville have det. Da jeg gik ud af gymnasiet, drømte jeg om at læse modedesign. Jeg har tegnet lige siden jeg var barn, syet mine egne tøj, lappet ting med nål og tråd. Men i vores familie, der var det slet ikke et valg. Jeg kan tydeligt huske en aften hjemme ved spisebordet, hvor min far bare sagde:
Det der er altså ikke en rigtig uddannelse. Du skal finde noget, hvor du kan få et fornuftigt arbejde bagefter.
Og den sætning kørte bare rundt i hovedet på mig, da jeg begyndte på miljøteknik. Allerede første semester føltes forfærdeligt tungt. Jeg forstod ikke så meget, følte mig udenfor. Hver gang jeg overvejede at droppe ud for at begynde på noget andet, sagde min far:
Nu er du begyndt. Så skal du også gøre det færdigt.
Du kan gøre, hvad du vil bagefter, men først skal du have din uddannelse.
Så jeg fortsatte. Jeg var bange for at skuffe ham, og så var jeg jo økonomisk afhængig og havde ikke penge til at betale for et andet studie selv.
Årene gik. Jeg tog min praktik, fik skrevet min opgave og blev færdig. På dagen med huen på hovedet var min far stolt han tog billeder og krammede hele familien. Jeg smilede, men inden i mig selv følte jeg bare tomhed. For et par måneder siden startede jeg så på mit første »rigtige« arbejde som miljøtekniker. Det var et stabilt job, men jeg følte slet ikke, jeg hørte hjemme der.
I stedet tog jeg hjem og smed arbejdstøjet, og så begyndte jeg at tegne og kigge på stoffer, sy og lave kollektioner. Jeg begyndte at sy gamle klude om, sy for veninder og lappe tøj. En aften sagde min mor:
Du er ikke lykkelig der.
Jeg sagde ikke noget, men hun ramte virkelig plet.
Alt det eksploderede, da jeg fortalte min far, at jeg ville søge ind på modedesign. Han blev rasende:
Efter alt det, jeg har brugt på din uddannelse?
Vil du bare smide det hele væk?
Det er bare en dille!
Jeg prøvede at forklare, at jeg stadig ville arbejde, og at jeg ikke ville bede ham om at betale for noget mere. Det var ikke en sjov samtale. I mange uger sagde vi næsten ikke et ord til hinanden.
Men på trods af det meldte jeg mig ind. Jeg fik styr på skemaet, købte ind til studiet og fik lagt min hverdag om. Fandt et deltidsjob, så jeg kunne få det hele til at løbe rundt. Nu arbejder jeg om formiddagen og går i skole om eftermiddagen og aftenen. Der er dage, hvor jeg kommer hjem helt smadret, med ondt i ryggen, og syr til langt ud på natten. Der er uger, hvor pengene simpelthen ikke rækker, og jeg må vende og dreje hver eneste krone.
På uddannelsen er jeg hende, der starter sent. Hende, der allerede har en kandidat. Hende, der er nybegynder igen. Men for første gang føler jeg mig ikke flov. Jeg laver ting, der betyder noget for mig. Kan sidde i timevis på værkstedet og glemme tiden. Jeg vågner op med en anden slags energi.
Min far forstår det stadig ikke. Nogle gange siger han, at han håber, jeg ikke begår en fejl. Jeg tager ikke diskussionen. Jeg fortsætter bare.
Jeg ved ikke, om det hele løser sig perfekt eller om det blir let men hvad synes du, gjorde jeg det rigtige?
Jeg er 23 år og starter forfra. Jeg læste miljøingeniør, fordi min far ønskede det. Da jeg blev student, ville jeg egentlig studere modedesign. Jeg har tegnet siden jeg var barn, syet tøj i hånden og tilpasset mit eget. Men hjemme hos os var det ikke en mulighed. En aften sagde min far bestemt ved middagsbordet: — Det er ikke et rigtigt arbejde. Du skal have noget, der giver dig sikkerhed. Så jeg søgte ind på miljøingeniøruddannelsen med den sætning i hovedet. Det første semester var frygteligt hårdt. Jeg forstod ingenting og følte mig forkert. Hver gang jeg overvejede at skifte, blev min far ved: — Nu har du startet. Du gør det færdigt. — Så kan du vælge, hvad du vil – men først en uddannelse. Så jeg fortsatte – af frygt for at skuffe ham, på grund af pengene og fordi jeg ikke selv kunne betale for en ny uddannelse. Årene gik. Jeg klarede praktik, eksamensprojekt og blev færdiguddannet. På min dimissionsdag var min far stolt og tog billeder af alle. Jeg smilede, men det føltes tomt indeni. For nogle måneder siden begyndte jeg at arbejde i mit fag. Det var et “godt” job, men føltes aldrig rigtigt. Når jeg kom hjem, røg arbejdstøjet af, og blokken og nålen kom frem. Jeg brugte timer på at kigge på stoffer, skitsere, redesigne gamle kjoler, sy for veninder, fikse tøj. En aften sagde min mor: — Du er ikke glad der. Jeg svarede ikke. Inderst inde vidste jeg, hun havde ret. Det blev en konflikt med min far, da jeg fortalte, at jeg ville læse modedesign. Han blev vred: — Efter alt, jeg har investeret? — Vil du bare droppe din profession? — Det er en indskydelse! Jeg sagde, at jeg ikke ville stoppe med at arbejde og ikke bede ham om penge. Det var ikke en rar samtale. Ugerne efter talte vi næsten ikke sammen. Alligevel meldte jeg mig ind. Jeg undersøgte skemaet, købte materialer, lagde en ny hverdag. Fandt et deltidsjob. Jeg arbejder om formiddagen, studerer om eftermiddagen og aftenen. Nogle dage kommer jeg hjem udkørt, med ondt i ryggen, og syr indtil sent. Nogle uger er pengene små og jeg må tælle hver krone. På studiet er jeg “hende, der startede sent”. Hende med en færdiguddannelse bag sig. Hende, der er nybegynder igen. Men for første gang er jeg ikke flov. Jeg laver noget, der betyder noget for mig. Timerne i atelieret flyver. Jeg vågner med ny energi. Min far kan stadig ikke acceptere det. Nogle gange siger han, at han håber, jeg ikke tager fejl. Jeg svarer ikke. Jeg fortsætter bare. Jeg ved ikke, om det bliver perfekt eller om det nogensinde bliver let… men sig mig: Synes du, jeg gjorde det rigtige?
