For længe siden, i en tid hvor verden gik en anelse langsommere, sad et ægtepar ved køkkenbordet i en lejlighed i København og spiste aftensmad. Begge var fordybet i deres egne mobiltelefoner, alt imens sild og rugbrød langsomt forsvandt fra tallerkenerne.
Hvad er det, der er så spændende? spurgte konen, Ida, hende der altid havde det lune glimt i øjnene.
Jeg ser blot på FCKs kamp på lørdag. Hvad tænker du, skal vi tage afsted? svarede hendes mand, Svend, med den karakteristisk rolige, fynske dialekt.
Hun sukkede og lagde mobilen fra sig. Jeg har lige læst endnu en af de historier om mænd, der bare forsvinder. Det skræmmer mig, indrømmede hun.
Svend så op. Virkelig? Hvad skriver de om mændene?
Der står, at en mand gik ud for at smide skraldet og han kom aldrig tilbage. Nu er det fem år siden, og ingen ved hvor han er.
Ja, jeg har også hørt om sådan noget. Mændene bliver grebet af pludselig hukommelsestab, og konerne bliver vanvittige af undrende spørgsmål og skænderier, sagde Svend og rystede opgivende på hovedet.
Hold nu op med det sludder, kom Ida hurtigt igen. Du tog ikke engang skraldet med i morges. Hvem venter du på? Og hvor er min nye striktrøje blevet af?
Den ligger ovre i skabet på midterste hylde. Men hvorfor vil du have min nye trøje på for at smide skraldet?
Ida trådte ind i soveværelset og så til sin overraskelse, at Svend var i færd med at tage helt nyt tøj på, endda en ny frakke fra Magasin.
Hvorfor putter du pengepung i lommen bare for at gå ud med skraldet? Og hvorfor har du klædt dig sådan på?
Hvis nu jeg glemmer hvem jeg er, så tager politiet mig ikke bare med til Sankt Hans eller natvarmestuen men sætter mig et ordentligt sted. Hvis jeg havde hus-tøjet på, ender jeg bare som hjemløs på Halmtorvet.
Skulle du ikke bare tage dit sygesikringsbevis med for en sikkerheds skyld?
Nej, så smider jeg det sikkert ud sammen med skraldet og så mister jeg helt hukommelsen, svarede Svend teatralisk.
Hold nu op med dine løjer. Du overdriver altid det hele. Tag nu det pæne tøj af; jeg skal nok gå ud med skraldet, sagde Ida bestemt.
Okay, så går jeg ind i stuen og læser om fodbold, nynnede Svend, og sådan forsvandt han ind til weekendens kampe, mens Ida smilende rystede på hovedet og samlede skraldeposen op og både København og verden gik uforstyrret videre.
