En drøm i vågen tilstand
Mads smilede varmt til drengen:
Hej, jeg har taget en lille engel med til dig, sagde han og betragtede nervøst barnets ansigt. Du vil vel ikke sige nej til en gave?
Mads Holm, der er en dame, som ønsker at tale med dig, lød den anspændte stemme fra hans assistent Signe i telefonen.
Hvad vil hun? spurgte Mads irriteret. Efter skilsmissen og ekskonens krav forventede han aldrig noget godt fra det modsatte køn.
Hendes søn er syg, og det tager lang tid at få offentlig støtte til en operation
Jeg forstår, afbrød Mads hende. Vi er ikke en velgørende organisation, så hun må søge om hjælp det rette sted.
Han lagde røret og lænede sig tilbage i kontorstolen. Der var kun gået et år siden skilsmissen, hvor hans ekskone ville have næsten alt, han ejede, uden selv nogensinde at have haft et arbejde.
Alt for sent indså han, hvem han egentlig havde giftet sig med.
Mads var en dygtig neurokirurg, der behandlede børn. Klinikken, hvor han arbejdede, var den eneste i regionen, der udførte så vanskelige operationer.
Han havde succes og kollegers respekt, men den opslidende skilsmisse havde rokket hans tro på familieværdier.
Kun hans to elskede hunde fyldte nu hans hjem og hjerte.
På skrivebordet stod to indrammede billeder. Den gyldne skønhed, Frida, en retriever, smilede kækt fra sit billede.
På det andet var Buster, en alvorlig og eftertænksom hanhund. Buster havde han fundet for tre år siden; en kold aften efter en hård operation stod den forkomne hvalp og frøs udenfor hospitalet.
Hans daværende kone havde protesteret længe, men Buster blev hos Mads.
Om aftenen besluttede Mads at tage hundene med i Frederiksberg Have. Det var en lun juliaften, og nede ved søen slap han dem fri. Frida og Buster, begge venlige og imødekommende, drønede efter den kastede gummiknogle med stor iver.
Når Mads var med dem, sænkede roen sig over hans sind. Han satte sig på en bænk nær bredde.
Telefonen vibrerede i lommen, og han tjekkede en besked fra Signe, der skrev, at hun ikke kom på arbejde næste dag, da hendes datter var syg.
Han tøede telefonen væk og så efter sine hunde. De sad sammen med en lille dreng ved søens bred, hvor drengen kærligt klappede Frida og Buster, mens han snakkede blidt til dem.
Et bredt smil bredte sig på Mads ansigt. Hans hunde kunne vinde enhver.
Hej, du er da ikke bange for store hunde? spurgte Mads med et smil og satte sig ned i græsset ved siden af Buster.
Goddag! Drengen vendte sig mod Mads. Min mormor siger, at hunde er engle, der passer på os hele livet.
Det har hun ret i, sagde Mads og så professionelt på den blege dreng med mørke rander under øjnene. Den hedder Frida, og det her er Buster.
Sikke nogle søde hunde, smilede drengen, stadig klappende dem. Du er heldig, du har to engle!
Kunne du tænke dig en hund? spurgte Mads og lagde mærke til mærker efter nålestik på drengens arme.
Mor og mormor siger nej, svarede han trist.
Hvad med din far? undrede Mads sig, fanget af drengens usædvanligt modne blik.
Jeg har ingen far, så han direkte på Mads. Mormor siger, han er et fjols.
Er du løbet væk fra din mor? gættede Mads, mens han kiggede sig omkring. Hun må være bekymret
Jeg har en knude i hovedet, og snart skal jeg derop, drengen pegede mod himlen med en tynd finger. Mor græder hver aften, fordi hun er bange for at miste mig, men jeg har ingen engel
Hvad siger lægerne? Mads sank en klump. Hvorfor bliver du ikke behandlet?
Der er en læge i byen, der kan hjælpe, men vi har ikke penge nok til operationen, svarede drengen og krammede Frida. Mormor siger, han er lige så kold som min far, fordi han nægtede at hjælpe os.
Din mormor er vist en kvinde med talegaver, sagde Mads stille og var lettet over ikke at kende denne dame med tunge som en kirurgkniv. Hvad hedder du?
Osvald, drengen mødte igen Mads blik. Tak!
For hvad? undrede Mads sig.
For dine gode engle, hviskede Osvald og krammede Buster.
Osvald! Hvor er du!? lød en bekymret kvindestemme.
Det er mor Drengen sprang op og løb hen mod hende.
Mads så efter drengen, mens Frida og Buster peb let.
På græsset hvor Osvald havde siddet, lå nu en mobiltelefon
*****
Næste morgen opdagede Mads, at Frida ikke kom for at vække ham sammen med Buster, som hun plejede. Hun lå stille på sofaen og kiggede sørgmodigt på ham.
Deres tur i Frederiksberg Have forløb uden Fridas sædvanlige energi, og hun deltog slet ikke i legene med Buster. Nu blev Mads alvorligt bekymret og tog hende straks til dyrlægen.
Efter undersøgelser fik han dagen efter den frygtelige besked:
Jeg er ked af det, men vi kan ikke hjælpe Frida, sagde dyrlægen og rakte ham smertestillende sprøjter. Her er, hvad vi kan gøre for at lindre hendes smerter.
Findes der ikke nogen veterinær, der kan fjerne tumoren? spurgte Mads håbefuldt.
Der findes en klinik i Aarhus, men deres operationskalender er fuld i flere måneder, og Frida har brug for hjælp nu, dyrlægen gav ham et telefonnummer. Vi har prøvet, men de måtte sige nej.
Jeg tager første tog, besluttede Mads og overlod Frida til indlæggelse på klinikken.
Han købte en billet til næste morgen. Da der ikke var akutte operationer på hans arbejde, tog han fri.
To gange forsøgte han at kontakte den aarhusianske klinik, men uden held. Frustreret måtte han tage hjem. Man kunne ikke købe sig foran i køen, hvor meget man end tilbød.
Nedslået tog Mads fra lufthavnen direkte til dyrehospitalet, hvor han blev mødt af den værste nyhed:
Hendes hjerte kunne ikke mere, det gør mig utroligt ondt, sagde dyrlægen og førte Mads ind til Fridas livløse krop.
Min pige, hvordan kunne det gå sådan Mads holdt grædende sin elskede ven tæt ind til sig …
*****
Frida! Mads vågnede med et sæt ved sit eget skrig.
Ved siden af ham lå Frida og Buster, begge med bekymrede blikke. Frida slikkede ham kærligt i ansigtet, og Mads hænder krammede hendes hoved.
Det føltes, som om han havde følt den samme hjælpeløshed og angst i drømmen, som da han mistede Frida.
Osvalds udmattede ansigt dukkede op i hans tanker, hans spinkle finger, der pegede mod himlen.
Hvordan måtte ikke hans mor have det, når hun viste, der fandtes hjælp, men pengene manglede?
Du er heldig, du har to engle! huskede Mads drengens ord.
Han greb beslutsomt sin mobil …
*****
Mads holdt en lille, gylden retrieverhvalp i armene. Den var blot et par måneder gammel og rystede nervøst.
Vær ikke bange, lille ven, sagde Mads blidt. Du har en vigtig opgave du skal være engel for en særlig dreng.
Buster og Frida snusede nysgerrigt i buskene. Mads havde aftalt at mødes med Osvald i Kongens Have, væk fra hospitalets kolde rammer. Han havde læst Osvalds journal, og en operation kunne ikke vente længere.
Manden med englene! lød Osvalds svage stemme. Hvor er jeg glad for at se dig igen!
Mads smilede og satte sig på hug.
Hej, jeg har taget dig en lille engel med, sagde han, mens han så ængsteligt på Osvald. Vil du tage imod den?
Men … mor, sagde Osvald og så spørgende på den unge, udmattede kvinde bag sig. Må jeg, mor?
Goddag, Mads Holm, hilste Louise lavmælt. Du ved det jo, han må ikke være for tæt på dyr …
Hvalpen bliver hos mig, til Osvald er hjemme igen, indskød Mads hurtigt. Jeg undskylder, at jeg ikke ville tage imod jer sidst på klinikken.
Du er jo travl, sagde hun træt, men med håb i blikket. Hun indså, at han var den, der kunne redde Osvald.
I morgen kommer I til klinikken. Der er ingen tid at spilde, sagde Mads og rakte hvalpen til Osvald, hvis øjne lyste af glæde. Imens du er på hospitalet, kan du finde på et flot navn til din ven.
Har den ikke et navn? undrede Osvald. Men enhver engel skal jo have et navn …
Tak! sagde hans mor, med tårer af lykke.
Lad ikke din søn undvære dyr. De er verdens bedste læger, sagde Mads og smilede, mens Frida forsøgte at kysse Osvalds kind …
*****
To år senere
Mads og Louise så til, mens Osvald stolt bar et kæmpe bundt hvide asters.
Det var svært at genkende den syge og udmattede dreng, Mads engang havde mødt i parken. Operationen var gået godt, og Osvald var igen fuld af liv. Atlas, som hvalpen var blevet døbt, hentede ham, da han blev udskrevet, og er siden blevet hans bedste ven.
Frida, Buster og Atlas kan vist ikke sidde stille meget længere i bilen, hviskede Mads til sin hustru.
Snart er skolens åbning slut, svarede Louise smilende.
Rektoren taler lidt for meget om skolens fornyelser, fnøs Mads. Osvald kan ikke sidde stille så længe …
Louise smilede, rørt. Mads var blevet en fantastisk far for hendes søn, og havde givet ham troen på, at engle findes. Hendes drøm var gået i opfyldelse, som et sandt eventyr.
Hendes søn er rask og får et langt og lykkeligt liv, omgivet af sine engle.
Alle mennesker har brug for en engel i deres liv!
