Han var endnu ikke kommet hjem. På det seneste var han blevet opslugt af arbejde og kom altid senere og senere.
Astrid havde lagt børnene i seng og gik nu ud i køkkenet for at brygge sig en kop te. Jens var endnu ikke vendt hjem. I de seneste uger havde han været tynget af arbejde og uendelig træt, så han dukkede sjældent op før midnat. Astrid havde ondt af ham og forsøgte at skåne ham for husholdningens bekymringer. Til sidst var han jo den eneste, der tjente penge i hjemmet.
Allerede straks efter deres bryllup havde de besluttet, at Astrid skulle tage sig af huset og de fremtidige børn, mens Jens stod for familieøkonomien. Sådan blev børnene til én for én. Jens havde jublende glædet sig hver gang og sagde, at han ikke havde forestillet sig at stoppe der.
Men Astrid var blevet udmattet af endeløse bleer, spædbarnsgråd og søvnløse nætter og besluttede, de måtte vente lidt med flere børn.
Han kom hjem længe efter midnat i en let beruset tilstand. Da hun spurgte hvorfor han kom så sent, svarede han:
Astrid, vi druknede i arbejde, så vi gik ud for at slappe lidt af.
Min skat! smilede hun træt. Kom, lad mig lave noget mad til dig!
Det behøver du ikke. Jeg har spist nogle hotwings, og min appetit er væk. Jeg går bare i seng.
Den 8. marts nærmede sig Kvindernes Internationale Kampdag. Astrid bad sin mor passe børnene, og drog afsted mod storcentret. Hun ville fejre dagen på en særlig måde: en romantisk middag kun for hende og Jens. Moderen indvilgede straks med at passe ungerne.
Foruden indkøb og gaver ville Astrid også endelig købe noget til sig selv. Det var længe siden, hun havde skaffet sig noget nyt hun skammede sig over at bede Jens om kroner til sit tøj, og hun havde alligevel aldrig anledning til at tage noget pænt på. Sidste anskaffelse var et par joggingbukser, men det ville slet ikke gå til en særlig aften. Hun gik ind i en tøjbutik, valgte et par kjoler, og gik i prøverummet.
Netop som hun begyndte på kjole nummer to, hørte hun Jens kælne stemme fra prøverummet ved siden af:
Mmm, jeg kan næsten ikke vente med at tage den af dig!
Klare latterperler fulgte hans bemærkning.
Du må altså være lidt tålmodig, din drillepind! Gå ud og find noget til din egen kone!
Hvorfor dog? Hun render kun rundt med børnene. De er da ligeglade med hvordan hun ser ud, bare de får mad og rene sokker og noget at lege med! Jeg køber hende en airfryer! Eller en brødmaskine! Det vil hun sikkert blive glad for!
En isnende kulde gled ned ad ryggen på Astrid. Hun prøvede videre mekanisk, men rettede al sin opmærksomhed mod stemmerne på den anden side.
Hvad hvis hun nu spørger hvor alle pengene blev af? Airfryeren og brødmaskinen er jo ikke så dyre, fnisede blondinen.
Jeg har ikke brug for at forklare hvad jeg bruger mine penge på! Jeg arbejder hun går bare hjemme! Jeg giver hende fast beløb til husholdningen, og det er rigeligt! Hun bør være taknemmelig!
Omklædningen sluttede, og stemmerne fjernede sig. Astrid kiggede forsigtigt ud og så sin elskede mand stå ved kassen, hånd i hånd med en lyshåret pige. Da de havde betalt, gav han hende helt uden skam et kys lige for øjnene af ekspedienten.
Alt er okay? spurgte ekspedienten, da hun så Astrid stadig stod i prøverummet.
Ja, ja, det er fint! sagde Astrid, rakte hende tøjet og forlod butikken.
Hjemme sendte hun sin mor hjem og lagde børnene til deres middagslur. Hun begyndte at lægge planer. Hun havde aldrig forventet sådan et svigt fra Jens. Ikke kun fordi han havde fundet en anden, men endnu mere fordi han ikke så hende, ikke lagde mærke til alt det hun gjorde for familien. Alt det de havde bygget sammen føltes med ét værdiløst. Først fik hun lyst til at flygte og råbe om skilsmisse, men standsede og lod tankerne flyde.
Hvad hvis vi bliver skilt? Han smutter til sin nye kæreste, og jeg står med børnene og ingen penge. Børnebidrag? Det bliver småpenge Hvad lever vi så af?
Hen på aftenen havde hun besluttet sig. Den dag kom Jens hjem til tiden, ikke med forestilling om at han skulle undskylde eller forklare sig. Han har sikkert været sammen med hende tidligere på dagen, tænkte Astrid koldt. Enhver følelse for ham var væk. Han var som en fremmed i hendes drøm. Hendes eneste frygt var, hvis han en dag begærede hende hun vidste, hun ikke kunne eller ville. Han frastødte hende nu.
Til alt held var Jens åbenbart tilfredsstillet han nærmede sig ikke sin hustru den aften.
Næste dag skrev Astrid sit CV og sendte det til forskellige firmaer i Aarhusområdet. Nu havde hun bare at vente. Lange dage gled forbi. Hver morgen tjekkede hun sin e-Boks. Til sidst kom et svar: Hun var inviteret til samtale hos et rekrutteringsfirma midt i byen nøjagtig dér hvor Jens arbejdede. Astrid overvejede længe, men til sidst måtte hun tage afsted.
Hun bad sin mor passe børnene og tog selv til samtale. Efter to timers snak blev hun tilbudt et fleksibelt deltidsjob, ikke med stor løn, men nok til at sikre sig og børnene.
Astrid svævede lykkeligt hjem. Moderen spurgte straks ud:
Min pige, hvad sker der?
Mor, Jens er mig utro! jublede Astrid nærmest. Hun så sin mor stirre vantro på hende, som om datteren havde mistet forstanden under al stressen. Moren tog hende i hånden og satte hende på sofaen.
Astrid, sådan siger man ikke! Jens arbejder hele tiden!
Nej, han besøger elskerinden! sagde Astrid stille, og gennemgik alt hun havde hørt i omklædningsrummet i Magasin. Hun fortalte sin mor alt, og moderen spurgte stille:
Hvad vil du nu gøre?
Jeg vil skilles! For nu har jeg fået fleksibelt arbejde. Børnene skal skrives op til børnehaven, og så kan jeg arbejde fuldtid.
Det er godt! nikkede moren. Jeg hjælper dig med alt svigt skal ikke tilgives!
Tak, mor! Astrid omfavnede hende med tårer i øjnene.
Om aftenen den 7. marts kom Jens endnu engang snigende forbi efter midnat. Astrid sagde ingenting. Forvirret over hendes kulde begyndte han famlende at forklare sig:
Vi gik igen i byen med drengene
Astrid stoppede ham og sagde blot:
Gå i seng.
Næste morgen, mens Astrid dækkede bord i køkkenet, rakte Jens triumferende en gave over en brødmaskine.
For at gøre dit hjemmearbejde lettere, min elskling! sagde han og prøvede at kysse hende. Astrid trak sig væk, kiggede ikke på gaven, og rejste sig.
Jeg har også en gave til dig.
Forbløffet fulgte Jens hende ind i entréen, brødmaskinen stadig i hænderne. Astrid pegede på to store kufferter.
Vi skal skilles! Nu behøver du ikke finde på undskyldninger for dine affærer!
Hvordan vidste du det? mumlede Jens.
Jeg hørte alt i prøverummet, da du købte gave til blondinen. Og den brødmaskine giv den til hende, jeg behøver den ikke!
Nu afsløret og uden familie, reagerede Jens aggressivt:
Er du misundelig, fordi jeg har fundet en anden? En flot og elskværdig kvinde! Du har glemt at sminke dig, hænger bare fast derhjemme, nasser på mine penge! Jeg kan købe hvad jeg har lyst til! Du skal ikke kontrollere mig du er bare en materialistisk kone!
Det rager mig ikke, sagde Astrid roligt, Gå din vej.
Dagen efter søgte hun om skilsmisse og børnebidrag. Ugen efter bankede det på døren. Svigermor dukkede op og begyndte straks at råbe:
Materialist! Du har smidt min søn ud og nu skal du have hans penge! Drop børnebidraget han skal ikke betale dig noget!
Pengene skal ikke til mig, men til hans egne børn! svarede Astrid. Hvis han ikke længere har til sin elskerinde, er det hans problem begge er forældre her!
Hvad vil du gøre uden hans penge? Du fik børn for at leve af ham! Han skal bare få vinden på arbejdspladsen til at sætte sin løn ned, så får du kun småmønter du vil komme krybende!
Det tror jeg næppe, sagde Astrid og pegede stumt mod døren. Ud af mit hjem, ellers ringer jeg til politiet!
Svigermoren stormede afsted med eder og forbandelser. Nogle måneder senere fik børnene én efter én plads i institution, og da den mindste var fyldt tre år, begyndte Astrid at arbejde fuld tid.
Hej, lød en velkendt stemme på kontoret. Kan vi tale?
Undskyld, Jens, jeg har travlt, svarede Astrid uden at se op.
Måske spise frokost sammen? han insisterede. Astrid kiggede op på sin tidligere mand. Han så træt og slidt ud. Hun vidste, at da elskerinden hørte om børnebidraget, havde hun smidt ham ud. Men nu var det ham, der var en fremmed i hendes drøm.
Nej, Jens. Ingen forklaringer, ingen frokost.
