Vennernes venners venners venner kom på besøg i ferien: Jeg ville ønske, jeg havde sagt nej.
Sidste år ringer en gammel veninde til mig og beder mig indtrængende om at lade hendes bedste venner bo hos mig i en uge. De havde besluttet sig for at slappe af ved stranden i vores lille landsby ved Vesterhavet. Jeg syntes, det var vanskeligt at sige nej, så jeg sagde ja. Dog forklarede jeg dem fra starten:
Det er højsæson, så jeg kan ikke give dem et værelse gratis. Men på den anden side har jeg heller ikke lyst til at tage penge for noget fra dine venner.
Min veninde svarede straks:
Kære, de betaler gerne. Penge er ikke et problem, de vil bare ikke tages ved næsen af nogen, der tager imod penge på forhånd og derefter ikke lader folk flytte ind eller smider dem ud midt i ferien.
Ja, dér faldt jeg i fælden. Havde jeg vidst, hvad ferien ville koste mig, havde jeg aldrig sagt ja.
Jeg var lidt utilpas med det, så jeg gav dem en pæn rabat. De fik et værelse til halv pris.
Så kom dagen! I stedet for den lovede familie ankom en teenagepige med en dreng på ti. Nå ja, besværligt, men de var jo venner. Problemet var bare, at de slet ikke følte sig godt tilpas på et tremandsværelse!
Vi hilste pænt på hinanden. Jeg prøvede at lave et lækkert måltid til dem, og efter middag viste jeg dem rundt i byen. Jeg ønskede dem en god aften og tog videre til mit arbejde.
Anden dag gik sønnike i gang med en vandpistol og ramte det tændte fjernsyn. Forældrene var i værelset, men det bremsede ikke drengens narrestreger. Parret undskyldte mange gange og lovede at betale for reparationen af fjernsynet, som desværre gik i stykker (venter stadig på at blive lavet). Jeg gav dem fjernsynet fra naboværelset ellers, hvad skulle de dog lave om aftenen?
Senere fik en af de venlige familier brændt min elkedel af. Undskyld, det var teenagepigen, der havde glemt at hælde vand i.
Som prikken over iet begyndte de nu at indrette værelset for det var for lille, sagde de. To ben knækkede: et fra natbordet og et fra bordet. For dem var det bare sjovt Haha, du har jo masser af møbler! Vi sætter benet fast med tape, så går det nok. Og natbordet bliver bare understøttet af noget ikke noget særligt, sagde de.
Kulminationen var en meget støjende fest, der sluttede først klokken to om natten. Med råb og fuldemandslatter. Da jeg bad dem dæmpe musikken allerede ved elleve-tiden, fik jeg svaret:
Slap nu af, vi har jo betalt. Det er fair nok, de skruede først lidt ned efter jeg sagde det anden gang.
Der var ingen mening i at diskutere med fulde gæster, så jeg ventede til næste dag. Dagen efter tog jeg en snak med parret og sagde helt ærligt til dem, at sådan en opførsel ikke var acceptabel. De var jo ikke de eneste gæster. Jeg bad dem også lige være lidt mere opmærksomme på mine ting.
De trak lidt på skuldrene, tydeligt irriterede:
Vi har jo betalt!
Jeg blev vred:
Tak fordi I kom, fordi I kendte mig gennem en veninde ellers var I ikke kommet her!
Efter det begyndte de at opføre sig pænere, og der var ikke mere der gik i stykker. Men venskabet sluttede der.
Vi taler ikke sammen mere. Det forhindrede dem dog ikke i at tage både de gaver og souvenirs, jeg havde gjort klar til dem og til vores fælles veninde. Samtidig forsvandt også to store badehåndklæder og et viskestykke i hør fra værelset.
Det skal siges, dette var min venindes allerbedste venner. Hun og jeg har kendt hinanden siden gymnasiet, indtil hun flyttede til Aarhus og blev gift. Hun plejede at beskrive sine venner som søde og velopdragne mennesker. Hvis det virkeligt var tilfældet, kunne de have holdt ferie hos mig hver sommer.
Men det blev ikke sådan. Min veninde sagde ikke meget i lang tid, men under en samtale nævnte hun så, at de ikke havde nydt ferien:
De sagde, jeg var efter dem hele tiden og ødelagde stemningen. Selvom de ovenikøbet havde betalt mange penge for opholdet!
Det undrer mig ikke, men med de penge, de betalte, kan jeg ikke engang erstatte fjernsynet, elkedlen, bordet, natbordet, sengetøjet og håndklæderne. Dertil kommer, hvor irriteret og stresset jeg blev, og klagerne fra de andre gæster. Det påvirker også mit ry, og til næste år kan turisterne vælge et andet sted.
Men jeg har lært meget og ved nu, at det nogle gange er bedst bare at sige nej.
