Maja, jeg skal bruge tusind kroner mere denne måned, sagde mor, stående i entreen uden engang at tage skoene af. Lægen har ordineret nye vitaminer. Importerede, selvfølgelig. De to tusind, du plejer at overføre, er slet ikke nok.
Jeg nikkede. Tavst fandt jeg min pung frem, talte seks halvtusindsedler op. Mine fingre tøvede lidt ved den sidste i pungen var der nøjagtigt samme beløb tilbage. Tre tusind kroner. Og huslejen, og alt det andet Jeg skubbede tanken væk, som man vifter en irriterende myg væk.
Her, mor.
Pengene gled over i hendes hænder med en slags selvfølgelighed. Som om det var lige så naturligt som at give et buskort, ikke halvdelen af min løn.
Dygtige pige, mor lagde sedlerne pænt sammen og puttede dem i sidelommen på tasken. Vi har virkelig opdraget dig godt, Maja. Alt vores slid var ikke spildt.
Jeg forsøgte at smile til hende. Munden trak sig op, men indeni var jeg kold og tom.
Andre børn, Maja, de overlader deres forældre til sig selv, og du Du forstår, at vi har gjort alt for dig.
Ja, mor.
Og når det gælder, så svigter du ikke. Det betyder mere, end du aner.
Hun lukkede tasken og rettede på sit tørklæde. I spejlet over skoreolen reflekteredes to kvinder den ene energisk og tilfreds, allerede med tankerne ovre ved apoteket eller torvet; den anden med påmalet smil og en tom pung.
Nå, jeg smutter. Ring, eller kig forbi snart. Far spurgte i går hvornår mon Maja kommer igen?
Jeg kigger forbi i løbet af ugen, jeg holdt døren for hende på vej ud på opgangen.
Vi ses så. Og forresten, far skal have målt blodtrykket, jeg skriver senere hvilken model blodtryksapparat du skal bestille. Du er altid så god på nettet.
Jeg nikkede igen. Hvor mange gange i dag?
Døren smækkede sagte. Smilet forsvandt som kridt på en tavle, der blev visket ud af regnen.
Tre tusind. Husleje tolv hundrede. Tilbage Jeg lukkede øjnene, forsøgte at regne. Mad til fjorten dage. Det går nok, tænkte jeg. Havregryn, pasta, de billigste æg. Jeg skal nok klare det.
Jeg gik ud i køkkenet, satte mig på taburetten. Himlen udenfor var grå og flad, som alle de andre dage. Min tomme pung hvilede i hånden, tungere end nogensinde.
Lige siden jeg var barn, havde jeg hørt det: Vi gør alt for dig, så du kan hjælpe os. Når du bliver voksen, giver du lidt tilbage. Vi sørger for dig, så lønner du os, når vi bliver gamle.
Og jeg havde troet på det. Tænkt: sådan fungerer det. Forældre sørger for børn, børn giver tilbage, når tiden kommer. En slags uskrevet aftale, fair bytte.
Men nu, hvor det var tid til at betale, greb jeg mig selv i den samme tanke igen og igen.
Jeg kunne ikke længere.
Der var ikke penge nok, ingen kræfter nok, og endnu mindre noget andet noget, jeg ikke kunne sætte ord på. Måske plads. Måske ret til bare at sige nej.
Men nej satte sig fast i halsen og kom aldrig ud.
Der var kun gået to år, siden far over kaffen sagde, helt hverdagsagtigt:
Vi går på pension nu, Maja. Du forstår godt, at vi får brug for hjælp.
Selvfølgelig nikkede jeg. Hele livet var jeg forberedt på det.
Deres pension var omkring femten tusind kroner, til sammen. Ikke luksus, men dog nok. Min egen løn, på syv og tyve tusind som bogholder i et lille firma, var ikke noget særligt. Da mor nævnte to tusind hver måned, protesterede jeg ikke. Sådan gør man. Sådan er man blevet opdraget.
Men at leve tre personer for femten tusind, med husleje, regninger, transport, mad Jeg lavede regnskaber, skar ned, tog madpakker med på arbejde. Ville spare op, bare lidt bare fem hundrede hver måned, til nøds.
Det lykkedes aldrig.
De havde hele tiden brug for lidt ekstra. Lidt til medicin, lidt til at få vandhanen repareret, lidt til et nyt tv det gamle kunne ikke mere. Jeg betalte, hver gang, tog fra opsparingen, der aldrig blev til noget.
To uger senere besluttede jeg at besøge dem. Uden at ringe, bare sådan havde købt ind for dem. En stor pose: rugbrød, mælk, æbler, kylling alt det vante.
Far åbnede døren, mumlede hej og satte sig foran fjernsynet. Mor rodede i køkkenet.
Jeg stillede posen, og så fangede mit blik noget på kommoden. Mellem nøgler, regninger og gamle briller lå et armbånd. Bredt, flettet, tydeligt nyt og bestemt ikke fra et supermarked.
Jeg samlede det op. Metallet var tungt og koldt.
Læg så det der, mor dukkede op. Bare noget for sjov.
Men jeg havde allerede vendt armbåndet. Der stod tydeligt et stempel på indersiden. 585.
Guld.
Jeg så op på hende. Hun stod med armene over kors, et skær af utilfredshed i øjnene ikke skam, bare ærgrelse.
Ja, jeg købte det selv, hun skød hagen frem. Hvad så?
Armbåndet lå stadig i min hånd. Tungere end noget andet.
Stille lagde jeg det på kommoden igen. Inden i gik noget i stykker. En streng, der havde holdt det hele på plads, sprang.
Intet, mor. Køb du, hvad du vil.
Hun slappede af, trak på skulderen.
Men hvorfor tager du så penge fra mig? jeg spurgte roligt. Hvis du har råd til guld?
Smilet faldt fra hendes ansigt. Hun spidsede læberne.
Hvad mener du med den tone?
Far kom ind i døråbningen.
Maja, hvad foregår der?
Jeg råber ikke. Jeg spørger bare.
Det har du ikke at gøre med! mor korslagde armene. Jeg har ret til at tage penge fra dig. Det er ikke almisser, det er en slags tilbagebetaling. For alt vi har gjort for dig. Du tror vel ikke, det kom af sig selv? Andre børn gør det samme.
Jeg betragtede dem. Far i sin forvaskede T-shirt, mor med sammenbidte læber. Pludselig mærkede jeg, at jeg ikke ville nikke mere.
Så jeg skylder jer? For at I fik mig?
Selvfølgelig! Far trak på skuldrene. Vi fodrede dig, klædte dig på, sendte dig på universitet
Har jeg bedt om det?
Stilhed.
Bad jeg om at blive født? Brugte I tid og penge på mig, fordi jeg ville det? Ordene gled ud, som om de havde ligget klar længe. Det var jeres valg. At få mig var ikke et lån, der skal afdrages resten af mit liv.
Mor satte en hånd til brystet. Dramatisk, som noget ud af en dårlig tv-serie.
Hør nu, hvad der kommer ud af dig… Vi lærte dig ikke sådan! Hvor er du utaknemmelig! Andre børn køber biler til deres forældre!
Det var præcis sådan, I lærte mig, jeg bakkede mod døren. At jeg skulle nikke og betale, aldrig stille spørgsmål.
Maja! råbte far.
Nu er det nok. Der kommer ikke flere penge.
Mor begyndte at græde, klagede over utaknemmelige børn og knuste hjerter. Far blev rød i hovedet. Jeg hørte det ikke. Jeg gik ud, lukkede døren og vaklede ned ad trapperne.
En uge senere havde jeg fundet en lille lejlighed langt ude i Valby. Havde flyttet uden at sige noget. Nyt nummer delte jeg ikke med dem.
De ringede, dagligt, flere gange. Jeg lod det ringe, slukkede til sidst lyden. Skrev kort: Det går fint. Jeg har det godt. Kan ikke tale endnu.
Mor sendte lange beskeder om sit hjerte, fars blodtryk, hvor hårdt jeg var. Dem slettede jeg.
Om aftenen sad jeg i mit nye køkken og forsøgte at mærke efter. Skyld? Ja, lidt. Lettelse? Ja, og det stærkt. En mærkelig frihed, som om en tung rygsæk endelig var lagt fra sig.
Jeg var blevet brugt. I mange år. Altid forklædt som kærlighed og omsorg, forklædt som familiens vilkår.
Men jeg slap fri, og jeg har lært, at kærlighed ikke bør føles som en regning, man aldrig kan betale tilbage.
