Lisbeth, nu må du altså være blevet skør på dine gamle dage! Du har både børnebørn og oldebørn, hvad skal du med et bryllup? sådan reagerede min søster Helle, da jeg fortalte hende, at jeg skulle giftes.
Men jeg kunne jo lige så godt få det gjort. Om en uge skal Allan og jeg på rådhuset og give hinanden vores ja, og det tænkte jeg, at Helle burde vide. Jeg vidste dog godt, hun nok ikke ville komme med vi bor trods alt i hver vores ende af landet. Og vi skal altså heller ikke holde noget stort med råb og skål, sådan noget magter vi ikke som 60-årige. Vi har valgt at gøre det stille og roligt, bare os to.
Egentlig kunne vi bare have undladt alt det med papirerne, men Allan går meget op i det. Han er helt gammeldags romantiker: holder døren for mig, giver mig armen, når jeg hopper ud af bilen, og hjælper mig i frakken. Han insisterer han kan ikke holde ud bare at bo sammen uden at være rigtigt gift. Han sagde til mig: “Er jeg en knægt eller hvad? Jeg vil have noget, der er for alvorligt.” Og hvis du spørger mig, så er Allan virkelig lidt af en knægt af sind, selv med det grå hår. På hans arbejde taler de altid pænt til ham, han er respekteret og bliver kaldt Hr. Madsen. Men når han ser mig, bliver han som en dreng igen og kan finde på at tage mig og snurre mig rundt midt på gaden, så jeg dårligt ved, hvor jeg skal gøre af mig. Jeg bliver helt flov og siger: “Allan, folk glor!” Men han siger bare: “Jeg ser ikke nogen andre end dig!” Og det føles faktisk sådan lige dér er det kun ham og mig i hele verden.
Men jeg har jo også Helle, og jeg var nervøs over at fortælle hende det hele. Jeg var bange for at få hendes fordømmelse i stedet for opbakning, som jeg egentlig havde allermest brug for. Men jeg tog mig mod til og ringede.
Jamen, Lisbeth dog! sagde hun helt forbløffet, da jeg sagde, jeg skulle giftes det er jo kun et år siden vi sagde farvel til Peter, og nu har du allerede fundet en ny! Jeg vidste godt, det ville chokere Helle, men jeg havde nu ikke regnet med, at det var Peter, hun ville være sur over.
Helle, jeg husker det da, afbrød jeg hende, men hvem bestemmer, hvor længe man sørger? Kan du sige mig, hvor mange måneder der skal gå, før jeg må være lykkelig igen, uden folk snakker?
Hun tænkte lidt over det og sagde: For pænhedens skyld burde du vel vente fem år.
Så jeg skal sige til Allan, vent du lidt, jeg har lige fire år mere i sort tøj, så kan vi snakkes ved?
Der blev stille.
Hvad hjælper det? Tror du virkelig, man efter fem år undgår sladder? Folk skal nok altid finde noget at snakke om. Men det er altså dig, jeg helst vil have støtte fra, Helle, og hvis du siger, jeg ikke skal, så dropper jeg brylluppet.
Altså, jeg vil ikke være årsag til noget, gift jer endelig, men bare så du ved det, jeg fatter dig simpelthen ikke. Du har altid været stædig, men jeg troede ikke, du skulle blive så excentrisk på dine gamle dage. Ha dog lidt pli og vent et år mere! Men jeg stod fast.
Hvad hvis Allan og jeg kun har det ene år tilbage? Skal vi så bare vente?
Helle begyndte at snøfte.
Gør nu bare, hvad du vil, sagde hun træt. Jeg forstår jo godt, man gerne vil være glad. Men du har jo haft et langt og godt liv
Jeg grinede.
Mener du virkelig det, Helle? Synes du virkelig, jeg har virket lykkelig alle de år? Det troede jeg jo selv. Men nu har jeg fundet ud af, jeg mest har været sådan en arbejdsbi knoklet og holdt ud uden at opdage, at livet kunne være noget andet end et langt kapløb.
Peter var god. Vi opfostrede to piger sammen, og nu har jeg fem børnebørn og et oldebarn. Familie var alt for ham, og jeg sagde aldrig imod. Vi knoklede begge for børnene, så for børnebørnenes skyld og jeg så aldrig rigtig mig selv. Da ældste pige blev gift, havde vi sommerhus, men det var slet ikke nok Peter ville have, vi skulle have vores eget oksekød og hele baduljen for børnebørnene. Så vi lejede et stykke jord i Midtjylland og slog os ned der. Allan og jeg lagde armene i blød alle døgnets timer. Køer, grise, høns, man gik sent i seng, stod tidligt op og vi kom nærmest kun i byen for at købe byggematerialer, aldrig for fornøjelsens skyld. Veninderne ringede den ene havde været på ferie med sit barnebarn, den anden i teatret og jeg havde knap tid til at komme i Brugsen!
Flere gange sad vi uden brød, for dyrene skulle jo altid passes. Men jeg trøstede mig med, at vores piger og børnebørn aldrig manglede noget. Den ældste fik da byttet bilen ud, den yngste lavede ny stue så lidt havde vores slid da båret frugt. Men en dag kom min gamle kollega Bodil forbi sommerhuset og sagde:
Hold op, Lisbeth, jeg troede, du nød at bo herude, men du ser da helt udslidt ud! Hvorfor gør du det her mod dig selv?
For børnene, sagde jeg.
Ja, men de klarer sig jo selv! Leve lidt for din egen skyld, Lisbeth!
Jeg tænkte ikke mere over det dengang hvad betød “leve for sig selv”? Men nu ved jeg, hvad det betyder: at kunne sove længe, gå en tur i Rema uden stress, tage i svømmehallen, tage på skovtur for sjov. Og børnene lever stadig, de mangler intet. Jeg ser alting på ny selv så fjollede ting som at sparke til bladene på en gåtur får mig til at smile. Jeg elsker endda regnen nu, for jeg kan sidde på en hyggelig café og bare kigge ud i stedet for at løbe rundt efter får i mudder. Jeg har opdaget, hvor flot skyer og solnedgange kan være, og hvor dejligt det er bare at gå og høre sneen knase. Og alt det lærte jeg faktisk af Allan.
Efter jeg mistede Peter, gik jeg bare rundt som i tåge. Det gik så hurtigt hjertet stoppede, og inden ambulancen kom, var han væk. Børnene solgte det hele, satte mig tilbage til byen. Jeg vågnede klokken fem hver morgen, gik hvileløst rundt og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Og så dukkede Allan op.
Han boede ovenpå og hjalp os, da vi flyttede. Han sagde senere, han overhovedet ikke havde set mig som noget romantisk i starten, kun som en slukket sjæl, der behøvede lidt omsorg. Han lokkede mig med ud i Søndermarken vi sad på en bænk, han købte is, og så gik vi om til søen og fodrede ænderne. Jeg har haft ænder i årevis i sommerhuset, men aldrig før haft tid til bare at iagttage dem. De er jo så sjove! Pjasker rundt, dykker og vælter rundt for at fange brød.
Hvor er det mærkeligt, man kan stå her og bare kigge på ænder, sagde jeg hjemme var der aldrig tid, de skulle jo bare passes.
Allan grinede og tog min hånd: Bare vent, jeg skal nok vise dig, hvor meget mere der er i livet. Du skal nok blomstre igen.
Og han fik ret. Jeg er som et barn, der opdager verden på ny hver dag, og alt det triste er forsvundet. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg faktisk ikke ville kunne leve uden Allan. Og ja, det føltes helt ægte jeg havde brug for ham, som han var her og nu.
Mine piger synes ikke, det er let. De syntes, jeg svigtede mindet om deres far og blev direkte vrede. Jeg følte mig skyldig, men jeg kunne intet ændre. Allans børn derimod blev rigtig glade; de sagde, de nu var trygge for deres far. Så manglede jeg kun Helles reaktion og den har jeg udskudt i det uendelige.
Hvornår skal I så giftes? spurgte hun efterhånden opgivende.
På fredag.
Ja, hvad kan jeg sige? Held og lykke med kærligheden i alderdommen, sagde hun tørt.
Fredag morgen købte Allan og jeg lækkert ind til to, fandt pænt tøj frem, bestilte en taxa og kørte til rådhuset. Og jeg stod helt paf, da vi trådte ud foran lå min døtre med deres mænd og børn, Allans børn med familie, og midt i det hele stod Helle med en stor buket hvide roser og smil helt ind til tårerne. Helle! Er du virkelig kommet hele vejen for det her? spurgte jeg.
Ja, jeg vil jo lige se, hvem du går hen og bliver gift med! grinede hun.
De havde koordineret det hele bag min ryg de sidste dage og booket et bord på en hyggelig café til os allesammen.
Forleden fejrede Allan og jeg forrest bryllupsdag. Han er blevet en fast klippe i min familie, og jeg skal stadig knibe mig i armen. Tænk, at det her virkelig er mit liv jeg er virkelig så lykkelig, at jeg næsten tør ikke sige det højt.
