Bedstemor Rachels luftige boller: En rejse hjem til minder, kærlighed og opskriften, der samler gene…

Bedstemors Boller

For første gang i mine tyve år som gift, skulle jeg rejse alene på ferie. Ikke mere end to dage, bare en tur frem og tilbage, til en gymnasieårlig gensynsfest. Min mand havde sagt nej, fordi den del af mit liv tilhørte kun mig, og han ville ikke blande sig. Det passede mig, for formålet med rejsen var meget andet end bare gamle klassekammerater der var en særlig grund, som kun vedkom mig.

Jeg så mine gamle klassekammerater. Det gik fint. Ligesom altid: først praler alle lidt af, hvad de har udrettet, og efter et par glas snaps begynder man at beklage sig over livets bump.

Da jeg fandt chancen, gled jeg væk. Nogle sagde jeg, jeg snart var tilbage. Andre skulle der alligevel ikke forklares noget til. Min gamle veninde fra gymnasiet, Karen, satte mig af ved kirkegårdens port.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, så jeg vandrede lidt i blinde. Over en time vandrede jeg rundt med buketten af hvide roser presset mod brystet, sprang forsigtigt henover andres grave, men kunne ikke finde bedstemors navn. Luften var trykkende, jeg var tørstig og havde mest lyst til at hyle.

Der var tre timer til, jeg skulle flyve. Hvordan skulle jeg finde hende? Med gråd og frustration begyndte jeg at råbe, som jeg gjorde som lille: Bedste, bedste! Hvor er du?

— Hvad hedder hun? Hvad er efternavnet? kom der pludselig en rusten mandsstemme. Af forskrækkelse tabte jeg blomsterne.

— Rolig nu, jeg er ikke et spøgelse, jeg arbejder bare her, sagde et hoved med uregerligt hår fra en nys udgravet grav. Jeg kunne lugte lidt sprit, han havde en skovl i hånden.

— Inger… Inger Hansen. Min bedstemor. Jeg er aldrig før kommet på hendes grav.

— Kom, sagde manden myndigt og traskede af sted i stik modsat retning af mine egne søgen. Ti-femten minutter senere stod jeg foran sort granit, hvor der stod: “Inger Hansen.”

— Hvordan kan du vide, hvem er hvor? spurgte jeg.

— Ja, se nu her, sagde manden og pegede på stenen, — sådan en grav ser du kun én gang.

Jeg læste: Jeg efterlader opskriften på mine luftige boller til børnebørn og alle jer andre. Nyd det! Elsk hinanden. Bedste Inger. Mit hjerte hamrede, jeg kendte hendes håndskrift. Og under det: netop den opskrift, som min mor engang lærte mig. Jeg slap udmattet ned på en vakkelvorn bænk.

— Din bedstemors en slags berømthed her, sagde manden, mens han trak på en cigarillo. — Alle kendte hende. Må ha været kvik. Det må man give hende, — han blinkede til mig med sit hævede øjenlåg. — Og hun lavede gode boller, især som tilbehør til en lille en.

Jeg trak nogle sedler op af pungen og rakte dem til ham:

— Vil du ikke lade mig være alene lidt? Jeg har så meget, jeg må tale med min bedstemor om.

Han gik, og jeg lagde min jakke ud og lagde mig på den varme sten, armene omkring hendes navn, som om det var det mest naturlige i verden.

Bedste, hviskede jeg, jeg bor i Danmark, som du ønskede. Jeg har familie: mand og to dejlige døtre dine oldebørn. Jeg arbejder som sygeplejerske. Det er hårdt arbejde, men folk respekterer det. Vi har en god lejlighed. Vi har rejst verden rundt. Alt er tilsyneladende fint, men glæden i hjertet har været væk længe. Min mand og jeg er fremmede for hinanden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lever, eller for hvem?

En lun vindstrøm gik over mig. Jeg lyttede. Som barn lød sommeraftener ens fårekyllinger, blade, græsset der hvisker. Åh, Bedste! Hvor jeg savner dig! Gråden piblede ud, jeg tørrede ikke engang kinderne. Ingen steder i verden følte jeg mig så godt tilpas som hos dig.

Jeg lukkede øjnene. Bedste dækkede bordet roligt, som altid: skål med de luftige boller, grød, hjemmelavede syltede agurker. Hendes varme hænder strøg mit hoved. Lille ven, sagde hun, vent ikke på, at nogen skal gøre dig lykkelig. Lad dig ikke lokke af ting og sager. Hos dig er kun en dråbe kærlighed, og du tror, det er for lidt at give væk men jo mere du deler, desto mere får du selv.

— Sover du her? lød det pludselig. Jeg for sammen. Samme mand stod der med skovlen. — Jeg har boller med, min kone bagte dem i dag. Og lidt hjemmelavet hvidtøl.

Det kom belejligt. Jeg opdagede, hvor sulten jeg var. Taknemmelig tog jeg imod og kiggede automatisk på klokken: Mindre end en time til flyet. Det var det jeg ville aldrig nå det.

— Hvordan får jeg fat i en taxa? Er der overhovedet taxaer her? Jeg turde ikke andet end at gå i panik.

— Kom nu, sagde manden og tog mig bestemt ved hånden. Ti minutter senere sad jeg permanent i en taxi mod lufthavnen.

Så slog det mig som et lyn gennem kroppen: Min taske med pas, billet og penge lå på bænken ved bedstemor.

— Vi må tilbage, jeg BER dig! råbte jeg til chaufføren.

Han bandede og lavede en U-vending. Pludselig stod manden med min taske ude på vejen. Hans gamle cykel væltede ved siden af.

— Her, tag nu din taske, sagde han forpustet.

Jeg omfavnede ham som en nær. Jeg trak en 500-kroneseddel op af pungen.

— Nej, jeg gør det ikke for pengene, kun for bedste. Jeg kigger ofte forbi hende. Sætter mig og snakker. Så føles hjertet varmere, og jeg har mindre trang til øl.

Da jeg sad i flyet, blev jeg overvældet af taknemmelighed over for den mand, bedstemor førte mig sammen med. Og for taxa-chaufføren, som lod mig græde uden spørgsmål hele vejen. Og for de fremmede mennesker, der skriver bedstemors bolle-opskrift af stenen for at glæde deres egne. Og min mand, der, trods alt, ikke kan gøre mig tilfreds. Og mine døtre, der, selv hvis de ikke altid lytter, dog er til.

Mine kære, mine elskede! Min kloge bedstemor Inger har vist mig vejen tilbage. Lært mig, at ingen gør mig lykkelig, hvis jeg ikke selv begynder at være varme, glæde, tryghed og energi for andre.

Jeg fandt opskriften på bedstemors boller på min telefon og kom ubevidst til at le højt. Jeg endte med at forklare kvinden ved siden af min glæde. Hun bad straks om opskriften, videresendte den til sin veninde, og snart var hele flyet i gang med at dele historier om bedstemødre og barndommens minder. Da vi landede, var vi ikke længere fremmede.

Da jeg kom hjem, var huset tomt: døtrene i skole, manden på arbejde. Jeg tog et bad og gik i gang med at lave dej til boller.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

sixteen − 12 =

Bedstemor Rachels luftige boller: En rejse hjem til minder, kærlighed og opskriften, der samler gene…
Sort kat. Byens larm var ulidelig. Oline boede midt i København, tiende sal, omgivet af støj fra biler, airconditionanlæg og menneskestemmer – og denne hede, hvor vinduerne umuligt kunne lukkes. To uger ferie var alt, hun havde; hun håbede bare at slippe lidt væk fra det summende kontorlandskab, hvor alle talte, sladderen fløj og alle kæmpede for deres plads i solen. Hun længtes efter ro og fred. Som 46-årig boede hun alene i en stor lejlighed, og byens jag føltes efterhånden trættende. Oline besluttede sig for at leje et lille sommerhus ude på landet – bare nogle dage væk fra civilisationen. Det tog lang tid at finde det rette stedet, men til sidst fandt hun en lille landsby omkring 150 kilometer fra København. Prisen var rimelig, billederne lovende, og efter at have talt med ejeren, Annette, bookede hun huset. *** Landsbyen bød hende velkommen med duften af marker, summen af insekter og nysgerrige blikke fra beboerne. Huset var lille, men hyggeligt. Udlejeren, en ældre dame i 60’erne, viste hende rundt og overleverede nøglen. – Nyd nu freden, her er godt at være. – Tak, det er lige det, jeg trænger til. Det var stille i landsbyen – de fleste var pensionister. Der voksede kirsebærtræer i haven, og blomster var sået i bede, dog lidt tilgroede. Et gammelt, skævt plankeværk indrammede grunden og føjede charme til det hele. Oline gik en tur rundt i området. De få lokale, hun mødte, kiggede nysgerrigt på hende, men var ikke fjendtlige. Inde midt i landsbyen fandt hun en lille købmand, et udvalg af mælk, rugbrød, pålæg og sæbe. Bag disken stod en dame i 50’erne. – Hvad kunne du tænke dig? – Jeg ser bare, hvad jeg skal have til morgenmad. Kan jeg få tre hundrede gram spegepølse? Og frisk rugbrød. – Hvor er du fra? – Jeg har lejet sommerhuset nr. 23 i en uge. Jeg hedder Oline. – Jeg er Mette. Nå, det hus? – Ja, det ikke så langt herfra. – Aha, – sagde Mette eftertænksomt. – Det er det gamle hus efter fru Eufemia. Du er modig. – Hvorfor det? Jeg har lejet af Annette. – Annette er datter til Eufemia, bor ovre i byen nu. Eufemia døde for et år siden. Hun var… noget for sig selv. Var du ikke bange for at bo der? – Var hun en heks eller hvad? – Nej, hun var bare… sær. Folk holdt sig væk fra hende. Hendes gamle veninde, Clara, bor overfor. Måske fortæller hun noget, hvis du spørger. Men huset dér… der er noget mørkt over det. Nogen har prøvet at bo der, de forsvandt hurtigt igen. Siges, det var uhyggeligt. – Jeg synes nu, det virker hyggeligt. Trænger bare til at slippe væk fra byen, det er alt. – Du skal bare passe på, man ved aldrig. – Tak, – sagde Oline og tog sin mad. – Og gå nu ikke rundt udenfor om natten – der er både hunde og vilde dyr rundt herude, – råbte Mette, da Oline gik ud. *** Dagen gik på hæld. Oline skulle for første gang sove i huset. Hun lukkede alle vinduer og døren – det var trods alt lidt skræmmende at skulle sove alene i et fremmed hus. Udenfor gøede hundene, og man kunne høre cikader og fugle. Hun lavede let aftensmad og hev en bog ud af reolen. Langsomt blev hun søvnig og slukkede lyset. Hun havde det varmt og hyggeligt under dynen. Men hun nåede ikke at falde helt i søvn. Pludselig lød der et bump. Hjertet hamrede. Oline lyttede intenst. ”Det er nok bare mus,” tænkte hun – og selv om hun ikke brød sig om dem, hører de jo til på landet. Det bankede igen. Svagt og fjernt. ”Hvad hvis nogen er brudt ind?” Hjertet bankede vildt, og hun turde ikke røre sig. Så lød et brag fra køkkenet, og Oline blev stiv af skræk. Hvis det var indbrudstyve, var det bedst ikke at lade dem se hende. Støjen døde ud, men Oline fik ikke lukket et øje før det blev lyst. Morgenen gjorde værelset venligt og lyst, og frygten forsvandt lidt. På køkkenbordet lå en vissen marguerit – som hun helt sikkert ikke havde lagt der. Vinduer og døre var låst. Havde nogen været inde? Havde hun overset blomsten? Hun huskede Mettes ord om Eufemia: ”Hun var noget for sig selv…” ”Ej, hold nu op med den overtro,” sagde Oline til sig selv. Hun gik en lang tur for at distrahere sig. Da aftenen faldt på, spekulerede hun over, om natten ville gentage sig. Hun lukkede og låste alt igen, men kunne ikke sove. Igen lød der svage lyde fra køkkenet. Skrækken krøb ind i hende. Var det Eufemias ånd? Hun måtte gøre noget: enten tage hjem før tid eller finde ud af, hvad der foregik. *** Dagen efter købte hun lommelygte i købmanden, men nævnte ikke noget om nattens hændelser. Om dagen virkede huset stille og trygt. Om aftenen satte Oline sig i køkkenet med lommelygten parat. Mørket faldt på, og stilheden blev næsten larmende. Pludselig kom der et bump. Hun rettede lommelygten mod lyden. En stor sort kat sad på skabet og så på hende med grønne øjne – skræmt og nysgerrig. Bare en kat! Oline trak vejret lettet. – Hvor kom du fra? Katten svarede ikke, men satte af og forsvandt ud i mørket. Underligt. Hvordan var den kommet ind – og hvorfor? Næste dag spurgte Oline Clara, naboen overfor, ved lågen. – Undskyld… Jeg bor i huset overfor, og der kommer en sort kat om natten. Ved du, hvem den tilhører? – Den tilhørte Eufemia. Hun døde, og katten, Sort, blev. Annette ville ikke have ham, så han strejfer nu. Han var Eufemias følgesvend. Jeg giver ham lidt mad af og til, men han vil ikke væk fra sit gamle hjem. Måske leder han efter sin gamle frue. Synd for ham. – Han skræmte livet af mig. Nogen siger, hans ejer var en slags heks… Clara svarede ikke. – Han er en god kat, – sagde hun så. – Hun kunne lide ham. Han gik aldrig til dem, han ikke kunne lide. Smart kat. Han har valgt dig. Tag ham med. – Med hjem? – Ja. Måske giver han dig held. Oline tænkte over det, men valgte at begynde med at fodre ham. Den nat spiste Sort alt maden. *** Sidste dag nærmede sig. Oline følte sig gladere og fyldt af ny energi. Hun satte mad frem til Sort og drak en kop te. Pludselig stod katten i døren, mjavede, spiste lidt og listede så hen til hende. Han lagde sig på hendes skød og spandt. – Nå, gamle ven, jeg rejser i morgen. Sort mjavede og hoppede op på hendes knæ. – Hvad gør jeg dog med dig? Han blev liggende længe, før han forsvandt ud i natten. Om morgenen pakkede Oline. Ved lågen sad Sort og ventede. – Følger du mig? Han smøg sig om hendes ben og mjavede. – Nå ja, hvem ved – måske skal du med ind til byen? Hun tog katten op, og han fulgte frivilligt med. Turen hjem gik roligt, Sort sad tålmodigt. I lejligheden fik han lov til at udforske sit nye hjem. *** Sort viste sig hurtigt som både klog og renlig. Han sov ved hendes side, spandt på skødet og gav hende det særlige selskab, kun en kat kan give. Sådan blev Olines ensomhed med ét forvandlet – hendes nye, sorte ven glemte hun aldrig.