Min mand var min største støtte, indtil vores søn fyldte 3 år – så forsvandt han ud af vores liv Jeg blev gift som 18-årig, min mand var 20 år ældre end mig, og hans modenhed tiltrak mig. Vi fik hurtigt en datter og derefter en søn. Han hjalp mig gennem studier og livet, men da vores søn fyldte 3, pakkede han kufferten og forlod os. Jeg var utrøstelig og kunne ikke forestille mig et liv alene med to børn – ingen at passe dem, ingen mulighed for at arbejde, børnebidraget var minimalt, og jeg kæmpede for at holde os oven vande. Da min søn fik plads i børnehaven, fandt jeg et job. Pludselig kom min mand tilbage, bad om tilgivelse og ville genforenes, men jeg sagde nej: Vi har lært at leve uden dig. Han gik til retten for at få forældremyndigheden, men børnene blev hos mig. Seks måneder efter fandt jeg ud af, at hans far havde testamenteret noget til børnene – min mand fik intet. Det var hårdt, men jeg glemmer aldrig følelsen af at dele det sidste rugbrød, for at mine børn ikke skulle sulte.

Min mand var min største støtte, indtil vores søn fyldte tre år. Derefter skred han.

Jeg blev gift som attenårig. Min mand var tyve år ældre end mig. Jeg blev draget af hans modenhed. Allerede det første år fik vi en datter, og kort efter en søn. Min mand hjalp mig i alt med hans støtte kom jeg på fode, fik færdiggjort mine studier og troede egentlig, lykken var gjort. Men da vores lille dreng blev tre, pakkede han pludselig sine ting og forsvandt fra vores liv for altid.

Jeg græd længe for hvordan skulle jeg kunne klare mig med to børn helt alene? Jeg havde ingen, der kunne passe dem, så jeg kunne ikke tage et arbejde.

Børnepengene fra kommunen rakte kun lige til det basale hvordan skulle jeg dog få det til at løbe rundt? Jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne, og efter noget tid fik min søn plads i børnehave, og så kunne jeg endelig komme ud på arbejdsmarkedet.

Så en dag dukkede min eksmand op igen. Han bad om tilgivelse og ville vende hjem. Men jeg sagde til ham:

Vi har lært at klare os uden dig. Du har aldrig rigtig tænkt på børnene. Og nu kommer du her og siger undskyld? Gå, og kom aldrig tilbage til vores liv.

En måned efter trak han mig i retten i håb om at få lov til at tage børnene fra mig. Han spillede sit nummer, men retten mente børnene skulle blive hos mig.

Et halvt år senere fandt jeg ud af, hvorfor han pludselig ville forsones hans far havde skrevet testamente til fordel for vores børn. Men det var for sent for ham. Han stod uden noget til sidst. Nu er det fortid, men jeg husker stadig, hvordan det føltes at måtte dele en skive rugbrød mellem os og sulte i ugevis, bare for at sikre, at mine børn havde noget at spise.

Det har lært mig, at uanset hvor lidt man har, kan man alligevel finde styrke til at holde sammen og give sine børn kærlighed og tryghed og at man aldrig skal sætte sin lid til andre, men tro på sine egne kræfter.