Kære dagbog,
Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg altid været den driftige i vores ægteskab, og det slog mig ekstra meget her til aften, da jeg gik rundt i vores villa i Roskilde. Jeg er 57 nu, og jeg har været gift med min mand Poul i over tredive år. I al den tid har jeg sørget for det hele vasket tøj, kokkereret og skabt hygge for familien. Det har været mig, der har holdt sammen på det hele med mine egne hænder.
Jeg har altid haft travlt. Flere jobs på én gang for at få regnestykket til at gå op, så både børnene og vi kunne leve godt og så de kunne gå i de bedste folkeskoler her i byen. Selv da vores børn var små, stod jeg sjældent stille. Jeg har knoklet fra morgen til aften, og jeg synes faktisk, de har fået alt, hvad de manglede, og lidt til.
Poul har aldrig rigtig været en hårdtarbejdende sjæl. Da han nåede pensionsalderen, blev han nærmest husmor og det lyder hyggeligt, men det føles mest som om, han har slået sig til tåls med lidt for lidt. Jeg har stadig mit arbejde på rådhuset, hjælper børnene med børnebørnene, og står for stort set alt derhjemme. Alle de huslige pligter er mine, nærmest per automatik.
Jeg har forsøgt at opfordre Poul gentagne gange til at finde et lille deltidsjob måske som nattevagt et sted, men han siger hver gang, at økonomien da er fin, og han ikke har behov for at stresse med at arbejde mere. Men Poul har én svaghed han elsker mad! Det kan være svært for mig at lave aftensmad, fordi han simpelthen går og snacker dagen lang. Kommer jeg hjem fra arbejde, er alle de gode ting spist og jeg sidder tilbage med en tynd kop suppe. Sådan gentager det sig ofte; han tænker mest på sig selv.
Forleden talte jeg med min veninde Lise, og hun foreslog mig at begynde at lave mad til Poul af billigere ingredienser, mens jeg selv bruger de bedste varer på den måde kunne han ikke længere spise min mad. Da jeg kom hjem, sagde jeg til Poul, at lægen havde anbefalet en særlig diæt for mig, så vi blev nødt til at spise forskelligt fremover. På den måde fik jeg mit eget madfred.
Jeg har måtte lære at gemme snacks i skufferne, og når Poul trisser ud i carporten, snupper jeg lidt te og chokolade i smug. Osten gemmer jeg bagest i køleskabet sammen med spegepølserne vi har heldigvis to køleskabe, så syltevarerne kan skjule mine egne små lækkerier.
Mænd går sjældent så meget op i madlavning, har jeg lagt mærke til. Så jeg kan godt snyde ham lidt. Til hans mad køber jeg billigt kalkunkød og former nogle kødboller, mens jeg selv steger kalvekød. Lidt ekstra krydderier og han spiser gladeligt, hvad jeg sætter foran ham. Jeg får mig ordentlige durum-pastaer, mens han får den billige slags fra Netto til et par kroner.
Nogle gange tænker jeg på, om jeg gør noget forkert ved at blive ved Poul, men ærligt talt vi har levet et halvt liv sammen, og skilsmisse i vores alder virker meningsløst. Vi skulle sælge huset, dele pengene, og ingen af os har lyst til alt det bøvl nu. Hvis han vil have sund og lækker mad, kan han jo bare finde sig et arbejde ellers må han tage til takke med det, jeg giver ham.
Jeg håber bare, vi kan finde et fælles fodslag, så vi får lidt mere hygge og overskud til hinanden her resten af livet.
