Min mor talte ikke til mig i en hel uge dengang. Det var fordi jeg sagde til hende, at jeg ikke havde tænkt mig at tage til familiefesterne jule- og nytårsaften det år. Jeg sagde det roligt, forklarede hende, at jeg ikke magtede at gentage det samme cirkus år efter år. Siden den dag: stilhed over hele linjen.
Julen har nemlig aldrig været rolig i min familie. December var altid ensbetydende med uro, så længe jeg kan huske tilbage. Det begyndte dage inden med telefonkæder om at dele udgifterne diskussioner om, hvem der skulle købe flæskestegen, hvem der tog snapsen, i hvis lejlighed vi denne gang skulle samles. Der var altid én, der ikke deltog ordentligt. Min mor var gerne arrangøren, men alt foregik med kontrol og beklagelser. Forslog nogen noget andet, blev hun fornærmet. Hvis én ikke kunne lægge lige så mange kroner som de andre, blev det sladderemne.
Vi mødte altid op tidligere for at hjælpe, men hver en hånd blev mødt med kritik. Hvorfor jeg havde den trøje på, hvorfor jeg var blevet så tynd, hvorfor jeg havde taget på, hvorfor jeg stadig var single, hvorfor jeg skiftede job igen, hvornår jeg mon planlagde børn. Alt det lød, længe før vi overhovedet satte os til bords. Jeg har aldrig været den store fan af alkohol, men der blev altid skænket rødvin og snaps og presset på. Nægtede jeg, begyndte kommentarerne straks. Så var jeg kedelig eller mærkelig, og hvem skulle nogensinde få lyst til mig.
Efter maden ventede det akavede øjeblik: De samme fætre og kusiner, som hele året hviskede bag ryggen på hinanden, krammede opstillet for et gruppebillede. Tvangssmil, skåltaler om familien er det vigtigste og pæne ord, alt imens stikpillerne begyndte at dukke op under overfladen. Der var altid mindst ét skænderi inden midnat. Ofte over penge, nogen gange arv, somme tider gamle sår, der brød frem med snapsen. Jeg har set søskende undgå hinanden i flere måneder efter juleaften.
Nytåret var ikke meget bedre. Flere udgifter, endnu flere forventninger. Nye kjoler fordi sådan gør vi, store indkøb, hvor halvdelen endte i skraldespanden. Når jeg kom hjem i min lejlighed i København, var jeg træt og bar på en skyldfølelse. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg tvang mig selv med, blot for traditionens skyld, når det altid efterlod mig drænet og tom indeni.
Så da min mor igen begyndte snakken om familiekomsammen, sagde jeg blankt nej. Jeg forklarede roligt; jeg havde ikke lyst, jeg ville hellere bruge mine penge på noget andet, hellere tilbringe dagene i fred. Jeg sagde aldrig, at jeg ikke følte mig elsket, men nævnte bare, at det var mit eget valg. Hun så på mig uden et ord, og ændrede straks emnet. Siden har hun hverken ringet eller skrevet hun svarede ikke engang på mine beskeder.
Jeg ved, det føltes som et svigt for hende. For mig var det at sætte en grænse. Jeg skændtes ikke med nogen, jeg nægtede ikke at have en familie, jeg lavede ingen scene. Jeg valgte simpelthen ikke at dukke op. Alligevel føltes stilheden som en straf. Det gjorde ondt, for det var trods alt min mor. Men jeg var så træt af, at det eneste mål for at være en god datter var at ofre min egen ro år efter år.
Måske trak jeg mig for meget. Jeg aner ikke, hvor længe tavsheden strakte sig. Men for første gang forestillede jeg mig en jul uden skænderier, uden uendelige indkøb, uden falske smil og påtvungne kram.
Egentlig ved jeg ikke, om nogen ville råde mig til at tage af sted, bare for at være på god fod med min mor. Men sandheden er, at jeg længtes efter en jul, hvor jeg bare kunne trække vejret og være mig selv.
