Vi bliver nødt til at bo hos dig et stykke tid, for vi har ikke råd til at leje en lejlighed! sagde min ven til mig.
Jeg har altid været meget aktiv. Selvom jeg nu er 65 år, har jeg stadig overskud til at besøge forskellige steder og møde spændende mennesker. Jeg mindes min ungdoms tid med både glæde og vemod. Dengang kunne man tage på ferie hvor som helst! Man kunne tage til Skagen og mærke havets salt på huden. Man kunne tage på teltur med venner og kolleger ude i de grønne skove eller ved de små søer. Man kunne endda tage ud på en lille sejlads på Gudenåen. Og alt dette kunne man gøre for ganske få kroner.
Men alt det er nu blot et minde fra fortiden.
Jeg har altid nydt mødet med nye mennesker. Jeg har mødt folk på stranden, i biografen, på cafeer og i Det Kongelige Teater. Mange af dem forblev mine venner i mange år.
En dag mødte jeg en kvinde ved navn Birgitte. Vi boede sammen i samme pensionat, mens vi holdt ferie i Jylland. Da vi skulle hjem, sagde vi farvel som gode venner. Årene gik. Af og til skrev vi breve til hinanden, og vi sendte julehilsner. Så, en dag, kom der et telegram, uden underskrift. Der stod kun: Der kommer et tog klokken tre i nat. Vent på mig på stationen!
Jeg anede virkelig ikke, hvem der kunne finde på at sende sådan et telegram. Min mand og jeg tog naturligvis ingen steder hen den nat. Men omkring klokken fire bankede det voldsomt på døren til vores lejlighed i København. Jeg åbnede, og der stod Birgitte sammen med to unge piger, en ældre dame og en mand. De havde et bjerg af kufferter og tasker med sig. Min mand og jeg stod fuldstændig målløse i døren. Alligevel lod vi de uventede gæster komme ind.
Birgitte kiggede på mig og sagde:
Hvorfor ventede du ikke på os? Jeg sendte jer jo et telegram! Og for resten, taxaer er alt for dyre!
Undskyld, men vi vidste ikke hvem telegrammet var fra!
Jamen, jeg havde din adresse. Her er jeg nu.
Jamen, jeg troede bare, vi skulle skrive breve til hinanden, det var dét!
Så fortalte Birgitte, at den ene af pigerne lige var blevet student og nu ville starte på universitetet i København. Resten af familien var taget med for at bakke hende op.
Vi bliver hos dig! Vi har ikke penge til leje, og du bor jo næsten midt i byen!
Jeg var dybt overrasket. Vi var jo ikke engang familie. Hvorfor skulle de bo hos os? Desuden skulle de have mad tre gange om dagen. De havde da noget mad med, men ikke én af dem lavede mad selv. Jeg måtte stå for det hele alene.
Efter tre dage kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg bad Birgitte og hendes familie om at finde et andet sted at bo. Det var mig ligegyldigt hvor det blev. Det endte i et stort skænderi. Birgitte begyndte at smadre porcelæn og råbte ukontrolleret.
Jeg var simpelthen rystet over hendes opførsel. Efterfølgende tog de afsted. Men de nåede alligevel at tage min morgenkåbe, et par håndklæder og på en eller anden måde en stor gryde med stuvet hvidkål. Jeg forstår stadig ikke, hvordan gryden forsvandt, men borte var den!
