Helga var blevet advaret om, at han var hård og kantet, og at hun hellere måtte holde sig væk. Men hun lagde en snedig plan.
Davidsen hed han, en mand omkring de fyrre, ugift. For nogle år tilbage var han genstand for manges beundring. Enhver kvinde ville have betragtet det som en lykke at få ham. Høj, pæn og med en ganske anselig formue. Men nu var kun formuen tilbage. Han var ikke længere ung, håret blev tyndere, og maven voksede stødt. Det gik ham klart, og for første gang begyndte han virkelig at overveje giftermål. Han tvivlede dog på, at han kunne finde en kone, for hans sind var ikke af den lette slags han var noget brysk, streng og hård. Alle i byen kendte til det, og kvinderne var hurtige til at advare hinanden, hvis nogen fik for meget sympati for ham. David forstod, at chancerne ikke var gode. Han betroede sig til sine venner, der kom med råd, som gjorde, at han kun få måneder senere blev gift.
Første dag efter brylluppet besluttede Davidsen, at fremføre sine krav overfor sin hustru.
Du skal bo i min lejlighed, og det bør være dig en stor ære. Der skal altid være orden og rene linjer overalt. Helga så overrasket på ham og smilede sødt. Det skal jeg nok forklare dig, sagde han og smilede. Du skal forstå, at denne lykke kan tages fra dig når som helst. Jeg er meget konsekvent, og det må du vænne dig til. Og håndklæderne? De skal ALTID være tørre og hænge på plads. Det vigtigste er renlighed. Forstår du?
Helga nikkede og lyttede opmærksomt. De gik ud i køkkenet, hvor David beskrev alle sine regler i detaljer. Selvfølgelig, kære, sagde Helga og smilte. Hvornår kommer du egentlig hjem om aftenen? Hvorfor vil du vide det? For at kunne lave aftensmaden klar. Hmm… Når jeg ankommer, får du det at vide, men maden skal stå klar til tiden. Gud fri mig for, hvis jeg ikke kan lide det så ryger det direkte ud, og du får din straf.
Modtaget, min skat. Det skal nok gå altsammen, svarede Helga med et nyt, roligt smil. Det smil kunne David ikke glemme hele dagen. Før han tog hjem om aftenen, svingede han forbi en restaurant og spiste et godt måltid. Han ville sætte Helga på prøve, og uden at smage på hendes mad, ville han sige, at det var uspiseligt. Og således forløb det den første uge.
David kommer hjem. Stilhed. Er der nogen hjemme? Jeg er tilbage. Det er kun mig, svarede Helga, jeg så fjernsyn og faldt vist i søvn. Er aftensmaden klar? Maden? Åh ja, lad os se efter. David gjorde klar til sin sædvanlige kritik, da Helga sagde: Sæt dig bare ned. Hun placerede en tallerken med kold, usaltet byggrød foran ham og sagde: Ja, værsgo! Grøden er kold, ikke krydret. Hvis du ikke spiser op, må du bære følgerne selv. Jeg går min vej, og ser du mig igen, bliver det med en anden.
Selvfølgelig drillede jeg bare. Du får mig at se igen, men mon ikke jeg vil sidde ved et andet bord? For øvrigt jeg ved, du har spist på restaurant. Jeg kan forestille mig, hvor surt det er at skulle tvinge denne grød ned med mæt mave.
David blev paf. Vil du spørge, hvorfor jeg er så streng og kort for hovedet med dig? Bare så du ved det sådan er reglerne her, hvis du en dag ikke svarer mig. Så nu spiser du grøden, til den er væk. Jo før du begynder, jo før er du færdig!
Helga havde såmen fået at vide, hvordan hendes ægtemand var. Men hun stak ikke halen mellem benene af den grund.
En mand bliver ikke god og kærlig af natur det kommer først, når konen holder ham i kort snor, sagde hun. Og hun fik ret. David spiste grøden til sidste skefuld. Endelig har jeg fundet hende, jeg har ledt efter hele mit liv, tænkte han tilfreds.
