Det her er ikke bare en flygtig affære, Karen. Jeg har levet et dobbeltliv i sytten år, sagde Anders, mens han nervøst snurrede en kuglepen mellem fingrene ved sit skrivebord.
Hvis det er en joke, så har du virkelig dårlig humor, svarede Karen forvirret.
Flere uger havde hun fornemmet, at noget var galt med hendes mand. Anders havde altid været opslugt af sit arbejde forretningsrejser tit og ofte, sene aftener på kontoret, al den stress. Men en datter? Hvor kom hun fra?
Det er alvorligt. Det er virkeligheden. Nærmere bestemt: nu er det også vores virkelighed.
Han rejste sig langsomt og gik hen til vinduet.
Hvad? Vi har været sammen i seksogtyve år. Vi har to voksne sønner, der læser i udlandet. Vores familie har aldrig slået sprækker. Og nu siger du, at du har en datter på femten? Har jeg hørt rigtigt?
Du hørte rigtigt, Karen. Men det er ikke det hele.
Hun stivnede. Hendes tanker kunne ikke følge med.
Hun skal bo hos os. Fra næste uge. Det er ikke til diskussion. Der er ikke andre muligheder.
Du beder mig ikke engang om min mening du fortæller mig bare, hvordan det er? Hvis jeg ikke kan acceptere det, kan jeg smutte, er det sådan?
Lad nu være med at overdrive. Jeg vil ikke skilles. Det er bare sådan, det blev, sagde Anders træt.
Hvis du har mere, må du sige det nu. Jeg skal tilbage på arbejde, selvom min frokostpause tydeligvis er slut, sagde Karen koldt.
Gå du bare, sagde Anders kort uden at vende sig fra vinduet.
Karen forlod kontoret, mens hun desperat forsøgte at holde styr på sine følelser. Alt snurrede for hende.
Karen Møller, er De okay? Vil De have et glas vand? spurgte sekretæren bekymret.
Nej tak. Ring efter en taxa til mig jeg kan ikke køre, svarede hun skarpt.
Om fem minutter holder der en bil klar ved hovedindgangen, sagde den unge kvinde.
Tak, mumlede Karen, mens hun gik ind i elevatoren, og tårerne endelig fik frit løb.
Hun tastede et nummer.
Birgitte, jeg kommer ikke på kontoret i dag. Flyt alle mine aftaler. Gør hvad der skal til.
Tyve minutter senere stod hun foran svigermors rækkehus på Frederiksberg.
Inge, vidste du, at Anders har en datter med en anden kvinde? spurgte hun hårdt.
Den ældre kvinde sukkede og nikkede.
Ja, det vidste jeg. Jeg mødte hende, da hun var elleve. Kan du huske mit hjerteanfald? Anders blev bange og besluttede, at jeg skulle kende til mit barnebarn.
Du kalder hende allerede for dit barnebarn? Flot, sagde Karen bittert.
Hvad skulle jeg have gjort? Vende hende ryggen? svarede svigermoren stille. Hvis jeg havde vidst det for femten år siden, ville jeg gøre alt for at forhindre det. Men hun er her nu. Anders’ blod løber i hendes årer.
Karen så på hende med en smerte, hun aldrig før havde kendt.
Hvorfor sagde du ikke noget?
For at skåne dig for den smerte, du nu føler, svarede Inge blidt.
Karen brød sammen i gråd og kastede sig ind i hendes favn.
Det skal nok gå, min pige. Du har styrken.
Jeg skylder ingen noget! udbrød Karen pludselig. Han byggede et andet liv, og nu skal jeg bare tilgive og acceptere det?
Du må tale med din mand og finde ud af sandheden, svarede svigermoren.
Lige nu kan jeg ikke engang se på ham.
Ugen gik. De sagde ikke ét ord til hinanden. Pludselig, en dag, kom Anders hjem med pigen.
Kom ind, min skat, her skal du bo fra nu af. Karen Møller din… bonusmor.
Karen knyttede hænderne, men tvang et smil frem.
Hyggeligt at møde dig.
Pigen så på hende med isblå øjne præcis som Anders.
I lige måde. Jeg håber, vi bliver gode venner.
Astrid var høflig og klog. Inden for få uger vænnede Karen sig til hende, men over for Anders forblev hun iskold.
En dag ville Karen skilles. Inge bakkede hende op.
Det ville jeg også have gjort, indrømmede hun.
Astrid led under det. Karen besluttede sig for at tage en snak.
Astrid, kan vi tale sammen?
Pigen græd.
Mor, vær sød ikke at gå fra os. Jeg holder af dig.
Karen krammede hende hårdt.
Det gør jeg også, min skat.
Næste morgen gik hun ind til Astrid.
Op. Vi spiser morgenmad og tager ud sammen.
Hvorhen?
Det er en overraskelse.
Tyve minutter senere gik de gennem Københavns gader.
Hvor er vi?
Karen standsede og smilede.
Vi skal besøge din mor. Vi køber blomster og siger tak for dig.
Astrid kastede sig i armene på hende, og alting svævede for et øjeblik i noget, der føltes som et eventyr af lys og tåge.
Det her er ikke bare en midlertidig affære, Victoria. Jeg har levet et dobbeltliv i sytten år, sagde…
