Jens, nu må det være for sjov? Sig mig, at det her bare er et dårligt forsøg på at lave sjov, og så kan jeg grine lidt, hvorefter vi sætter os til bords som folk gør, sagde Anne og stod helt stille med grydeskeen i hånden, mens hun betragtede sin mand, der vippede utilpas fra den ene fod til den anden i gangen og undgik hendes blik.
Min Jens, som jeg har levet med i femogtyve år, stod der pludselig som en skoledreng, der er blevet fanget i at kaste med sten mod skolevinduet. Han pillede ved frakken og ville under ingen omstændigheder kigge mig i øjnene.
Anne, det er altså ingen joke. Det er en rigtig træls situation, forstår du? Hun har ikke noget sted at sove. Udlejerens kone gik fuldstændig grassat og smed hende på porten uden varsel nyt lås og det hele. Hvor skal hun gå hen sådan en onsdag aften? Hotel er dyrt, løn først næste fredag. Kom nu, vi kan ikke være kolde mennesker, vel? To dage så har hun fundet et andet sted.
Jeg lagde langsomt grydeskeen tilbage i gryden med suppe og slukkede for komfuret. Så gik jeg ud i gangen og tørrede mine hænder i mit forklæde. Indvendigt begyndte jeg at blive kold. Jeg kender Jens venlig, blød, altid klar til at redde både kattekillinger og venners branderter, når konen ikke vil lukke dem ind. Men at slæbe en fremmed kvinde med hjem det var nyt.
Hvilken kollega? spurgte jeg stille. I jeres transportafdeling er der jo kun mænd og fru Hansen, som er skindød over 65 og har seks børnebørn.
Det er den nye, sagde Jens hurtigt, tydeligt lettet over, at jeg ikke eksploderede. Emilie. Hun er lige flyttet fra Aalborg-afdelingen. Seriøs og super dygtig. Anne, vær forstående. Hun sidder nede i bilen og tuder. Bagagerummet er fyldt med hendes ting. Hvor skal hun gå hen i det her vejr?
Altså, hun sidder allerede ude i bilen? Du har kørt hende herhen uden at spørge mig først?
Man efterlader da ikke en dame på gaden! Det regner og er isnende koldt
Jeg trak vejret dybt. Det sagde min opdragelse mig man smider ikke folk på gaden sent på aftenen. Men min kvindelige intuition, der aldrig har svigtet, gik amok: “Lad være luk hende ikke ind!”
Fint, sagde jeg køligt. Hent hende ind. Hun kan sove på sofaen i stuen. Kun to dage, Jens. Ikke mere. Det her er ikke et herberg.
Jens strålede, kyssede mig på kinden og susede ud ad døren. Et øjeblik efter dukkede han op med to kæmpestore pink kufferter, og bagefter kom så Familien Stridsårsag spankulerende ind i vores lille opgang.
Emilie var slet ikke nogen stakkels pige ikke på den måde, jeg havde forestillet mig. Hun var i tresserne, men så snorlige ud i et dyrt beige uldfrakke, der sad som snor i vandet, og høje hæle, så jeg fik ondt af hendes fødder bare ved synet. Hun duftede af parfume så tung og sød, at stuen med det samme blev fyldt, og duften af min hjemmelavede suppe blev skubbet ud til fordel for et overklasse-boudoir.
Hej! sagde hun med sin lette stemme, mens hun hev de læderhandsker af. Du må være Anne? Jens har talt SÅ meget om dig! Undskyld, at vi bare vælter ind, men jeg har VIRKELIG haft en forfærdelig dag! Udlejeren, du fatter det ikke smed mig på gaden! Jeg ryster helt stadig!
Allerede her bemærkede jeg hendes fortrolige “Jensie” og måden hun vurderende kiggede rundt som en general på inspektion. Der var ikke et gran sårbarhed eller forvirring over hende kun kold kalkulation og mild foragt.
Godaften, svarede jeg køligt. Find et par gæstetøfler dér.
Emilie kiggede ned ad næsen på de tykke filttøfler og rystede på hovedet.
Nej, tak, jeg har mine egne, sagde hun, åbnede sin kuffert midt på stuegulvet (med beskidte sko på mit rene tæppe) og trak nogle lyserøde hjemmesko med pelsdutter op.
Jens hjalp hende af med frakken, og straks skred hun forbi os ud i køkkenet uden overhovedet at vente på invitation.
Mmm hyggeligt her, sagde hun og lod de lange, nymalede negle glide over stolen. Småt, men hyggeligt. Har I ikke fået lavet køkkenet længe? Jens nævnte det vist.
Jeg stivnede lidt. Køkkenet havde vi renoveret for tre år siden det var min stolthed. Lyst og lækkert.
Vi er godt tilfredse, svarede jeg kort. Hænder vaskes i badeværelset, håndklæde giver jeg dig om lidt. Skal du spise med?
Jeg er på kur, sagde Emilie teatralsk og holdt om sit liv. Ikke noget mad efter seks. Men jeg vil ikke sige nej til en kop te. Jens, laver du ikke lige kaffe til mig? Du tryller altid den bedste kaffe frem på kontoret jeg er blevet afhængig!
Jens, der bar hendes bagage ind i stuen, smilede bredt.
Selvfølgelig, Emilie! Det ordner jeg straks. Anne, er du okay med det?
Nej, jeg var alt andet end okay. For det første: kaffe om aftenen er dumt. For det andet: Jens brugte normalt aldrig vores kaffemaskine derhjemme det var altid min opgave. For det tredje: “Emilie” det lød som et søm mod glas.
Gør du bare det, sagde jeg og satte mig med korslagte arme. Jeg ser på.
Aftenen blev til et énmands-foredrag, hvor Emilie ikke var stille et sekund. Hun talte om jobbet (hun holdt hele logistikafdelingen i live), sine udenlandsrejser, det svære forhold til moren, og hvor uheldig hun var med mænd, fordi “de ikke kan klare stærke kvinder”.
Hun dinglede med benet over det andet badekåben (hun havde skiftet til et silke-kimono) gled lidt for meget til side. Alt var sendt direkte til Jens. Jeg eksisterede kun perifert, som et kaffebræt med sukker.
Kan du huske, da vi dansede til julefrokosten? fnisede hun og klappede Jens på ærmet. Alle sagde, vi var det smukkeste par på dansegulvet! Du førte helt vildt.
Jens rødmede og hostede.
Tja det var da meget sjovt.
Dansede? gentog jeg tørt. Du påstår ellers, du hader at danse. Vi kunne ikke få dig på gulvet til sønnens bryllup.
Jamen, det var jo noget andet. God musik, du ved.
Årh Anne, du fatter det ikke! sagde Emilie ivrigt. Jens er bare så morsom! Han er festens midtpunkt. Ikke som de unge de tænker kun på penge. Jens er en rigtig mand. Ansvarsfuld, solid. Du er heldig, Anne. Men, hun betragtede Jens, han har nok mere at byde på, end du tror. Han burde få lidt mere fart på!
Jeg havde fået nok. Jeg ville kyle kaffen i hovedet på hende.
Klokken er mange vi skal tidligt op. Emilie, dit sengetøj ligger på lænestolen. Badeværelset er frit i et kvarter, bagefter er det Jens tur. Godnat.
Hun sendte mig et fornærmet blik.
Nå, godnat da. Jeg er jo ikke til besvær. Sov godt.
Jeg gik i seng med hjertet hamrende af arrigskab. Jens kom en halv time efter. Jeg lå med ryggen til.
Anne? Sover du?
Ja, svarede jeg. Det burde du også. Du skal jo have fundet det der potentiale frem.
Næste morgen kunne jeg ikke komme ind på badeværelset. Døren var låst og føntørrerens larm trængte ud sammen med Emilies falske sang.
Optaget! råbte hun. Jeg skal have sat håret, har vigtigt møde!
Jeg tjekkede klokken. Jeg havde før kun brugt tyve minutter på bad og makeup nu var hun på tredje-tyvende minut derinde.
Da hun omsider slap ud, lignede badeværelset en krigszone. Vatrondeller flød, foundation på spejlet, og hele vasken var plastret til med hendes flasker, min kosmetik var skubbet ud i et hjørne.
Sorry med rodet, sagde hun og marcherede forbi mig i et håndklæde. Du rydder det nok op, ikke? Jeg er forsinket!
Jeg gik derind og tog dybe indåndinger. “To dage, Anne. Kun to dage,” hviskede jeg for mig selv.
I køkkenet var Jens i fuld sving med spejlæg, mens Emilie cirklede omkring tilbød salt, blandede sig.
Jens, du skal ikke slå æggene sådan blommen går jo i stykker! Giv mig spaden!
Jeg kom ind, pænt klædt på.
Godmorgen. Jens, vi skal smutte, hvis vi vil undgå trafikken.
Hvad med morgenmad? Emilie vil prøve kræfter med fransk omelet.
Jeg er ikke sulten. Spiser på arbejde. Emilie du har ikke nøgler?
Nej, selvfølgelig ikke, Anne, hylede hun.
Så må du gå sammen med os. Jeg efterlader ikke nogen her alene. Vi har alarm.
Emilie så ud som om, hun var blevet ramt af lynet.
Men jeg er slet ikke færdig! Jeg har et strygetøj, og jeg troede, jeg kunne hvile ud. Jens, sig noget!
Jens så usikkert fra mig til hende.
Anne, måske kan vi lade hende låne reservesættet? Hun gør jo ingenting forkert.
Nej, sagde jeg bestemt. Jeg står fast. Ti minutter så er vi ude.
Hele bilturen var tavs. Emilie surmulede bag rattet, Jens gned nervøst håndfladerne, og jeg følte mig iskold. Jeg havde allerede lagt en plan.
Senere ringede jeg til min veninde Tina, som arbejder som ejendomsmægler.
Tina, hej! Vil du hjælpe med at tjekke en Emilie Møller? Hun siger, hun er blevet smidt ud fra en lejlighed på Amager. Kan vi få opklaret, om det passer?
Det finder jeg hurtigt ud af, Anne! Svindel er rygtedannelse i vores branche.
Da jeg tidligere end planlagt stod i vores lejlighed, blev jeg mødt af kaos. Emilies kufferter stod åbne, tøj overalt. På stuebordet stod en tom vinflaske (vores årgangsvin til bryllupsdagen!) og en tallerken med rester af ost.
Det bedste ventede i badeværelset: ved siden af Jens tandbørste stod nu Emilies. I samme glas. Min egen var pludselig rykket over i hjørnet.
Så, skat, så starter vi krigen, hviskede jeg for mig selv.
Lidt senere kom Jens og Emilie glade hjem Emilie holdt ham under armen som en gammelteaterfrue.
Nøj, Anne er allerede hjemme! Vi købte ind til festmiddag! Jeg overtog køkkenet, så jeg kunne gøre morgenens misforståelse god igen.
Hun lagde laksefileter, avokado, dyre rejer på bordet.
Hvem betaler? spurgte jeg tørt.
Jens betalte! smilte Emilie. Hvad er penge, Anne, livet er nu!
Bag hende sendte Jens skræmmende blikke, men jeg ignorerede ham.
Emilie, du har i den grad gjort dig hjemme. Din tandbørste står sammen med min mands, vores vin er drukket. Søger du i virkeligheden efter en lejlighed?
Emilies smil døde. Hun blev hård i blikket.
Er du nervøs? Det burde du også være, Anne. Du flyder rundt i hjemmet i slåbrok, fodrer din mand med suppe! Mænd har brug for fest og farver se, hvordan Jens blomstrer op sammen med mig!
Ja, han blomstrer som en mælkebøtte i rendestenen, sagde jeg.
Så ringede telefonen det var Tina.
Anne, din Emilie har aldrig boet på Amager, men ejer selv en etværelses på Nørrebro. Hun er ved at renovere hele hytten og bor derfor ikke hjemme søger nok bare et bekvemt ophold for sig selv og måske også en mand. Hun er blevet skilt for nyligt og leder efter nummer tre. Glem catering-historien!
Tak, Tina! sagde jeg og lagde på.
Emilie begyndte at kokkerere, mens hun hundsede med Jens.
Hak løget, skat!
Jens, sagde jeg kom lige herhen. Emilie, hør lige efter.
Min tone fik dem begge til at fryse.
Jeg har lige fået at vide, at du lyver. Du ejer en lejlighed og er der ikke smidt ud. Du har bare ikke lyst til at bo midt i dit byggeri. Tænkte du, det var i orden at snyde og bruge os?
Emilie kogte fjernede forklædet og smed det på bordet.
Hvad skulle jeg ellers gøre? Bo i cementstøv? Kunne du ikke én gang i dit liv tage parti for en kvinde? Jens, du er så holdningsløs! Din kone bestemmer alt for dig og du hopper.
Jeg troede, du havde brug for hjælp du græd jo! sagde Jens forvirret.
Du er sgu ikke nogen gevinst, Jens. Jeg ville bare hygge mig lidt og slippe for mit rod. Troede, det kunne blive sjovt. Men med sådan en kælling, hun pegede på mig, dør man af kedsomhed! Hun vogter dig som en fangemutter!
Den “kælling”, sagde jeg roligt, ringer efter politiet om fem minutter, hvis du ikke er ude med alle dine ting sko, parfumeflasker og de hjemløse hjemmesko.
Emilie snøftede, greb kufferterne og rasede af sted.
Du ser mig aldrig igen! skreg hun. Og jeg fortæller ALLE på kontoret, Jens, at du bare er en fedterøv!
Hun smækkede døren bag sig. Så blev der stille.
Jens stod og stirrede tomt på lakser og avocado, som om det var månestøvede sten. Jeg fik næsten lidt ondt af ham. Næsten.
Nå, festens midtpunkt, sagde jeg og satte mig. Skal vi folde potentialet ud eller spise noget?
Jens satte sig, skjulte hovedet i hænderne.
Jeg er sådan en idiot, Anne.
Du sagde det selv, nikkede jeg.
Hun græd så meget. Jeg troede, hun havde det hårdt. Men hun ville bare bruge mig
Ja. Du må lære det: spørg konen først, når du bliver inviteret af fremmede damer.
Undskyld. Virkelig. Jeg ville føle mig som en helt men jeg blev bare til grin.
Godt du selv kan indse det nu. Men bare rolig, det gør vi ikke igen. Ikke en eneste kollega nær min hoveddør! Ikke, hvis huset brænder eller der lander et ufo på Nørrebro.
Aldrig! sværgede Jens. Kan vi ikke få lidt suppe?
Suppe får du. Selvfølgelig.
Jeg gik ud til gryden. Laks og rejer røg i fryseren til nytår måske. Nu skulle Jens bare have rigtig, dansk suppe. Ægte hjemmelavet mad. Lidt ligesom vores liv det kan godt tåle lidt krydderi, men ikke for meget pynt udenpå.
En uge senere kom Jens hjem og sagde, at Emilie havde sagt op. Hun havde prøvet at bagtale chefen, men Jens var gået forud for hende og fortalt sandheden i rygepausen. Hun blev til grin og gad ikke være der længere.
Tak for det, sagde jeg og vandede mine potteplanter. Nu kan vi trække vejret igen.
Emilies tandbørste røg ud samme aften. Tandkruset fik en kogning. Pladsen ved siden af Jens børste var atter min.
Historien blev en lærestreg: Ikke alt der glimrer, er guld. Og man skal stole på sin mand men kontrollere ham for en sikkerheds skyld. Også, hvis truslen kommer i lyserøde tøfler og med kuffert fuld af bortforklaringer.
For familielykke handler ikke om at lade alle komme indenfor. Det handler om trygge mure, hvor der kun skal være varmt og sikkert for to.
