I måneder havde min kæreste sagt grimme ting om en kvinde, der boede i nærheden af hans lejlighed i Vesterbro. Det var ikke bare enkelte bemærkninger eller et ellers tilfældigt ordvalgdet var konstant, hver eneste gang vi gik den vej. Han havde altid noget at sige: hvordan hun gik klædt, hvor ubehøvlet hun talte, hvordan hun bar sig selv med en alt for selvsikker mine, hvordan hun lo så det rungede, og at hendes arbejde alligevel ikke var noget at samle på. På et tidspunkt begyndte jeg at tro, at han næsten var besat af hende.
Han nævnte hende endda, når hun slet ikke var til stede. Sad vi sammen og så fjernsyn, og der optrådte en kvinde, der mindede bare en smule om hende, kunne han sige: Hun klæder sig fuldstændig som hende der ovre fra gården. Hvis nogen talte lidt højt på en café på Strandvejen, var kommentaren ikke langt væk: Præcis som kvinden fra opgangen. Jeg lyttede til alt det her, og selvom det forekom mig overdrevet, anede jeg ikke uråd. Jeg troede bare, han ikke kunne lide hende.
En dag, hvor vi sad hjemme hos ham, så jeg hende gå forbi ude på fortovet. Han var den første, der rejste sig for at kigge ud af vinduet og fnisede hånligt. Han sagde noget om hendes makeupat hun lagde den for at få opmærksomhed. Jeg spurgte, om han kendte hende. Han svarede nej, at han kun havde set hende nogle gange, men at hun virkede vulgær. Jeg lod det ligge. Det faldt mig slet ikke ind, at der kunne være noget mere bag.
Med tiden begyndte jeg at opfatte små mærkværdigheder. Når hun var i nærheden, blev han rastløs. Hvis vi sad ude, og hun gik forbi, blev hans stemme lavere. Spurgte jeg ind til det, skiftede han straks emne. Han begyndte at bruge sin mobil anderledesgik væk for at svare på beskeder, tog den med på badeværelset, lagde den altid med skærmen nedad på bordet.
Sandheden ramte mig midt på en ganske almindelig dag. En dag på torvet kom en ældre mand hen til mig og spurgte: Er du ikke kæresten til ham, Jens Andersen? Da jeg sagde ja, så han alvorligt på mig, og fortalte så, at han gennem længere tid havde set Jens gå ind til den kvinde i stueetagen. Ikke bare en enkelt gang, men tit, og til tider hvor jeg troede, han var på arbejde. Han sagde, han ikke ville blande sig, men mente, det ville være uretfærdigt, hvis jeg ikke vidste besked.
Jeg sov ikke den nat. Næste dag konfronterede jeg Jens. Han nægtede først, som jeg havde forventet. Han sagde, folk snakkede. Men da jeg kom med konkrete detaljerdatoer, tidspunkter, små observationerblev han tavs. Og så indrømmede han det. Han havde været sammen med hende i flere måneder. Alt det dårlige, han havde sagt om hende, var for at vildlede mig, så jeg aldrig skulle fatte mistanke. Det var hans måde at skjule sig på.
Pludselig var det hele klart for mig. Nu forstod jeg, hvorfor han så ofte talte om hende. Hvorfor han vidste nøjagtigt, hvordan hun så ud, bevægede sig, lød. Ingen bruger så megen energi på at kritisere et menneske, der ikke betyder noget. Ingen lægger mærke til så mange detaljer, hvis de ikke i virkeligheden kigger alt for meget efter.
I månedsvis havde jeg uden at vide det lyttet til hans beskrivelser af den kvinde, han havde en affære med.
Det værste var ikke engang utroskaben i sig selv. Det var fornemmelsen af at være blevet udnyttet. At have siddet ved siden af ham og hørt ham nedgøre en kvinde, som han samtidig lå i seng med. At han kunne grine og kigge mig i øjnene, mens han lagde sit perfekte alibi.
Jeg lærte noget, jeg aldrig glemmer: Hvis nogen bliver ved med at tale dårligt om én bestemt person, skjuler de måske noget, de ikke vil have, du ser.
