Manden fra mine drømme forlod sin kone for min skyld, men jeg havde slet ikke forestillet mig, hvordan det hele ville vende sig imod mig.
Jeg så op til ham allerede under studietiden på Københavns Universitet. Man kunne sige, det var en naiv og blind forelskelse. Da han endelig gav mig opmærksomhed, mistede jeg fuldstændig forstanden. Det skete først nogle år efter, jeg havde afsluttet studierne vi fik job i samme firma i København. Vi havde samme faglige baggrund, så det undrede egentlig ingen, men for mig føltes det som skæbnen.
For mig var han manden, jeg altid havde drømt om. Dengang betød det intet for mig, at han allerede var gift. Jeg havde aldrig selv været gift før og vidste ikke, hvor smertefuldt det er at se et ægteskab gå i opløsning. Derfor havde jeg ingen skyldfølelse, da Thomas besluttede sig for at forlade sin kone for min skyld. Hvem skulle have troet, at det ville bringe så megen sorg med sig? Som danskerne siger: Du må ikke bygge lykke på andres ulykke.
Da han valgte mig, svævede jeg på en lyserød sky og var klar til at tilgive ham alt. Men i hverdagen viste det sig hurtigt, at Thomas slet ikke var nogen prins. Hans tøj lå strøet over hele lejligheden, og han nægtede kategorisk at tage opvasken. Alt husarbejdet landede på mine skuldre, men dengang tænkte jeg ikke over det.
Han satte hurtigt sin tidligere ægteskab bag sig. De havde ingen børn, og det viste sig, at de kun var blevet gift, fordi hendes forældre pressede på. Med mig, sagde han, var det noget andet.
Min lykke varede dog ikke længe, for alt ændrede sig, da jeg opdagede, jeg var gravid. Til at begynde med blev Thomas meget glad for udsigten til at blive far. Vi holdt endda en stor familiefest, hvor vores venner og familie ønskede os held og lykke og alt godt for barnet.
Den aften står stadig klart i min hukommelse som en af de smukkeste. Jeg fortryder ingenting ved at tænke på den. Men fra det øjeblik begyndte min blinde kærlighed at svinde ind.
Jo større min mave blev, jo sjældnere så jeg Thomas. Jeg gik på barsel, og derfor så vi kun hinanden sent om aftenen. Han blev længere på kontoret og gik mere og mere ud med kollegerne. Først tænkte jeg ikke nærmere over det, men hurtigt blev det en belastning. Det blev sværere at klare det hele alene derhjemme, især nu hvor jeg ikke engang kunne bukke mig ned for at samle sokkerne op.
Ofte stillede jeg mig selv spørgsmålet havde vi fået barn for tidligt?
Jeg vidste godt, at følelser kan køle af med tiden, men at det skulle gå så hurtigt, havde jeg ikke forventet. Thomas kom stadig hjem med blomster og chokolade, men jeg ønskede bare hans nærvær.
Efterhånden stod det klart, at hans firmature måske handlede om mere end bare arbejde. Ved en kop kaffe nævnte en kollega, at der var startet en ung, ny kvinde i afdelingen, netop da jeg gik på barsel og personalemanglen gjorde det hele kritisk. Sikke en ironi.
Jeg var ikke sikker på, om det var hende, men Thomas havde tydeligt ikke tid længere enten var han på arbejde, til møder eller ude med firmaet til arrangementer, som han ikke bare kunne springe over. En dag fandt jeg en lille seddel i lommen på hans habitjakke, underskrevet med nogle initialer jeg ikke kendte. Jeg gjorde ikke mere ved det, lagde den på plads og lod som ingenting.
Det var frygteligt at være alene i syvende måned, mens min mand klagede over, at jeg var blevet så hys. Alle skænderier endte med, at han sukkede opgivende og lukkede sig inde. Jeg vidste, at hvis jeg åbnede op for emnet, ville jeg sikkert blive forladt. Frygten for at miste ham fyldte alt, og jeg kunne ikke tænke klart længere. Man siger, at hvis man frygter noget for meget, bliver det til virkelighed.
På trods af alle hans smigrende ord var Thomas aldrig nogen rigtig gentleman. Det værste, jeg nogensinde har hørt, var: Jeg er ikke klar til at få et barn. Og: Jeg har mødt en anden. Jeg husker ikke engang helt, hvordan han sagde det, men jeg følte alt kollapsede omkring mig.
Jeg havde aldrig troet, jeg havde styrke nok til at søge om skilsmisse. Det havde Thomas vist heller ikke troet. Han blev rystet, da jeg ikke længere ville finde mig i det. Og slet ikke, da jeg smed hans ting ud næste dag. Heldigvis var lejligheden lejet, så vi skulle ikke slås om den.
Men barnet? Hvordan vil du klare det økonomisk? spurgte han vredt.
Jeg finder en løsning. Jeg kan arbejde hjemmefra, sagde jeg. Mine forældre har længe tilbudt deres hjælp. Min mor har altid sagt, du var en charlatan jeg skulle have lyttet til hende.
Måske var det tanken om ansvaret for mit kommende barn, der gav mig styrken. Alene havde jeg næppe turdet gå.
Jeg vidste dog også, at jeg ikke ville opdrage mit barn sammen med en mand som ham.
Hans svigt var så alvorligt, at jeg ikke ønskede nogen kontakt længere. Det var som om et slør blev løftet fra mine øjne.
De første måneder efter skilsmissen, især omkring fødslen, var meget svære. Jeg flyttede hjem til mine forældre i Odense, hvor min familie, især bedsteforældrene, tog varmt imod os. De har altid ønsket sig en børnebørn. Jeg kan ikke sige, jeg ikke savnede Thomas slet ikke, men jeg tænkte så lidt som muligt på ham. Inderst inde vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige for mig og mit barn.
Pludselig dukkede han op igen.
Det virkede, som om Thomas fortrød det hele. Han ville gerne møde sin søn. Men havde jeg selv lyst til det? Eller burde jeg overveje at flytte væk og starte forfra?
Det har ikke været nemt, men nu forstår jeg noget vigtigt: Lykke kan ikke skabes på bekostning af andres smerte, og uanset hvor forelsket man er, gælder det om at stole på sin egen mavefornemmelse, lytte til de nærmeste og huske, at man er stærkere, end man selv tror.
