Selvom jeg, Astrid, har forsøgt at være både en god svigerdatter og en kærlig hustru, endte jeg med at ødelægge ikke bare mit ægteskab, men også mig selv.
Jeg voksede op på et børnehjem i Esbjerg og havde hverken familie eller rigtige forbilleder. Da jeg blev gift som attenårig, var jeg stadig helt grøn, hvad det vil sige at indgå i et ægteskab og bo i en familie. Jeg havde ikke engang nogen venner, der var gift, jeg kunne spejle mig i. Alt, hvad jeg lærte om, hvordan jeg burde være som hustru, blev indprentet i mig, da jeg flyttede ind hos min mands familie i Odense. Min største læremester blev min svigermor.
Det er ikke fordi, jeg ikke havde hørt historier om stride svigermødre, men jeg bildte mig alligevel ind, at netop min svigermor fordi jeg ingen mor selv havde ville tage imod mig som sin egen datter. Til dels havde jeg vel ret; hun ønskede mig ikke ligefrem noget ondt, men det gik alligevel skævt. Med ildhu gik hun i gang med at indføre mig i det traditionelle danske familieliv og kom med sine små leveregler som for eksempel: Det er konens skyld, hvis manden er utro.
Jeg havde egentlig altid troet, at den skyldige var den, der tog beslutningen om at være utro. Men ifølge min svigermor stod det helt klart: Hvis manden finder sig en anden, er det fordi, konen har forsømt sig selv og ikke længere er tiltrækkende nok. Hun sagde altid, at man skulle holde sig slank og pæn, så selv som midaldrende skal taljen være der og selvfølgelig noterede jeg det i min lille dagbog: Bliv ikke tyk! Efter hendes råd meldte jeg mig ind i et fitnesscenter, selvom alle sagde, jeg så godt ud.
Snart blev jeg næsten for tynd, fordi frygten for at tage på sad dybt i mig. Men da jeg havde klaret den opgave, kom min svigermor med en ny visdom: Normalt arbejder begge i et dansk hjem. Det lød fornuftigt jeg havde jo også lyst til at tjene mine egne penge. Da jeg spurgte, hvad jeg burde gøre under barsel, lød svaret: Det er dit eget ansvar at finde ud af barsel eller ej!
Denne sætning noterede jeg ikke, men da jeg et par år senere gik på barsel, arbejdede jeg lidt på deltid, blandt andet som dagplejemor. Jeg var stolt, men min mand og svigermor begyndte hurtigt at beklage sig over, at jeg ikke tjente nok.
Da jeg så forsigtigt brugte et par hundrede kroner fra min opsparing på at gå til frisøren, kom det næste råd: Når du er på barsel, er der ingen grund til at klæde sig pænt på! Når du skal tilbage på arbejde, kan du tænke på alt det dér hår og makeup, men nu må du spare op!
Jeg gav altid lønnen til min mand og fulgte år efter år endnu en af svigermors evige læresætninger: En god kone skal kunne klare alt husholdningsarbejdet selv.
Så jeg gjorde faktisk alt selv. Trætheden væltede mig næsten omkuld til sidst jeg svømmede rundt i vasketøj, madlavning og rengøring dag og nat. Til sidst blev det nærmest almindeligt for mig at besvime af udmattelse. Når det yngste barn var lagt i seng klokken ni, gik jeg straks i gang med at gøre rent og lave madpakker til næste dag, mens min mand for længst lå og snorkede, udmattet af sit arbejde.
At jeg røg på hospitalet, kom ikke bag på nogen. Jeg havde ikke tilladt mig selv at mærke efter, før kroppen sagde fra, og begyndende sygdom blev opdaget alt for sent. Jeg endte med at ligge på sygehuset i mere end to uger, uden at hverken min mand eller svigermor besøgte mig en eneste gang. Heldigvis havde jeg mobiltelefonen på mig, så jeg kunne ringe til min veninde, Sofie, som kom med det, jeg manglede.
Da jeg kom ud fra hospitalet, gik jeg direkte ned på rådhuset i Odense og ansøgte om skilsmisse.
