Her er dit værelse, bare find dig til rette, mærk dig hjemme. Signe skubbede døren op og trådte til side for sin søster.
Agnete blev stående på dørtrinnet med sin slidte weekendtaske trykket ind mod brystet. Værelset var lille, med en smal seng under vinduet og et gammeldags skrivebord som Jens netop have slæbt ind fra altanen til hendes skyld. Tapetet med små blomster stammede fra den tidligere ejer, og de havde aldrig fået det pillet ned, men nu var Signe glad for det det fik værelset til at virke hyggeligt, næsten landligt.
Signe, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dig, sagde Agnete endelig, mens hun førte hånden hen over sengetæppet. Mor sagde, du sagde ja med det samme. Uden tøven.
Hvorfor skulle jeg betænke mig? Du er jo min søster.
Signe lænede sig op ad dørkarmen og betragtede, hvordan Agnete forsigtigt satte tasken ned, som om hun var bange for at ødelægge noget. Som 23-årig så den yngste stadig ud som et barn spinkle håndled, den lyse fletning over skulderen og et fortabt blik, som om hun aldrig rigtig havde været i storbyen før.
Vi har jo stadig boliglån, bevares, Signe slog ud med hånden lejligheden her har kostet os dyrt. Men der er plads nok til alle. Jens har intet imod det, jeg har spurgt. Han sagde selv, at du skulle komme.
Jeg finder hurtigt et job og betaler til huslejen, Agnete fik det hastigt sagt, som om hun frygtede, søsteren ville fortryde. Jeg har allerede et CV klar, i morgen tager jeg til samtaler. Jeg bliver ikke nogen byrde, Signe, det lover jeg.
Tag det nu roligt, vi finder ud af det.
Signe gik hen til hende og lagde armene om hendes skuldre. Hun var så tynd, så ranglet. Mor havde ringet med rette. Der var ikke noget arbejde hjemme i den lille landsby, ingen fremtidsudsigter, bare stilstand og langsom vissenhed. Signe huskede selv, hvordan det var at slippe væk, at livet endelig begyndte.
Mor siger, du har potentiale, Signe slap hende og så hende i øjnene. Hun sagde, du bare manglede en chance.
Jeg skal ikke skuffe hende. Eller dig.
…Den første uge forsvandt i en tåge. Agnete stod op før alle andre, puslede i køkkenet, så Signe allerede blev mødt af nybagte pandekager eller havregrød med bær, når hun traskede ud i køkkenet i morgenlyset. Derefter forsvandt Agnete ud i byen samtaler, samtaler, og flere samtaler. Hun kom først hjem sent, træt men med ild i øjnene, fortællende om chefer, HR-folk og mærkelige spørgsmål.
Der er skik på din søster, sagde Jens en aften i mørket, efter de havde lagt sig sammen. Hans hånd hvilede på Signes hofte. Hun kunne aldrig slå igennem i landsbyen. Her får hun chancen.
Mener du det? Signe vendte sig i mørket, selvom hun ikke kunne se hans ansigt.
Helt sikkert. Hun er fuld af liv. Hun skal bare have mulighed.
Signe smilede ind i mørket. Det var godt, at Jens tog det sådan. Ikke alle mænd ville lade deres kones søster flytte ind på ubestemt tid. Men Jens havde altid været rolig, tilregnelig, forstående. Derfor elskede hun ham.
…Lørdag morgen begyndte som altid; den svage duft af kaffe svævede gennem gangen. Signe greb sin morgenkåbe og slentrede halvsøvnigt ud i køkkenet.
Så standsede hun…
Agnete stod ved komfuret i bittesmå shorts og en tætsiddende top, der knap dækkede noget. Hun skovlede røræg over på en tallerken, bøjet så lavt, at Signe nægtede sig selv at tænke tanken færdig. Agnete vendte sig mod bordet, hvor Jens sad, og serverede for ham med samme blikke, som om hun serverede morgenmad i sengen for sin elsker efter en stormfuld nat.
Her, Jens, smag! Med purløg, som du kan lide dem.
Og det smil. De øjne. Den vuggen med hoften, da hun gik tilbage.
Signe så på Jens. Han havde blikket stift ned i tallerkenen og rodede i rørægget. Han så ikke på Agnete. Overhovedet ikke ikke på hendes ben, ikke på hendes udskæring, ikke på hendes opvisning. Bare spiste, som om intet foregik.
Gud, hvor var han dog rigtig. Hvor var hun heldig.
Godmorgen, sagde Signe og satte sig modsat Jens.
Åh, hej Signe! Agnete smilede bredt. Vil du også have lidt?
Jeg klarer mig.
Signe ventede stille et sekund, så hun kunne se Agnete i øjnene og tilføjede:
Agnete, fryser du ikke? Det er trods alt januar.
Mig? Agnete blinkede uskyldigt. Nej, her er dejligt varmt. Helt som om det er sommer.
Ja-ja.
Jens løftede hovedet, så på sin kone. Noget lettet gled gennem hans blik endelig, nu var jeg ikke alene med det her. Eller måske ville Signe bare ønske, at det var sådan. Hun smilede til ham og rakte ud efter kanden, mens hun ignorerede Agnete, som fortsatte at flagrere rundt, næsten nøgen.
Måske var det indbildning. Måske forstod Agnete bare ikke, hvordan det så ud. Hun var jo fra landet, hvor alle kender alle og ingen tænker så meget over sådan noget.
Måske.
De næste par uger blev til et trægt spil med mærkelige regler, som Signe ikke selv havde valgt.
Agnete syntes hele tiden at teste grænserne, langsomt skridende nærmere. Engang lod hun sig skubbe forbi Jens i gangen, så hans arm og hendes bryst strejfede hinanden. En anden gang sad hun så tæt på sofaen, at deres knæ rørte. Eller spurgte ham underlige ting om arbejdet med en tone i stemmen, som om han reciterede romantisk poesi.
Agnete, Signe greb hende en dag i ærmet, da hun igen lænede sig for langt ind over Jens og computeren. Kunne du ikke lige ordne dine egne ting? Måske få sendt flere ansøgninger eller tage ud til et par samtaler.
Jeg spurgte Jens om programmet, sagde Agnete og vred sig fri, øjnene smalle. Hvad er det nu?
Ingenting. Bare… find på noget.
Agnete fnøs og gik ind på sit værelse og smækkede døren, så ting klirrede ned fra hylden i entreen. Signe så på Jens, som trak på skuldrene men hans øjne takkede hende.
Agnetes perfekte maske smuldrede dag for dag. De tidlige morgener, de hjemmelavede morgenmåltider, hendes ivrige hjælpsomhed alt forsvandt. Tilbage var kun rod: beskidte kopper i stuen, våde håndklæder på gulvet i badeværelset, krummer på bordet. På hendes værelse lignede det nu en tornado, og døren lod hun stå på vid gab, så alle kunne se kaosset.
Agnete, vi skal tale sammen, sagde Signe en aften, da hun trådte ind over bjerget af tøj. Hvornår var du sidst til en jobsamtale?
Det rager ikke dig.
Det rager mig meget. Du bor i min lejlighed, hvis du har glemt det.
Agnete lå bare på sengen og stirrede op i loftet som om hun ikke engang gad vende hovedet.
Jeg klarer det selv. Uden dine råd.
Mor ville have, at du fandt arbejde. Kom videre, husker du?
Måske har jeg min egen plan, Agnete vendte endelig blikket mod sin søster, og i hendes øjne var et rasende glimt, der fik Signe til at tage et skridt bagud. Måske kan jeg klare mig fint uden job.
Signe ville spørge hvad det betød, men lod være. Hun forlod værelset med en knugende følelse i brystet.
Den aften blev hun længe på kontoret og rodede med papirer som aldrig før. Da hun kom hjem ved ni-tiden og listede sig ind uden at lave larm, var der mørkt i entreen, kun lyset i soveværelset var tændt.
Signe sparkede skoene af og gik gennem gangen. Soveværelsesdøren stod på klem. Da hun skulle til at skubbe den, hørte hun stemmer.
Jens, kig nu på mig. Jeg er bedre end hende. Meget bedre. Og yngre.
Signe tav med hånden hævet, så ind gennem sprækken: Agnete stod med ryggen til døren, presset ind mod Jens ved klædeskabet, hænderne på hans bryst. Han så ud, som om han var blevet overrumplet af en hugorm.
Jeg skal nok være taknemmelig, Agnete lænede sig tættere på, prøvede at nå hans mund. Du kan ikke forestille dig, hvor meget. Skil dig af med Signe og gift dig med mig. Jeg gør dig til den lykkeligste mand i landet.
Luften sank tungt i Signes hals. Hun kunne hverken trække vejret, skrige eller røre sig.
Stop nu! Jens skubbede hende hårdt væk, så hun vaklede et par skridt bagud. Skrid! Forstår du?
Jens, hvad…
Jeg har lukket øjnene alt for længe! råbte han, og Signe havde aldrig hørt ham sådan før. Jeg har udholdt dine påfund, troede du selv indså det snart, men du bliver bare grovere for hver dag!
Signe trådte ind. Begge vendte sig, og et kort øjeblik flakkede frygten i Agnetes ansigt.
Signe, det er ikke hvad du tror, Agnete rakte hænderne op. Han…
Du tager hjem i nat, kom det stille fra Signe, overraskende roligt.
Ingen gråd, ingen skæbnesvanger tone. Bare sandheden.
Hvad? Signe, det kan du ikke! Hvor skal jeg tage hen, det er midt om natten!
DSB kører hele tiden.
Signe, søster, Agnete kastede sig om hendes hænder, tårene løb. Tilgiv mig, jeg ved ikke hvad der gik af mig! Aldrig mere, jeg sværger!
Signe trak sine hænder fri og trådte væk.
Pak dine ting.
Jens stillede sig tæt op ad Signe. Agnete sendte blikke imellem dem, men gråden forsvandt hurtigt.
I vil fortryde det, hviskede hun, men stoppede under deres blik.
…En time senere var lejligheden tom.
Signe sad i køkkenet og holdt om en kold tekop. Telefonen brummede.
Signe, skat, mors stemme lød svagt og træt. Agnete har ringet. Jeg har forstået, hvad der er sket Undskyld hende. Jeg anede ikke, hun ville gøre sådan noget. Undskyld.
Signe var længe tavs mens hun stirrede sig selv i møde i det mørke vindue.
Sig det til hende, mor. Jeg har ikke længere nogen søster.
Hun lagde telefonen fra sig. At hjælpe sin søster havde næsten kostet hende den familie, hun havde opbygget. Men stormen havde lagt sig.
