STEDFAR
Min mor var uheldig med livet. Hun var sur og skuffet over alting. Og det værste var, at hun lod det hele gå ud over mig. Hun skældte ud hver eneste dag, for den mindste ting. For en plet på tøjet. For tre riskorn, jeg spildte på bordet under middagen. Revnede bukser efter leg udenfor der fik jeg ikke kun skældud, men også slag. Hårde slag; ikke bare smæk bagi, men med hænder og gamle træsko hvor som helst hun ramte. Jeg forstod jo, at min mor var bitter og ulykkelig, så jeg holdt bare tårerne tilbage. Jeg var mellem fem og otte dengang og kunne slet ikke sige hende imod. Hvordan skulle jeg kunne det? Man slår jo ikke sin egen mor.
Mor, hvor er min far henne? spurgte jeg somme tider.
Hvad skal du med en far? Mangler du mad eller tøj måske? Jeg knokler som et svin, vi har knap nok til huslejen, og så… svarede hun hårdt.
Tja, og jeg spilder salt eller ødelægger tøjet altid min skyld. Hvem var min far, fandt jeg aldrig ud af. Min mor havde ikke held i kærlighed, lige så lidt som i resten af livet. Hun blev tit fyret, nok især på grund af sit temperament. Hvem gad arbejde sammen med sådan en kvinde?
Så trådte Poul ind i vores liv. Poul. Hvad han så i min mor, forstod jeg aldrig. Måske havde han bare heller ikke held i tingene og havde intet sted at bo i Århus. Mor ejede sin lille lejlighed arvet fra mormor og det var nok. Hun arbejdede som kok i kantinen på havnen, og Poul var på en maskinfabrik. En uge efter de mødte hinanden, boede han hos os.
Dav, makker! sagde Poul og tog mig i hånden, hans store næve nærmest knuste min. Hvad hedder du så?
Mads, sagde jeg genert.
Det var godt, Mads! Vær ikke genert. Jeg hedder Poul. Hvilken klasse går du i?
Anden.
Er du dygtig i skolen?
Ja, han burde hellere hjælpe sin mor, svarede mor surt.
Læs du bare, dreng. Det får du brug for, sagde Poul stille og så rundt i vores slidte hjem.
Det var også derfor, jeg egentlig gik op i skolen. Jeg ville ikke ende sådan.
En dag spildte jeg solsikkefrø ud over hele gulvet.
Tumpe! råbte mor. Jeg har lige vasket gulv! Kan du ikke bare lade være at svine?
Så fik jeg sådan et dask, at jeg næsten væltede ind i skabet. Poul sad ved bordet og drak kaffe. Allerede da hun råbte, fór han sammen og slog i bordet.
Grethe!
Hvad? spurgte mor dæmpet.
Ikke noget. Ræk mig lige småkagerne, vil du.
Ingen sagde et ord, mens jeg samlede frø op i dødsens stilhed. Da jeg var på værelset igen, begyndte Poul at skælde ud på hende. Jeg listede hen til døren for at høre med.
…det sker ikke igen, forstår du! Hvordan kan du være sådan? Hvorfor?
Jeg er træt, undskyldte mor. Arbejde, hjem, og han… han respekterer ikke, hvad jeg gør.
For det første, han er et barn! For det andet, har du lært ham at respektere dig? Lavet noget med ham? Giver du ham tid?
Mor tav.
Hvor tit gør du det?
Ej altså, Poul, hvor tit? Jeg blev bare sur, det sker jo for alle.
Ikke for mig. Jeg slår ikke på dem, der ikke kan forsvare sig. Det er usselt.
Jeg havde lyst til at løbe ind og råbe, at hun løj det skete tit! Ikke for det, jeg faktisk gjorde, men fordi hun var frustreret over sig selv. Men jeg stod der, grædefærdig over, at Poul holdt med mig.
Grethe, sker det igen, så flytter jeg. Jeg kan ikke bo sådan!
Mor lovede højt og helligt, at det aldrig ville ske igen. Og det gjorde det faktisk ikke. Poul begyndte i stedet selv at bruge tid med mig. Spurgte ind til skole, roste mine karakterer. Han tog mig med ud at fiske det var hans store passion. Da han gik i gang med at male køkkenet, spurgte han:
Mads, vil du hjælpe? Eller har du for travlt med lektierne?
Jeg hjalp selvfølgelig og gjorde alt for at gøre det rigtigt. Poul roste mig hele tiden, måske mere, end jeg egentlig fortjente.
Da vi var færdige i køkkenet, og så det flotte resultat, spurgte jeg pludselig:
Skal du være her længe?
Det må tiden vise, svarede han.
Ok, sagde jeg og sukkede.
Han satte sig ned i hug og så mig i øjnene:
Jeg skal nok gøre mit bedste. Ærligt.
Må jeg kalde dig far?
Vil du det, så ja! Selvfølgelig, søn!
Først turde jeg næsten ikke sige det. Senere lød det ofte og stolt. Jeg elskede Poul af hele mit hjerte og bad om natten, at han ville blive hos os længe. Måske var der nogen deroppe, der hørte mig. Mor blev gravid, og de blev gift. Jeg var bange for, om Poul ville glemme mig, når han fik en rigtig datter. En dag kom de hjem fra lægen mors mave struttede, og Poul smilede:
Det blir en pige, Mads! Nu er familien komplet.
Mor klappede mig kærligt i håret. Hun havde forandret sig, da lykken endelig ramte og blev varig. Poul gav mig ikke kun en stedfar, han gav mig også min mor igen.
Så blev Signe født. Poul elskede sin datter, men han var stadig samme far for mig. Signe var sjov; hun pludrede og smilede tandløst og kunne ikke styre arme og ben. Hun voksede op glad og smuk. Jeg passede meget på hende. Nogle gange tænkte jeg på, hvordan vores liv havde set ud uden Poul. Et mørke, jeg slet ikke ville forestille mig.
Signe var ni, da jeg tog til København for at læse. Jeg gik ud af skolen med topkarakterer. Signe tog det ret afslappet med bøgerne, og Poul sagde tit:
Tag nu ved lære af Mads! Han ved, hvad han vil. Det sku du også tænke over.
Signe rakte tunge af ham, men gav ham straks et kram så var han solgt.
På stationen holdt mor så hårdt om mig, som om jeg skulle i krig.
Mor, slap nu af. Jeg kommer jo hjem, sagde jeg.
Undskyld, søn! Undskyld for alt! hun græd.
Poul omfavnede os alle tre, og Signe borede sig ind under armen på ham, selvom hun ville fotograferes foran toget. Efter mange kram sagde jeg til mor, at hun var verdens bedste mor, og tog toget mod hovedstaden.
Jeg begyndte på universitetet, fandt et deltidsjob. Pengene slog aldrig til, men jeg sparede op til gaver til de andre. Af en grund ville jeg især glæde Poul. Efter eksamen tog jeg hjem i vinterferien. Gave til Signe: et flot mobilcover. Til mor: sølvarmbånd. Til Poul: nye, lækre fiskestænger. Poul blev rørt og fik tårer i øjnene.
Tak, makker! Hvor er du god.
Om aftenen sad vi samlet over maden. Mor havde lavet alt muligt godt, fordi jeg kom hjem. Poul trak mig ud i køkkenet og sagde stille:
Der er sket noget, Mads… Din biologiske far er dukket op. Efter alle de år. Han er i byen og har lagt et telefonnummer. Din mor var imod, men jeg tog det. Jeg tænkte, du måske ville…
Jeg blev helt stille. Minderne væltede op.
Mor, hvor er min far?
Og så hendes vrede og råben som svar. Poul kiggede nervøst på mig, holdt lappen med nummeret krøllet i hånden. Jeg tog papiret og rev det i stykker, smed det i skraldespanden.
Far, er du gal? Hvilken far? Du er min far. Jeg har ikke brug for andre.
Poul fik tårer i øjnene igen, og vi krammede længe. Min gamle far… han bliver mere følsom for hver dag.
Hvis jeg har lært noget, så er det, at lykken ikke kommer af sig selv. Men man kan være heldig også selvom alt føles mørkt. Man skal bare turde tro på, at det kan vende. Og ikke mindst man vælger selv, hvem der er ens familie.
