Jeg har ombestemt mig – Katja, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, – sagde Sofie og sad i forældrenes køkken med hagen støttet i hånden, mens hun roede rundt i de kolde kartofler med gaflen. – Jeg fik ikke point nok. Tre sølle point fra at komme ind på statens regning. Katrine lagde telefonen fra sig og så på sin lillesøster. Ti års aldersforskel – nogle gange føltes det som om, der var en hel afgrund imellem dem. Sofie var atten, hele livet foran sig, og øjnene var allerede matte, som om verden var styrtet sammen. – Hvad med selvbetalt? – spurgte Katrine forsigtigt. – To hundrede og femogtyve tusind om året, – Sofie trak på smilebåndet, men det lød bittert. – Hvor skal jeg finde de penge? Mor og far har knap nok til huslejen, det ved du da. Det vidste Katrine. Faren arbejdede på fabrikken, moren var sygeplejerske på den lokale klinik. Tilsammen tjente de lidt over halvfjerds tusind om måneden – og det var faktisk ikke så ringe endda i vores lille by. – Jeg drømte sådan, Katja, – sagde Sofie og skubbede tallerkenen væk. – Siden 9. klasse har jeg forberedt mig. Lå vågen natten før eksamen. Og nu – tre point har ødelagt det hele. Hun græd ikke. Det ville næsten have været nemmere, hvis hun gjorde. Nu sad hun bare med et frosset ansigt, og Katrine kunne mærke smerte i hjertet. – Sofie, – Katrine satte sig tættere på, – giv mig en måned. Jeg skal nok finde på noget. – Hvad vil du finde på? – Sofie rystede på hovedet. – Fire hundrede og halvtreds tusind for to år. Det er urealistisk. – Bare giv mig en måned. Sofie så længe på hende, trak så på skuldrene. Troede ikke på det, selvfølgelig. Hvem ville? En måned senere vendte Katrine tilbage til forældrene. I tasken lå en kuvert, tung og flad. – Hvad er det? – moren tørrede hænderne i forklædet og så uforstående på sin datter. – Fire hundrede og halvtreds tusind, – Katrine lagde kuverten på bordet. – Betaling for to år. Jeg har hævet alle mine opsparinger. Stilhed. Faren lagde langsomt avisen fra sig. Sofie stod frosset i døråbningen. – Katja, du… – moren stoppede sig selv. – Du sparer jo op til lejlighed. I så mange år. – Jeg skal nok spare op igen, – Katrine smilede, selvom det sitrede indeni. – Men det er Sofie, der har brug for det nu. Drømmen kan ikke vente, mor. Sofie kastede sig over hende som en tornado. Krammede så hårdt, at Katrine næsten mistede pusten. – Er du vanvittig, – mumlede søsteren ind mod hendes skulder. – Katja, du er sindssyg. Jeg betaler dig tilbage, jeg lover, jeg betaler det hele, du skal bare se… – Betal, når du bliver rig, – Katrine klappede hende på hovedet, som i gamle dage. – Bare få en uddannelse først. Faren kom hen, lagde sin tunge hånd på hendes skulder. Han sagde ingenting – bare trykkede til, og der var mere i det end tusind ord. – Til efteråret skal hun studere, – moren så stadig på kuverten, som kunne hun ikke tro det. – Vores pige skal på universitet til efteråret. Katrine tog afsted ind i mørket. Hun kastede et blik tilbage på barndomshjemmets vinduer – der var lys, Sofie vinkede bag gardinet. Det var både varmt og tomt i brystet. Flere års opsparing, drømmen om egen lejlighed lagt på hylden – alt det lå nu i en kuvert på køkkenbordet. Men Sofie skulle læse. Lillesøsterens drøm ville gå i opfyldelse. Og lige nu var det det vigtigste… …Sommertid var tung som honning. Katrine ringede til Sofie en gang om ugen, nogle gange oftere – hun ville følge med, høre hvordan studiestarten gik, og om det hele var for overvældende. – Alt er godt, Katja, jeg kom ind, – stemmen i røret var frisk, men lidt fraværende. – Du, jeg kan ikke rigtig snakke lige nu, vi fanger hinanden senere, okay? – Sofie, vent, jeg ville lige høre om… – Vi snakkes! Jeg må løbe! Døde signaler. Katrine stirrede på den sorte skærm og smilede skævt. Det var det, studieliv gjorde. Nye venner, nye forpligtelser, travlt travlt, ingen tid til søsterlige snakke. Det var helt okay. Hun havde selv været dér. …Hen mod september blev samtalerne endnu kortere. Sofie svarede i enstavelsesord, havde altid travlt, gav aldrig rigtige svar om studiet. ”Det går fint”, ”forelæsninger er forelæsninger”, ”lærerne er strenge, men til at have med at gøre”. Katrine tænkte, det bare var tilpasning. Førsteårsstuderende har det ikke let, hun kendte det. Oktober kom med kolde regnbyger og mørke aftener. Katrine sad hjemme med en kop te, bladrede tankeløst gennem nyhedsstrømmen på mobilen. Fingeren gled ind på Sofies side – det var længe siden, men hun ville lige se, hvordan lillesøsteren havde det i den nye tilværelse. Det første billede fik hende til at gå i stå… Sofie sad ved et restaurantbord. Ikke en studenterkantine, ikke en café med plastikbægre – en rigtig restaurant med hvide duge og dyre vinglas. Hun havde en silkebluse på, som ikke var fra Bilka, og i hånden en nyeste model af iPhone. Præcis dén, Katrine selv for en måned siden ville have brugt en halv månedsløn på. Hun bladrede længere. Flere billeder. Sofie i nattelivets dyre klubber, i kjole med åben ryg. Sofie foran en dyr bil. Sofie i spa med veninderne og champagne. Sofie, Sofie, Sofie – strålende, tilfreds, med mærkevarer fra top til tå. Teen var forlængst kold. Katrine rullede bare videre, og mærkede på et eller andet tungt og ubehageligt i hjertet. Hvorfra? Hvor havde en førsteårsstuderende penge til det? SU? Lad være. Studiejob? Ikke med alle de fornøjelser? Næste dag sad Katrine igen ved køkkenbordet, hvor hun for et halvt år siden lagde kuverten. Moren syslede ved komfuret, faren så fjernsyn i stuen. – Mor, – Katrine forsøgte at lyde rolig, selvom hun kogte indvendigt, – må jeg spørge dig om noget om Sofie? – Hvad da? – Hvor får hun pengene fra? Jeg har set hendes billeder. Restauranter, dyrt tøj, ny telefon. Hvordan klarer hun det? Hvornår går hun overhovedet til timerne? Moren stivnede. Paletkniven blev hængende over panden. – Mor? Stilhed. Pinlig lang stilhed. Moren slukkede langsomt for komfuret og vendte sig. Katrine så ansigtet – ramt af skyld, forvirret, med nedslåede øjne. – Katja, – moren satte sig tungt på stolen, – Sofie går ikke på uni mere… Yderdøren smækkede, poser raslede i entreen. Sofie kom ind – rødmossede kinder, glad, med armene fyldt med pose efter pose fra luksusbutikker. Hun frøs, da hun så søsteren, men smilede hurtigt det bredeste smil. – Hey Katja! Hvorfor siger du ikke, du kommer? Så kunne jeg også… – Du går ikke til undervisning. Sofies smil forsvandt. Hun satte poserne fra sig. – Har du fortalt hende det, mor? – stemmen skar. – Skulle jeg blive ved med at lyve? – Katrine rejste sig. – Du har løjet for mig. Om timer, lærere, forelæsninger. Imens løb du på restauranter og i butikker. Sofie krydsede armene over brystet, løftede hagen. – Jeg har ombestemt mig. – Hvad? – Ja, Katja. Min drøm er en anden nu. Ikke at sidde bøjet over bøger i fem år – men at leve livet. Sådan her. Restauranter, veninder, fedt tøj – ikke det lort, jeg gik i hele gymnasiet. Katrine stirrede – kunne næsten ikke tro det hun hørte. Var det hendes lillesøster? Samme pige, der græd over tre point? Der sled med lektierne om natten? – Sofie, – Katrine slugte en klump, – det var mine penge. Jeg sparede op til en lejlighed. År efter år. Og du brugte dem på tøj og restauranter? – Jeg brugte dem på livet! – røg det ud af Sofie. – På et rigtigt liv! – Så betal dem tilbage. Sofie tav. Far dukkede op i døren. – Katja, – sagde han og rømmede sig, – pengene er brugt. Der er ikke noget at give tilbage. – Fire hundrede og halvtreds tusind, – Katrine sagde det, langsomt og præcist, – på tøj og mad. – Du forstår det ikke! – Sofie stampede i gulvet. – Du lever så kedeligt, sparer år efter år op til en eller anden lejlighed! Jeg lever i nuet! Med farver og følelser! Jeg er bare atten, jeg vil nyde livet og ikke… Katrine trådte helt hen til hende. Sofie var højere, men krøb sammen under storesøsterens blik. – Nyd det, – sagde Katrine og så hende i øjnene. – For det er de sidste farverige øjeblikke, du får for mine penge. Ikke én krone mere fra mig. Vil du have dyre ting, så find et job. Tjen dem selv. Sofie blegnede, læberne begyndte at bævre, men Katrine lyttede ikke mere. Hun gik forbi far, forbi mor, som stod som forstenet. Udenfor regnede det. Katrine gik mod bilen og tænkte på, hvor dum hun havde været i maj. Hun skulle bare have sagt: vil du studere, så find et job og spar op til drømmen. Hun havde smeltet for tårer og triste øjne. Lektien er lært. Aldrig mere en krone til nogen – hvis man vil noget, må man selv arbejde for det. Hun havde klaret sig selv, det kan de også.