En dag bad Monikas mor hende om at tage en notar med hjem – hun ville lave et testamente. Sophie sagde, at arven skulle gå til Monika, fordi hendes yngste datter ikke tager sig af sin mor. Så lad hende leve sit eget liv. Sophie havde to døtre. Hele sit liv havde hun gerne villet give dem det bedste – fra tøj til mad. Den ældste, Monika, er gift og bor med sin mand i en lejelejlighed. Den yngste datter, Renate, boede hjemme hos moren. Renate var nyuddannet fra universitetet. Hun mødte en fyr, som efter et stykke tid friede til hende, og de flyttede sammen ind hos hendes mor. Der var plads nok til alle, så de unge havde ikke travlt med at finde noget selv. Storesøster krævede ikke noget – hun boede med mand og seksårig søn i lejebolig. En dag ringer Renate og fortæller, at mor pludselig er blevet syg og hentet af ambulancen. Monika tager straks afsted for at besøge mor. Her finder hun ud af, at udsigterne ikke er gode. Mor har været syg længe, men først nu er sygdommen for alvor slået igennem. Det eneste, mor har brug for nu, er omsorg. Ingen har taget sig af sygdommens konsekvenser. Moren bliver taget med hjem igen. I starten passer yngstedatteren pligtopfyldende sin syge mor, men efter en måned bliver hun træt af det og beder sin søster overtage. Til sidst kan Renate ikke længere blive boende. Renate foreslår, at Monika med sin familie flytter hjem til mor for at passe hende, imens Renate midlertidigt flytter i Monikas lejebolig. Sådan bliver det. Først tager Monika ferie fra arbejdet og derefter orlov uden løn. Alle på hendes job udviser forståelse. Hvem har ikke stået i sådan en situation før? En dag beder moren Monika om at tage en notar med. Hun vil lave et testamente. Sophie siger, at arven går til Monika, for den yngste datter tager ikke hånd om hende. Så må hun leve sit eget liv. Da moren dør, dukker Renate op og kræver boligbytte. Det er jo hende, der burde blive boende. Men Monika fortæller om testamentet og siger, at hun ikke agter at ændre noget. Siden da har søstrene ikke talt sammen. Renate fortæller vidt og bredt, hvor egoistisk søsteren er – at Monika har taget huset. Ikke et ord om, at hun selv nægtede at passe sin syge mor. Men Monika tager sig ikke af, hvad Renate går og siger. Dengang mor bad Monika tage en notar med hjem: Da arven blev Monikas, og lillesøster gik sin egen vej – En dansk familiehistorie om søskendejalousi, omsorg og testamentets konsekvenser

En dag bad hendes mor, Sophie, hende Kristiane om at hente en notar hjem til sig. Moderen ville oprette et testamente. Sophie sagde, at arven ville tilfalde Kristiane, fordi den yngste datter ikke tog sig af sin mor. Lad hende bare leve sit eget liv.

Sophie havde to døtre. Hele livet igennem havde hun forsøgt at give sine piger det bedste fra uldtrøjer til små stykker wienerbrød. Den ældste, Kristiane, var gift og boede med sin mand i et lejet lejlighed i det regnvåde Odense. Den yngste, Alberte, boede hos sin mor. Alberte var netop blevet færdig på universitetet. Hun havde mødt en fyr, der efter et stykke tid frimodigt friede til hende. De flyttede sammen ind til Sophie. Der var masser af rum under bjælkeloftet, og ingen hastede ud for at finde mere. Den ældste datter havde aldrig forlangt noget. Hun blev i sit lejemål med sin mand og deres syvårige søn, Johannes, og nussede ham i ulvetimen.

En tåget morgen, mens himlen stadig var lav, ringede Alberte og påstod, at deres mor pludselig var blevet alvorligt syg. En ambulance havde hentet hende under tunge grå skyer. Kristiane tog kåben på og cyklede op mod moderen, langt, som i drømme, over brostenene med blå vinterlys i øjnene.

Det viste sig, at udsigterne ikke var lyse. Moderen havde været syg længe. Sygdommen lagde sig blødt og næsten usynligt over hjemmet, indtil den nu pludselig krævede mere end bare hverdagens omsorg. Prognoser var der ingen, kun stilhed og venten. Moderen blev sendt hjem igen. I starten passede Alberte samvittighedsfuldt på hende. Men efter en måned smuldrede tålmodigheden, som brød i vinduet. Så tilkaldte hun Kristiane for at tage over, og til sidst flyttede Alberte ud.

Alberte foreslog Kristiane, at de kunne bytte at hun kunne bo i Kristianes lejede lejlighed midlertidigt, mens Kristiane og hendes familie flyttede ind hos moderen for at tage sig af hende. Som sagt, så gjort.

Først tog Kristiane ferie, så orlov uden løn. Alle på arbejdspladsen forstod det, for hvem havde ikke haft netop denne slags drømmesituation, hvor sorgen hænger i luften som salt i Vadehavet?

En aften, da tågen glædede sig gennem kvarteret, bad Sophie hende hente en notar. Hun ville skrive sit testamente arven skulle gå til Kristiane, sagde hun, fordi den yngste havde opgivet hende. “Lad Alberte leve, som hun vil.”

Efter døden den stille, fortættede, som kun findes i drømme dukkede Alberte op, pludselig, gennem den knirkende dør. Hun krævede bytte af lejligheder. Det var jo hende, der burde bo der nu. Men Kristiane fortalte om testamentet, at det var moderens vilje og ikke kunne ændres. Siden talte søstrene ikke mere sammen. Overalt fortalte Alberte, hvor egoistisk søsteren var at Kristiane havde taget huset fra hende. Hun nævnte aldrig, at hun selv havde nægtet at tage sig af deres mor.

Kristiane lyttede aldrig rigtigt til hendes ord. Ordene blev til dugdråber, der forsvandt, som morgentåge over de danske marker, hvor drømmene glider ind og ud uden logik, og intet alligevel forbliver det samme.