Et uheldigt valg
Jeg har taget en beslutning du må ud og arbejde.
Hvad Jens havde regnet med, dengang han fremsagde denne idé, står stadig hen i det uvisse, men Marie var bestemt ikke begejstret.
Ud og arbejde? Jens, har du glemt, vi har Mads? Han er tre år, ikke treogtredive. Han kan dårligt nok gå i børnehave endnu, og du vil have mig til
Lyt nu engang, insisterede han og gav hende et bestemt blik Jeg forstår godt, det kan være trættende at passe et lille barn. Særligt efter arbejde. Hvis du er udmattet intet problem! Så hyrer vi en barnepige. Ja, det koster penge. Men jeg vil ikke have, at du ikke arbejder.
Marie satte skålen med havregrød, som hun havde lavet til Mads, fra sig.
Vent nu. Forstår jeg det rigtigt? Du vil have, at jeg skal ud og arbejde, og så hyrer vi en barnepige til ikke at skulle passe på Mads selv?
Netop!
Hvad er egentlig logikken i det? Hvis du er villig til at bruge penge på en barnepige til vores søn, hvorfor så ikke lade mig passe ham? Synes du, mit arbejde med at opdrage Mads er mindre værd end en vildt fremmed kvindes?
Jens havde næsten ventet det svar.
Marie, det handler ikke om penge eller værdien af dit moderskab, forklarede han Det er et princip. Forstår du? Bliver du hjemme, mister du kontakten med livet udenfor. Du ender med kun at tale med andre mødre fra børnehaven om bleer og flyverdragter. Nej, nej, nej. Alle bør arbejde.
Han tav, så hans visdomsord kunne synke ind hos hende.
Desuden, tilføjede han barnepigen skal kun hente Mads fra børnehave, en times tid eller to. Det koster ikke alverden. Jeg har regnet på det. Vi kan klare det.
Men det er jo ikke nok kun at hente barnet. Nogen skal også passe ham om aftenen, følge ham til børnehaven og tage barnets sygedage…
Flot regnet ud, Jens. Du er en sand økonom, måske, sagde Marie tørt Smider din kone ud i arbejde, så hun er ved at gå i stykker begge steder, og stadig skal passe barnet.
Overdriv nu ikke, sagde Jens med et stramt udtryk Det bliver så ensformigt for dig at være hjemme. På arbejde kan du udvikle dig. Jeg siger jo heller ikke, du skal være rengøringsdame.
Efter to ugers opslidende, men ordløse forhandlinger opgav Marie. Hun fandt hurtigt nyt arbejde: kundekonsulent i en mindre transportvirksomhed, der leverede kontorartikler. Fireogtyve tusind kroner om måneden. Ikke den store sum, men dog et job!
Så begyndte en ny tid i deres familie.
Maries arbejdsdag startede klokken 8:30 og sluttede først klokken 19. Fem dage om ugen.
Morgenerne var kaotiske. Jens stod op 7:30 for at nå sit ifølge ham vigtige arbejde, og nåede gerne sin morgenmad, men hans bidrag til løjerne bestod mest i små kommandoer.
Marie, har du pakket ekstra tøj til Mads? Følger du ham? Jeg har morgenmøde, kan ikke komme for sent!
Mens hun fumlede med lynlåsen på blusen, forsøgte Marie at mase madpakken i tasken, tjekke at alt var med, og undgå at træde på Mads, der stædigt nægtede at forlade gulvtæppet.
Alt er som det skal, Jens!
Det var Marie, der måtte lede efter barnepigen. Hun fandt Sofie en sød, 20-årig litteraturstuderende, der var frisk på opgaven men ikke rigtigt havde greb om at beskæftige en treårig i tre timer dagligt.
Sofie hentede Mads fra børnehaven præcis klokken fem, og så passede hun ham til omtrent 19:30, hvor Marie kunne nå hjem fra den anden side af byen. To og en halv time.
Jens var tilfreds først.
To timer, det er perfekt! Og du når hjem! Genialt!
Men genialitet har sin pris.
Halvfjerds kroner i timen, Marie, brummede Jens, da først det gik op for ham, hvor meget de brugte, Det er fem dage om ugen. Det bliver 700 kroner om ugen!
Marie, træt efter jobbet, sendte ham et blik, der sagde: “Hvad var det, jeg sagde.”
Åh, nu må du ikke være så nærig, Jens. Det er da småpenge for os. Du sagde, det ikke var så slemt.
Tja jeg troede, det blev billigere Kan du ikke spørge chefen, om du må gå hjem lidt tidligere et par gange om ugen? spurgte han Så behøver vi jo slet ikke barnepigen.
Snedig var han.
Det var jo din idé, Jens, så det må du selv tage med din chef. Hvis jeg begyndte at kræve den slags, blev jeg fyret. Og så kan jeg lede efter nyt arbejde igen, ja?
Jens strammede kæberne.
Jeg kan ikke gå tidligere! sagde han hårdt Det er mit arbejde, der holder os oven vande. Jeg tjener tre gange så meget som dig, Marie. Du må forstå, hvad der har førsteprioritet!
Men han gjorde ikke indtryk. Marie blinkede ikke engang.
Og hvad nytter det, Jens? Hvad hjælper det mig, at du tjener mere, hvis jeg ikke kan trække vejret? Jeg vågner, skynder mig afsted med Mads til børnehave, spurtløber videre til arbejde, haster hjem så jeg ikke skal betale ekstra til barnepigen. Om aftenen venter rengøring, madlavning og at få lagt Mads. Jeg har ikke et eneste åndedrag for mig selv. Hvilken forskel gør din løn for mit liv?
Jens mumlede noget om utaknemmelige hustruer og trak sig. Marie gik i gang med at pakke Mads taske til næste dag.
De klarede sig skrantende.
Men efter et halvt år begyndte Mads at blive syg.
Først snotnæse, så hoste, gentagne halsbetændelser og bronkitis. Immunforsvaret gad vist ikke børnehave.
Når Mads var syg, måtte Marie naturligvis blive hjemme. Selvom de havde overenskomst, fik hun langt mindre udbetalt for at passe et sygt barn.
Marie tog barnets sygedage lønnen faldt fra fireogtyve tusind til tolv, nogenlunde. Nogle gange mindre.
Se her, Jens hun viste ham lønsedlen Jeg har siddet hjemme to uger. Jeg får syv tusind denne måned.
Jens kløede sig i nakken. Han blev klar over, det dårligt kunne betale sig. Barnepigen fik næsten halvdelen af det for de andre to uger.
Jamen det er kun midlertidigt, sagde han forsigtigt, Når han bliver rask, kan du arbejde normalt igen.
Og indtil da?
Men når Mads endelig var frisk og Marie tilbage på jobbet, begyndte Jens at bemærke rodet hjemme.
Marie, jeg forstår, du er travl, men aftensmaden blev stående på bordet. Der er opvask overalt. Jeg var træt, da jeg kom hjem. Du kommer dog tidligere hjem end mig. Kunne du ikke lige tørre støv af hist og pist?
Jeg er også lige kommet hjem fra arbejde!
Men vi har jo barnepige! Det betyder, du får mere tid til hjemmet.
Barnepigen henter ham, mens jeg arbejder! Hvordan skulle det hjælpe mig efter fyraften? Er du da blevet helt fortumlet?
Jens kogte.
Hvem skal ellers gøre det? Mig? Skal jeg gøre rent? Jeg arbejder og tjener, det er for at du…
… så jeg kan styrte ind ad døren klokken halv otte og begynde at skrubbe gulve? Naturligvis!
Mads hørte forældrenes diskussion og begyndte at græde i værelset ved siden af.
Men førhen klarede du det!
Det var dengang… Nok! Du ville, at alle skulle arbejde. Jamen godt så skal alle også tage sig af hjemmet.
Hun gik ind i stuen, satte sig ved bordet og tog computeren frem.
Her er min liste, begyndte hun at skrive uden at kigge op Støvsugning én gang om ugen, opvask dagligt, madlavning tre gange om ugen, tøjvask og strygning Tag halvdelen, det er din del.
Jens nærmede sig, kiggede skeptisk på listen.
Er du seriøs? Skal jeg? Men jeg
Du er en del af familien. Og du sagde det selv alle skal tage ansvar. Så må du både tage dig af økonomien og din andel af husarbejdet. For nu skal jeg arbejde på to fronter lønnet og ulønnet.
Jens har aldrig klaget så meget, fandt på, at ryggen pludselig ikke duede.
Jeg kan ikke, Marie, min ryg Og jeg er ikke vant til det! Det er jo kvindearbejde!
Og jeg er vant til at komme hjem klokken syv og så arbejde videre til midnat, mens du sidder og klager, fordi jeg ikke har nået støvsugeren? Ville du have principper? Her har du dem. Hvis alle skal arbejde, skal alle også ordne hjemmet.
De måtte vænne sig.
Jens opdagede, at opvasken tog tyve minutter, ikke fem, som han troede, da Marie lavede det uden et ord.
Det sjoveste var nok, da han for første gang satte vaskemaskinen i gang.
Marie! råbte han fra badeværelset Hvorfor er her så meget vasketøj? Bor vi på et vaskeri?
Vi er tre, Jens, og tøjet skal faktisk sorteres efter farve.
Også efter farve…
Da Mads blev rask og begyndte at trives, fortsatte Marie på arbejdet. De fireogtyve tusind betød meget, og hun vidste nøjagtig hvad pengene gik til: børnehave, barnepige (som de beholdt, men nu kun lejlighedsvis), opsparing til ferie…
En aften, da Jens kom hjem, fandt han Marie i køkkenet. Hun stod fredeligt og snittede grøntsager til salat.
Nå, hårdtarbejdende mand, sagde hun og smilede.
Det går da meget godt, han hældte sig et glas vand Aflevere rapporten, i morgen skal jeg på lageret. Kommer sent.
Fint. Jeg putter Mads. Og når du er hjemme, vasker du din egen tallerken. Ok?
Denne gang protesterede han ikke.
Du ved, sagde han, mens han satte sig og så hende snitte persille Jeg har tænkt over det Du havde måske ret. Alle burde hjælpe hinanden. To mand om én opgave gør alt lettere. Ikke bare når det gælder arbejde…
