Måske en kollega
Signe… Er du virkelig sikker på, at du vil giftes?
Signe vendte sig brat mod veninden, der sad for enden af sengen og kiggede eftertænksomt i bryllupskataloget. Karen bladrede langsomt, som om hun studerede en domsafsigelse, ikke silkekjoler.
Karen, vi har altså talt om det her. Flere gange.
Én gang til kan vel ikke skade.
Signe gik hen til spejlet og rettede på håret, bare for at lave noget med hænderne. Samtalen begyndte virkelig at trykke hende. Hun var femogtredive. Og Lars var den første mand i fem år, der ikke var forsvundet efter tredje date ikke fundet på nogle uforudsete forretningsrejser til Svalbard eller pludselig fået ekskæresten på hjernen igen.
Jeg skal giftes! sagde Signe bestemt til sit eget spejlbillede. Punktum.
Karen lagde kataloget fra sig og satte sig til rette med benene over kors. Signe kendte den attitude alt for godt: Nu var veninden klar til en lang, ubehagelig samtale.
Signe, jeg vil bare have, at du er ærlig over for dig selv. Gør du det her, fordi du elsker ham? Eller fordi din mor hvert måned spørger, hvornår nu det sker?
En ubehagelig knude strammede sig i brystet. Signe tænkte tilbage på sidste familiesammenkomst. Tante Grethe med sin evige: Uret tikker, Signe-pigen. Kusinen, allerede med to børn, smilende overbærende. Moderens stille suk, hver gang emnet kom på børnebørn.
Det er ligegyldigt, Sagde Signe, nu vendt mod Karen. Lars er et godt menneske. Han friede. Han er den eneste på fem år, der tog det så langt.
Et godt menneske? Karen hævede et øjenbryn. Signe, hører du dig selv? Det lyder mere som en naboanbefaling end noget for en ægtefælle.
Signe ville indvende, men Karen rejste sig allerede fra sengen og kom nærmere.
Hør nu. Jeg så altså ham i lørdags ved Magasin sammen med en eller anden lyshåret kvinde. De snakkede ikke bare. Hun holdt ham i hånden, og han trak sig ikke engang væk.
Lars har mange kolleger, Signe trak på skuldrene, selvom hjertet skar i brystet. Måske en fra arbejdet.
En kollega, der aer hans kind? Karen rystede på hovedet. Det er ikke første gang, jeg ser andre kvinder omkring ham, Signe. Jeg sagde det fra starten: Han er mystisk.
Signe kiggede ud ad vinduet. November-himlen hang grå derude så symbolsk på en eller anden måde. Hun ville ikke lytte, ville ikke tænke på det. Billeder i hovedet handlede om noget helt andet: Hvid kjole. Slør. Buket. Ringene, der allerede lå i en fløjlsæske i hendes natbordsskuffe.
Du styrer direkte mod en katastrofe, sagde Karen lavt bag hendes ryg. Jeg kan ikke sætte dig sammen igen, når det går galt.
Det bliver ikke nødvendigt. Signe vendte sig rundt og lod, som om beslutningen sad urokkelig fast. Brylluppet bliver til noget, uanset hvad. Nu har jeg bestemt mig, Karen.
Karen sukkede og begyndte igen at bladre i kataloget. Hun havde tydeligvis opgivet diskussionen.
Signes tanker kørte allerede: gæstelister, restauranter, første dans. Alt andet skubbede hun modvilligt bagerst i bevidstheden.
To uger til brylluppet. Signe gentog det som et mantra, mens hun gik i Fields for at finde sko til kjolen. To uger, så ville alt ændre sig. Hun ville være gift og Tante Grethe kunne endelig tie med sit evige ur.
På anden sal i et hyggeligt kaffehus duftede der af kanel jazz summede lavt fra højtalerne. Signe var på vej forbi, men standsede brat: Ved et bord i hjørnet sad Lars og han var ikke alene. En rødhåret pige, iført tætsiddende kjole, klamrede sig til hans skulder. Hans hånd lå om hendes talje, som sad den hjemme der.
Signe gik direkte mod bordet uden at tænke. Blodet hamrede, og halsen snørede sig.
Lars.
Han så forskrækket op, men kun et splitsekund straks han fandt sit søde, ubekymrede smil frem og fjernede hånden fra pigens talje.
Signe! Hvor hyggeligt hvad laver du her?
Jeg kigger efter sko, svarede Signe og stirrede på den rødhårede, som ikke rykkede sig en millimeter. Hvem er hun?
Det er Amalie, en gammel veninde. Vi har ikke set hinanden i årevis, så vi tog en kop kaffe.
Amalie så vurderende på Signe og trak lidt på smilebåndet, som om hun vidste noget, Signe ikke gjorde.
Veninde, gentog Signe, og hun hadede, hvor dumt og lille det lød fra hendes mund.
Ja, vi gik på universitetet sammen, svarede Lars, rejste sig og tog Signe i hånden, trak hende væk fra bordet. Kom, jeg følger dig jeg skal alligevel videre.
En kort bemærkning til Amalie så førte han Signe ud. Hele vejen ud forklarede han, at Amalie virkelig bare var en gammel ven, at de kun lige var glade for gensynet, at Signe havde misforstået det hele. Og Signe nikkede, hun ville så gerne tro på det. Vådeskud, mod sin indre stemme, som skreg det modsatte.
Bagefter blev Lars silke-blød. SMSede tre gange om dagen, sendte blomster, tog hende med ud og spise. En helt perfekt forlovet. Signe overbeviste næsten sig selv om, at hun havde været paranoid.
…Brylluppet blev holdt på en hyggelig kro nord for København. Ikke prangende, ikke fattigt. Helt almindeligt. Halvtreds gæster, levende musik, bryllupskage i tre lag. Signe iførte sig hvid kjole og følte sig næsten lykkelig, da hun og Lars udvekslede ringe. Deres første dans til en rolig dansk ballade føltes som et drømmeslør.
Nu havde hun endelig en mand. Tankerne lullede hende ind i ro.
Hen på aftenen gik Signe ud på toilettet for at friske makeuppen op. På vej derud greb hun dørhåndtaget, da dæmpede stemmer nåede hende. Hun åbnede og stivnede.
Lars trykkede en kvinde op ad væggen en af hans fjerne slægtninge i grøn kjole. Hans læber var på hendes hals, og hendes fingre flettede sig ind i hans hår.
Signe sagde ikke et ord, men Lars vendte sig alligevel og så hende. Ingen skyld, ingen skam i hans blik bare irritation, som et barn fanget i en lille løgn.
Signe vendte om. Ingen scenes, ingen larm. Hun gik støt tilbage og satte sig ved sit bord. Tog et stort glas champagne.
Resten af aftenen forsvandt i benzintyk tåge. Hun dansede, tog imod lykønskninger, takkede for gaverne. Lars kom snart tilbage, satte sig som ingenting. De nævnte ikke hændelsen med ét ord. Spillede bare glansbilledet af lykkelige nygifte, indtil den sidste gæst var væk.
På vejen hjem talte ingen. Lygte efter lygte fór forbi ude i mørket, og Signe så ned på vielsesringen, som pludselig føltes enorm tung.
De gik tavse til hver sit rum derhjemme, uden ét eneste ord. Ingen bryllupsnat, ingen romantik. Kun rungende stilhed og den isnende klarhed om, hvad der egentlig var sket.
Signe lå i mørket og stirrede op i loftet. Kjolen hang som et spøgelse i skabet. Hun græd ikke selvom hun burde. Der var bare tomhed… og en spirende beslutsomhed.
Næste morgen stod Signe op, mens Lars stadig snorkede på sofaen. Hun trak i jeans og strik og listede ud. I Folkeregisteret brugte hun to timer. Udfyldte papirerne, lyttede til instrukser, trådte ud på Dronning Louises Bro og mærkede frosten bide men for første gang i år var det ikke ubehageligt. Hun tog et skridt.
Lars mødte hende i entreen uglet og med brune rande under øjnene, skjorten fra brylluppet var krøllet og plettet med rødvin.
Hvor har du været?
Signe gik forbi til køkkenbordet, lagde mappen, tog kopi af papirerne og rakte ham et ark.
Jeg har indgivet anmodning om skilsmisse.
Lars stirrede på papiret, som forstod han det ikke. Så forvred hans ansigt sig, og han kastede kopien på gulvet.
Du er jo vanvittig! Vi har været gift i under et døgn!
Jeg ved præcis, hvor længe vi har været gift, Signe hældte et glas vand op og drak. Og jeg husker endnu bedre, hvad du lavede på toilettet til vores bryllup.
Lars samlede sig hurtigt, prøvede at lyde forurettet.
Det var en misforståelse. Det var hende, der angreb mig.
Sikkert.
Signe, vil du virkelig smadre alt på grund af én fejltagelse? Han gik tættere på, forsøgte at tage hendes hånd. Hun trak sig væk. Du ender jo alene. Femogtredive år hvem vil have dig nu? Ender som den gamle pige med fyrre katte.
Signe stillede glasset så på denne mand, som hun så længe troede hun skulle reddes af. Som hun havde holdt fast i bort fra frygten for andres blikke.
Ved du hvad, Lars? Alle har bildt mig ind, at jeg SKULLE giftes. Mor, tanter, kolleger. Som et mantra. Jeg troede til sidst selv, at det var det eneste, der gjorde mig lykkelig. Jeg lukkede øjnene for alt for Amalie i cafeen, for dine sene arbejdsaftener, for de fremmede hår, jeg fandt på dine skjorter.
Han ville indvende noget, men Signe løftede hånden.
Jeg er ikke færdig. Jeg nåede ikke engang at blive din kone, før du forrådte mig. Og du ved hvad? Der ER altså ikke noget magisk ved et stempel i et pas. Ikke noget, der er værd at ydmyge sig selv for. Jeg har bare gjort mig selv ulykkelig, for at leve op til andres forventninger.
Hvad vil du så gøre? Sagde Lars skævt. Løbe rundt og fortælle alle, hvor dårlig en mand, jeg er?
Det er da et plus, Signe trak på smilebåndet, overraskende nok. Nu kan familien endelig lade mig være jeg var gift, det gik ikke. Sådan er det. Nu er mit liv mit eget.
En måned senere sad Signe i samme kaffebar i Fields som sidste gang. Denne gang overfor Karen, der med sin grande latte vippede glad i stolen.
Jeg er så stolt af dig, sagde Karen, lænede sig tilbage og smilede. Endelig har du set klart. Jeg troede næsten, du aldrig slap ham.
Signe løftede cappuccinoen og så over på det hjørnebord, hvor hun havde set Lars og Amalie. Mærkeligt nok gjorde det ikke længere ondt bare forundring over, at hun havde lukket øjnene så længe.
Jeg har alt for længe prøvet at leve op til, hvad andre synes, sagde Signe stille. Jeg ville passe ind i en eller anden perfekt skabelon og var ved at miste mig selv.
Og nu? Karen lænede sig nysgerrigt ind over bordet.
Nu lever jeg for mig selv. Ingen tikkende klokker, ingen rigtige manuskripter. Kun mig og mit liv.
Udenfor strålede det klare, kolde vinterlys, og Signe opdagede, at hun ikke huskede, hvornår hun sidst havde følt sig så fri.
