Har du nogensinde prøvet at få “resterne” som om det var en tjeneste og så viste det sig, at det netop var dem, der var mest værd? Min familie forsøgte at ydmyge mig ved at give mig et stykke mudder og mose. Men somme tider gemmer mudderet på guld.
I min familie måles værdien af en person på mærket på uret og årgangen på bilen.
Mit navn er Jonas, og jeg har altid været familiens sorte får. Eller som de kunne lide at sige “hippien”. Jeg er biolog. Jeg tilbringer mit liv ude i felten i mudrede støvler, blandt moser og skove, hvor jeg studerer økosystemer. For min mor og for min bror Emil og søster Freja betød det kun én ting: fiasko.
“Emil er erhvervsadvokat, Freja har sin egen modebutik… og Jonas… Jonas leger med frøer,” plejede min mor at sige til alle familiemiddage, og alle grinede.
Den eneste, der forstod mig, var min farfar, Poul. Et jordnært menneske, gammel landmand, ejer af jord ude tæt på kysten. Da han blev syg, var jeg den eneste, der flyttede ind for at tage mig af ham.
Emil og Freja kom sjældent. Mest for at tjekke “hvor lang tid der er igen”.
Farfar, har du fået underskrevet papirerne på sommerhuset ved stranden? spurgte Emil, mens han gloede på testamentet som en grib.
Farfar smilede bare og blinkede til mig.
Alt til sin tid, børn.
Da farfar døde, varede sorgen i familien lige indtil turen gik til advokaten.
Højtlæsningen af testamentet var en forestilling.
Til min søn Emil overlader jeg hovedhuset og bankkontoen læste advokaten op.
Emil kunne knap skjule sin glæde.
Til min datter Freja går de lejligheder, jeg ejer i byen og farmors smykker.
Freja var nærmest på grådens rand af begejstring.
Og til mit barnebarn Jonas, som altid elskede naturen mere end penge, efterlader jeg ejendommen, der kaldes “Ællingemosen”.
Der blev stille. Så kom latteren.
Mosen?! lo Emil. Jonas, du har arvet bogstaveligt talt mudder og myg! Tillykke, godsejer af frøerne!
Freja tilføjede:
Nu har du i det mindste et sted at lege. Bare du ikke beder os om penge til at sprøjte mod myg.
Min mor rystede på hovedet:
Det er hvad du får. Farfar vidste, du ikke gik efter mere.
Jeg skrev under. Uden at sige et ord.
De vidste ikke det, som farfar vidste.
Måneder før han døde, havde vi sammen fået ingeniører ud. Det viste sig, at “den ubrugelige mose” var den eneste adgang til en uspoleret vig, hvor en international hotelkæde planlagde et luksuriøst øko-resort.
Uden min jord kunne de ikke bygge.
Grunden var nøglen.
Farfar sagde inden han gik bort:
De tager det, der er smukt. Du skal tage det grimme. Det grimme giver brød på bordet.
En uge efter testamentet blev Emil allerede set bruge løs, mens Freja var i gang med at sælge smykkerne.
Jeg skrev under på en kontrakt.
Et beløb med syv nuller.
I kroner.
Ti gange mere end det, de tilsammen fik.
Under betingelse af, at projektet fik navnet “Pouls Naturreservat”.
Da nyheden kom ud, ringede Emil til mig. Han grinede ikke længere.
Jonas… passer det?
Ja.
Hvor meget?
Nok til at købe dit hus fem gange.
Kort efter dukkede de alle op.
Min mor græd, snakkede om “familie” og “fælles beslutninger”.
Jeg tænkte tilbage på spøgen.
“Frøernes godsejer.”
Jeg har allerede doneret en del af pengene til naturbeskyttelse sagde jeg. Resten er investeret. Uopnåeligt.
Egoist! råbte Freja.
I har huset og smykkerne svarede jeg roligt. Nyd det.
Jeg satte mig ind i min nye bil og kørte væk.
I dag lever jeg roligt.
Mig og mine “frøer” har det godt.
Nogle gange er det sidste grin ikke kun det bedste
men også det dyreste.
Mit liv har lært mig, at nogle gaver kun ser ud som rester, indtil man kender deres sande værdi.
