Signe, jeg er nødt til at fortælle dig noget… Der er rod på arbejdet. Min løn er blevet sat ned.
Anders sad på kanten af sengen. Signe lagde bogen fra sig og satte sig tættere på ham, lagde hånden på hans.
Hvor meget?
Femogtyve procent. De kalder det optimering, ny struktur i afdelingen… han gned sig i panden. Madsen sagde, det var midlertidigt, men du ved jo, hvordan midlertidigt ender hos os. Der er intet mere permanent end det, der skulle være midlertidigt…
Signe rystede på hovedet. Madsen, Anders chef, var sådan én, der var god til at snakke og dårlig til faktisk at gøre noget. Evige løfter, evige udsættelser.
Åh, hold nu… Hun bed det i sig. Du knokler jo hårdere end alle de andre, og så gør de bare sådan? Seriøst?
Hvad skulle jeg ellers gøre? Kan jo ikke bare sige op nu.
Anders så helt rundt på gulvet ud. Signe havde sjældent set ham sådan, han plejede altid at være den, der lavede sjov selv i trælse situationer, men lige i dag virkede det, som om noget var knækket inden i ham.
Prøv at høre, hun vendte sig mod ham og kiggede ham i øjnene. Det går nok. Jeg har godt gang i projekterne lige nu gode bonusser og det hele. Det forskud kan jeg sagtens klare, så du behøver altså ikke tænke på det.
Signe, det… Det føles forkert…
Sådan er det bare, Anders. Vi er jo en familie, ikke?
Han svarede ikke straks. Så trak han hende ind til sig, holdt hende helt tæt og pressede næsen ind i hendes hår. Han sagde ikke noget, men Signe havde heller ikke forventet ord. Hun sad bare der, trykket ind mod hans bryst, og mærkede varmen brede sig i kroppen over at det virkelig er muligt at støtte og hjælpe sådan. Ikke kun med ord, men for alvor.
…Et par uger senere gik Signe på ferie. De første par dage sov hun ud, spiste store morgenmad i ro og mag rigtige rundstykker og god kaffe og så serier til langt ud på natten. Men allerede om onsdagen begyndte alt rodet i lejligheden at irritere hende. Hylderne i skabe bugnede med alt muligt, der ingen mening havde, der lå støv bag sofaen, og stadig var der flyttekasser fra det gamle kollegie, de aldrig havde fået pakket ud. Signe hev en gammel T-shirt over hovedet, samlede sit lyse hår i en hestehale og kastede sig ud i en ordentlig hovedrengøring.
Skabet i stuen var nærmest en kamp at få bugt med. Det var fyldt op med gamle blade, en i stykker-fjernbetjening til et tv, de for længst havde skrottet, opladere til telefoner ingen længere havde. Signe sorterede sirligt i tre bunker: ud, gem, spørg Anders om det her.
På nederste hylde, under nogle papirer, fik hun fat i en tyk kuvert. Hun drejede og vendte den. Helt hvid, ingen navne, ingen mærkater. Inde i kuverten: dokumenter.
Låneaftale…
Signe scannede hurtigt ned over siderne. Datoen tre måneder gammel. Beløbet… Hun læste igen og igen, tallet ville ikke rigtig ind.
Trehundrede tusinde kroner.
Hvilket lån? De havde aldrig taget et lån sammen. De havde altid prøvet at leve uden at skylde penge, det havde været deres regel siden de blev gift.
Signe sank sammen midt i bunken af ting på gulvet. Hun sad bare og vred papirerne mellem fingrene. Kunne det være en fejl? Kunne Anders have hjulpet en kollega og glemt papirerne?
Hun rejste sig og gik ind i soveværelset. Anders natbord han havde altid sagt, hun ikke skulle rode der, det var hans arbejdsroderi og ikke noget hun gad se på. Signe havde aldrig taget det op. Men nu hev hun skuffen op og begyndte at rode i det hele. Visitkort, nogle kvitteringer, gamle kuglepenne…
En kvittering. Arvesmykket en guldsmed i Indre By. Datoen for to uger siden. Øreringe: femten tusinde. Ring: niogtyve tusinde. Armbånd: femten tusinde. I alt niogtres tusinde!
Signe glemte at trække vejret i nogle sekunder. Så satte hun sig tungt på sengekanten samme sted, som Anders sad, da han fortalte om lønnedgangen.
Hendes fødselsdag lå tre uger ude i fremtiden.
Hun lukkede øjnene og pustede tungt ud. Hold nu op, hun havde allerede nået at male alskens forfærdelige scenarier i hovedet det med lånet, smykker til næsten halvfjerds tusinde… Alt sammen var det bare en gave. Anders havde optaget et lån for at overraske hende. Og resten af pengene, sikkert for at dække noget af hans indtægtstab. Så han ikke behøvede at sidde i lommen på hende og kunne have lidt penge selv.
Signe lagde kvitteringen tilbage. Skubbede skuffen i. Lånepapirerne røg ned i kuverten og ind bag manualerne igen.
Hvor latterligt. Hun havde lavet drama ud af ingenting.
Hun gik videre med rengøringen, men smilede nu lidt for sig selv, mens hun lagde ting pænt på plads…
De tre uger sneglede sig af sted, men Signe brokkede sig ikke. Hver gang Anders kom hjem, tog hun sig i at smile lidt bredere til ham end hun plejede. Hun vidste jo, hvad han gik og forberedte til hende. Hun så de mærkelige posteringer på fælleskontoen dem Anders altid havde afvist med noget på job, jeg ordner det senere. Nu var det ikke spor mystisk mere. Det var afdrag på lånet. For hendes skyld. Og hvis hun skulle hjælpe med at betale pyt. Anders havde tænkt på hende.
…Fødselsdagen fejrede de på den hyggelige café nede på hjørnet. Småligt, dæmpet lys, lys på bordene, stille jazz i højtaleren. Kun de nærmeste var inviteret: Signes forældre, Anders forældre og et par tætte venner.
Mor gav et gavekort til kurbad for to, og sendte et sigende blik til Anders om at tage sin kone med ud at slappe af. Svigermor overrakte en lille indpakket æske; inden i lå en tynd sølvkæde. Signe takkede sødt og prøvede kæden alle var helt vilde med den.
Så rejste Anders sig.
Signe holdt vejret. Nu var det nu.
Han bukkede sig ned og rykkede en stor papkasse frem under bordet.
Alt for stor til et smykkesæt…
Signe blinkede forvirret. Ville der være endnu en kasse indeni? Nogle gange skjuler folk gaven i flere lag for sjov.
Hun løftede låget…
Et stepbræt. Et sammenklappeligt træningsredskab.
Jeg så, du havde kigget på dem på nettet, Anders lignede én, der næsten ikke kunne vente med at afsløre det. Du sammenlignede modeller, kunne jeg se. Så tænkte jeg, nu skal du bare se.
Tak, sagde Signe, uden helt at kunne høre, det var hendes egen stemme. Det har jeg faktisk ønsket mig.
Resten af aftenen blev en tåge. Signe smilede, grinede af venners jokes, pustede lysene ud på kagen og stillede op til fotos. Men inden i blev noget strammet sammen til en knude.
I taxaen hjem, sad hun og kiggede ud i vintermørket på byens lys. Måske ville han forære hende smykkerne, når de var alene hjemme? Det gav jo meget mere mening hvem tager halskæder til næsten halvfjerds tusinde med på café? Det gemmer man selvfølgelig til roen derhjemme.
Men hjemme kyssede Anders hende på kinden, ønskede godnat og gik ud under bruseren.
Signe sad vågen på sengen til langt over midnat og ventede. Intet skete.
Hun ventede. En dag. To. En uge.
På ottendedagen kunne hun ikke længere.
Anders, hun standsede ham i gangen, da han gjorde sig klar til at tage på arbejde. Jeg er nødt til at spørge dig om noget.
Ja?
Kvitteringen fra Arvesmykket. Øreringe, ring, armbånd. Hvem er de til?
Anders frøs midt i det hele, stadig med jakken i hånden. Hans ansigt tabte farve med ét slag han blev så grå, at Signe nærmest ikke kunne kende ham.
Har du… har du rodet i mine ting?
Det er ligegyldigt nu. Hvem købte du de smykker til for næsten halvfjerds tusinde kr.?
Signe, det er ikke som du tror…
Så fortæl mig hvad det er.
Stilheden blev lang.
Jeg… han så væk. Jeg har mødt en anden.
Verden gik ikke under. Det var mærkeligt, men Signe havde troet, jorden ville åbne sig, eller loftet ville falde ned over hende. I stedet var der bare tomhed og stilhed.
Og da pengene begyndte at mangle, optog du et lån? Signe talte stille og nærmest mekanisk. Trehundrede tusinde. Til hende?
Jeg ville bare… Det var dumt, Signe. En fejltagelse
Dumt? Hun overraskede sig selv med, hvor hurtigt vreden skyllede ind over hende. Som et stormvejr. Du giver en anden kvinde smykker for snart halvfjerds tusinde! Og jeg får et stepbræt for under to tusinde! Mener du det seriøst?!
Jeg troede virkelig, du ville blive glad…
Jeg havde ondt af dig, Anders! Du sad og klagede over din løn, og jeg jeg sagde bare rolig, jeg skal nok klare det! Og hele tiden betalte jeg på dit lån, på gaver til din elskerinde?
Tårerne kom automatisk, rasende og afmagtfuldt, ordene satte sig fast i halsen, og hun kunne kun få en hæs hvisken frem.
Anders trådte frem og forsøgte at tage hendes hånd.
Lad mig være!
Kan vi ikke lige snakke stille sammen…
Stille? Signe trak sig væk, som om han var giftig. Tror du, vi kan snakke om det hér at du har løjet for mig i tre måneder? At jeg gik rundt og troede, min mand var så kærlig og hjælpsom men han var dig utro hele tiden?
Signe gik ind i soveværelset, fandt sportstasken under sengen og begyndte at kaste tøj ned i den. Hænderne dirrede, lynlåsen satte sig fast, en sweater ville ikke ned i tasken.
Hvor skal du hen? Anders stod i døråbningen.
Hjem til min mor. Til en veninde. Bare væk herfra.
Signe, lad os nu lige tale sammen…
Der er ikke mere at snakke om. Det er din lejlighed jeg behøver ikke være her. Jeg skal nok søge skilsmisse. Jeg kan meget nemt undvære dit efternavn. Jeg har fået alt den slags familie, jeg orker. Nu er det slut.
Hun gik forbi ham uden at kigge tilbage.
Døren lukkede sagte bagefter hende. Lige præcis den stilhed var næsten mere øredøvende end skænderi. Og midt i den stilhed begyndte hendes nye liv. Med nye håb.
