Mor døde langsomt, tungt og slet ikke smukt Kun øjnene Jo nærmere det uundgåelige kom, jo sortere blev de. På selve kanten de var fløjlsdybtsorte, uudgrundeligt kloge og altseende Eller måske var det bare huden i ansigtet, der blev blegere og blegere?
Et sted hen imod sensommerens afslutning tog jeg hende med fra kolonihavehuset, og fordi det allerede var sent, blev jeg og overnattede hos hende. Midt om natten, på vej ud til toilettet, faldt hun og senere fandt vi ud af, at hun havde brækket hoften. For gamle mennesker er det næsten en dødsdom.
Herefter gik det hurtigt: ambulance traumatologisk afdeling operation og ti dage på hospitalet.
Da vi kørte mod hospitalet, faldt det mig på en uforklarlig måde ind, hvordan jeg som barn overnattede hos min børnehavelærer, fru Anna Holm, da min far blev begravet han blev kørt over på sin gamle Nimbus på en mørk landevej. Mor var otteogtyve, jeg tre, og hun ville skåne mig for nyheden om dødsfaldet, så hun tog mig med væk under begravelsen og sagde, at far var taget på forretningsrejse Hun giftede sig aldrig igen, af frygt for at en anden mand aldrig ville blive en rigtig far for mig.
Efter hun blev udskrevet, måtte jeg sige op på arbejdet for at tage mig af hende en plejer havde vi ikke råd til, vi var nemlig i gang med at købe en lejlighed til min yngste søn.
Jeg flyttede permanent ind i mors étværelseslejlighed, hvor jeg skiftede bleer på hende tre til seks gange om dagen, vaskede hende og gav hende mad. Hun klagede aldrig. Ikke én gang. Hun holdt bare ud. Kun et barnligt av! hvis jeg var for hårdhændet, når jeg vendte hende. Og bagefter hviskede hun: Ingenting ingenting Alt er godt, dreng
Jeg vidste faktisk ikke før da, hvor sart og svag jeg var. Om natten, når jeg lagde mig på sofaen ved siden af hendes seng, græd jeg stille i mørket af fortvivlelse. Måske burde jeg skrive, at det kun var tårer af medlidenhed med hende. Ja, til dels med sandhed, men sandheden var også, at jeg havde mere ondt af mig selv.
Der var ikke nogen at regne med: begge sønner havde arbejde og egne familier, og min kone Min kone sagde: Jamen det er jo din mor for mig er hun bare en fremmed kvinde
Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på første gang, jeg tog min Sanne med hjem for at præsentere hende for mor. Mor var venlig hele aftenen igennem. Da jeg havde fulgt Sanne ud og kom tilbage, så jeg spørgende på mor, og hun trak bare på skuldrene og sagde: Ved ikke, men der er noget Men det binder dig jo ikke til noget. Det er dig, ikke mig, der skal gifte dig.
Hele livet havde mor og min hustru et fremragende forhold.
Nu, som dengang for længe siden, var vi mor og jeg alene igen. Om aftenen, når lyset var slukket, talte vi længe sammen i mørket. Hun fortalte om mormor og morfar, om hvordan tyskerne kom til landsbyen, og hun gemte sig med storesøster bag plankeværket og så på fremmede, mættede folk, der spillede på mundharpe og hele tiden lo højt.
Hun fortalte også om min far, som jeg næsten ikke huskede. Eller måske huskede jeg ham slet ikke Bare en skygge i erinringen. En stor mand med stikkende kinder og den ubehagelige lugt af tobak, som løftede mig op og kyssede mig, kyssede, kyssede, når han kom hjem fra arbejde, mens han gentog: Min søn, min dreng, min dreng
Men efterhånden fik mor det værre, og de natlige samtaler forsvandt. Jeg bildte mig ind, at det var, fordi jeg gav hende kedelig mad. Derfor begyndte jeg at bestille varm mad fra restauranter pænt pakket og lækkert. Når jeg spurgte, om det smagte godt, rystede hun svagt på hovedet og sagde: Du er da nærmest blevet en rigtig kok. Men hun rørte kun knap nok ved maden.
Den sidste nat, hun tilbragte hjemme, kom hun pludselig i tanke om, dengang der for første gang dukkede kuglepenne op i vores lille by, og jeg gik i tredje klasse og kun havde hørt om dem. Men Lene Madsens far fik på forunderlig vis skaffet hende sådan en. Kæmpe sensation, denne kuglepen jeg viste den stolt til mor om aftenen. Da hun fandt ud af, hvordan jeg havde fået den, slog hun mig. Hårdt. Med et bælte. Så tog hun mig og kuglepennen, og sammen mor, jeg og pennen gik vi over til Madsens og leverede den tilbage til den retmæssige ejer.
Jeg kunne næsten ikke huske det, men nu begyndte mor at bede om tilgivelse, fordi hun havde slået mig, og hun forsøgte at undskylde, at hun bare var så bange for, at jeg skulle blive en tyv.
Jeg strøg min mor over kinden og følte brændende skam, selvom jeg aldrig blev en tyv.
Tidligt om morgenen, da det gik helt galt, og ambulancen hentede hende, vågnede hun et øjeblik op, lod hånden glide over min, og mumlede: Gud, hvordan vil du mon klare dig uden mig Du er jo stadig ung og lidt tosset
Mor nåede ikke at fylde niogfirs. Dagen efter, hun døde, blev jeg fireogtresDa hendes øjne gled i, syntes natten pludselig uendeligt meget større og stille. Alt det, der var blevet usagt, svævede mellem os, men det virkede ikke længere så tungt. Da jeg senere kom hjem til lejligheden, sad jeg længe i hendes stol uden at tænde lyset. Mors gamle uldsjal lå stadig hen over armlænet, og jeg lod det glide om skuldrene, som hun havde gjort, når hun frøs.
Pludselig fornemmede jeg hendes stemme, næsten hviskende: Alt er godt, dreng Ikke som et ekko, men som noget sandt, som vinden, der stryger gennem træerne uden at spørge om lov.
En dag fandt jeg mig selv samle valmuer på vejen hjem, som hun altid havde gjort, og satte dem i et glas vand i vindueskarmen. Solen faldt ind i værelset, og jeg så mig selv i spejlet, bære nogle af hendes træk i mit ansigt et smil, et blik, en rynke, der kun kom frem, når jeg grinede.
Mit liv tog ikke pludselig en ny retning. Jeg var stadig lidt tosset, lidt ung, og begyndte langsomt at lære, at sorgen er kærlighedens skygge. Men der var også plads til taknemmelighed: For alt det min mor var og havde givet mig og for at hun til sidst havde lært mig, at man kan være stærk, også når man er meget, meget bange.
