7. juli
I dag ved Bellevue Strand skete der noget, som stadig får mit hjerte til at slå lidt hurtigere. En lettere aparte fyr kom hen til mig, og jeg lagde mærke til et modermærke under hans venstre øre. Pludselig dukkede min onkels ord op i mine tanker: “Du vil møde din sjæleven på stranden ved havet.
Forleden tog jeg afsked med min bror på Københavns Hovedbanegård. Mor var meget rørt, og jeg kunne mærke hendes frygt for, at dette måske var sidste gang, de så hinanden, med tanke på hendes alder. Fyldt med ønsket om at se både min bror og søster én sidste gang, satte jeg mig op på toget. Turen gik først til min onkel Svend, som med det samme begyndte at lave sjov med, at mit bryllup skulle holdes om et halvt år og jeg svarede grinende, at han selvfølgelig var inviteret. Han mindede mig dog om, at jeg skulle passe på, for han havde fået et forvarsel, et slags mærke
Vejret var fuldstændig fantastisk, solrigt og mildt.
Hos moster Alina og hendes mand blev jeg mødt med åbne arme. Næste morgen besluttede jeg og min yngre kusine, Ebba, os for at tage ned og kaste os i de friske bølger. Vi svømmede længe og smuttede derefter hjem for at spise frokost. Ebba var dog rastløs og havde mere energi end jeg. Hun lokkede mig med til endnu en tur til stranden, og bagefter skulle vi i biografen.
Da vi kom op af vandet, blev vi stoppet af to unge mænd, der spurgte, hvordan de fandt hen til Strandvejen. Ebba forklarede, og imens studerede den ene mand mig grundigt, inden han spurgte: “Undskyld, hedder du virkelig Signe?”
Jeg løftede øjenbrynene over spørgmålet, og han forklarede hurtigt: Du bor i København og har en veninde, der hedder Freja? Hun er min søster jeg har set dig på billeder og kunne ikke lade være med at ville hilse på dig. Det var i det øjeblik, jeg så fødselsmærket på hans arm.
Vi besluttede os for at tage i biografen alle sammen, og bagefter spadserede vi langsomt langs vandet, mens aftenen faldt på. Da vi sagde farvel, fortalte fyren, at han og hans ven var på forretningsrejse og skulle videre næste dag. Han spurgte, om han måtte ringe til mig, og om jeg ville give ham mit nummer det sagde jeg ja til.
Ti dage senere mødtes vi igen, denne gang sammen med min mor, ude i Kastrup Lufthavn. Og seks måneder efter gik jeg ned ad kirkegulvet sammen med ham.
Nogle gange forstår jeg først nu, at min onkels gamle varsler måske alligevel ikke var helt ved siden af.
