Hver nat, som i en underlig tågedrøm, glider en gammel kvinde ud i gården mellem vores boligblokke. Hun må være noget nær firs, altid iført kjole og frakke i blålige nuancer, knivskarp i sit valg af tørklæde om halsen. Hun bevæger sig langsomt henover brostenene, støttet af sin stok, men lader aldrig fødderne betræde asfaltens kant. To gange om ugen, lidt før mørket falder på, ankommer hendes barnebarn i en falmet hvid Toyota og rækker hende poser fyldt med madvarer, duftende af brød og ost.
Jeg flyttede ind i bygningen sent på efteråret, hvor regnen gav hvert enkel gren et sølvskær. Hver morgen, på vej mod stationen, fik jeg øje på min nabo. Nogle gange sad hun på den grønne bænk under det gamle kastanjetræ, andre gange sleb hun sig fremskridt for fremskridt over den fugtige flisegang.
Med tiden nikkede vi efterhånden til hinanden. Jeg stoppede ofte op og spurgte til Fru Ingrid Madsens helbred og ønskede hende alt godt for dagen. Altid et varmt, kort smil fra hende, altid et blidt nik og et tak, min ven.
Så, sidst i december, trådte en ny skikkelse ind i gårdens drømme: en hund, ung og mærkelig lille, ingen vidste hvorfra. Pelsen var pjusket, mudret og sammenfiltret, dens øjne i evig søgen. Første gang Fru Ingrid smed et stykke leverpostejbrød mod den, var det, som om hundens liv med ét blev bestemt for altid nu boede den her blandt os andre, viklet ind i vinterens kolde luft. Det var tydeligt, at et andet sted havde den nok aldrig overlevet.
Mange i opgangen rynkede på næsen. Nogen råbte: Smut så, væk med dig! når hunden nærmede sig, dens blik sultent og bønfaldende, på jagt efter blot en smule mad. Men af og til snørede nogen en brødkant sammen og kastede den hen til den, en anden lod et gammelt fiskeben glide ned foran poterne. Ingrid blev den mest trofaste hun havde altid små sprøde tvebakker i lommen til den, kaldte den blidt for Fod.
Da foråret kom, og sneen smeltede væk i mærkelige mønstre, mødte jeg Ingrid tidligt en morgen. Hun fortalte, at hende og hendes barnebarn Stine ville rejse op i sommerhuset ved Møn samme aften og blive helt til løvfald. Måske til november, hvem ved? sagde hun. Der står brændeovnen, og jeg kan næsten høre kullene knitre allerede.
Hun lod mig love, som i en drøm, at komme forbi hende.
Det blev sensommer, inden jeg, efter lang tøven, satte mig ind i bussen mod landsbyen, hvor hun boede. Undervejs købte jeg et lille glas solbærsyltetøj til hende. Da jeg ankom, sad Ingrid på den åbne veranda, i færd med at pille skrællen af store, mørkerøde æbler. Ved siden af udstrakt på trappetrinet, som en glinsende skygge lå en hund.
Fod, kom og byd gæsten velkommen! sagde Ingrid venligt.
Hunden sprang op, viftede med den fyldige hale og løb begejstret mod mig.
Jeg så forbløffet på den. Nu var dens pels blød, bølgende, næsten kobberrød i aftensolen helt forvandlet.
Er det virkelig den samme Fod? udbrød jeg.
Den samme, lo Ingrid. Se hvilken skønhed, vi har fundet under alt det snavs. Så bød hun mig indenfor. Kom, lad os få noget te. Fortæl mig om København! Du må have mange historier.
Længe sad vi dér, tyste og dog snakkende, mens vi drak kirsebærte. Fod spiste en portion havregrød, rullede sig sammen nær ovnen, og sukkede tyst i søvne drømte måske om sne eller gamle baggårde.
Udenfor i græsset dansede vinden med grenene på æbletræet, og store modne æbler slap sig fri, faldt langsomt, drømmelignende, ned i det bløde, grønne tæppe.
Hver dag går en ældre dame ud i gården til vores lejlighedskompleks. Hun er omkring firs år gammel o…
