9. november
Jeg tørrede hænderne i viskestykket og så rundt på spisebordet. Der stod aubergineruller, frikadeller, salat og en kande saft. Alt var på plads. Alt var, som det skulle være. Alligevel kriblede det indeni for i dag skulle hans mor komme forbi.
Mor, hvorfor har du lavet så meget mad? Nikolaj stod i døråbningen, ranglet og alvorlig. Tolv år, og allerede sådan et voksent blik. Bliver de hele ugen eller hvad?
Det er jo hans mor, Nikolaj. Grethe Johansdatter. Første gang hun kommer her.
Og hvad så? Morten har jo boet her i et halvt år nu. Hvad så?
Jeg svarede ikke. Han havde ret, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det højt. Morten dukkede op efter skilsmissen solid fyr, hænderne skruet rigtigt på, satte en hylde op, fikset vandhanen blev, sov her et par gange. Og pludselig havde han boet her længe, men Nikolaj var aldrig tryg omkring ham.
Klokken syv ringede det på døren. Jeg åbnede der stod Grethe Johansdatter, stor dame med markant rødt hår og knaldrød læbestift.
Ved hendes side var Anneline, Mortens søster, stramme jeans, mobiltelefon i hånden. Ingen blomster, ingen gave, ingenting.
Kom bare ind og tag overtøjet af, forsøgte jeg med et smil.
Grethe smed frakken og gik straks på rundtur i lejligheden, inspicerede vægge og møbler. Jeg frøs fast. Morten stod i gangen og så ned i gulvet.
Du har vist ikke mange kvadratmeter, sagde Grethe, da hun stak hovedet ind i stuen. Og der er jo støv i vindueskarmen. Ikke meget husholdning her.
Jeg bed mig selv i kinden. Anneline fniste og skrev videre på sin mobil.
Kom bare hen til bordet.
Grethe satte sig på ærespladsen og betragtede maden kritisk, imens jeg hældte saft op og stillede tallerkener. Morten var allerede klar til at tage for sig af frikadellerne.
Hvad er det? Grethe pegede med gaflen på auberginerullerne.
Aubergine med ost og hvidløg. Prøv at smage.
Nej tak, sådan noget spiser vi altså ikke! Hendes stemme var skarp og høj. Det der giver vi til grisene på landet!
Grethe tog tallerkenen og smed den på bordet. Rullerne røg ud, en landede på dugen og efterlod en fedtet plet. Anneline rykkede sig væk, stadig med mobilen fremme. Morten tyggede videre på sin frikadelle.
Jeg stod med kanden i hånden. Stilhed.
Morten, kan du ikke lige sige noget? sagde jeg stille.
Mor, nu stopper du lige, mumlede han, stadig uden at se på mig.
Hvad nu? Jeg siger jo bare sandheden, Grethe lænede sig tilbage og studerede mig fra top til tå.
Du er da solid nok, Malene. Men du har taget lidt på. Det sætter sig jo, når man ikke er helt ung mere. Morten kunne godt finde en yngre, lidt slankere én. For det er du da ikke mere frisk, altså.
Noget i mig gik i stykker. Jeg satte saftkanden fra mig og satte mig.
Morten?
Mor, nu må du holde op, sagde han, mens han rakte ud efter brødet.
Ja ja, tag det roligt. Jeg mener det jo ikke ondt, sagde Grethe og viftede afværgende.
Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Jeg havde brug for at trække vejret, så jeg ikke eksploderede. Jeg stod ved komfuret, holdt fast i bordkanten og lyttede.
Mor, stop nu, det var Morten, men han lød mere træt end vred.
Jeg siger det bare som mor. Hvad skal du med én, der har været gift før, og med barn? Drengen ser da ikke til dig, han er jo fremmed. Du har haft det varm og gratis et halvt år nu. Til foråret kan du flytte, finde en anden. Det er tilstrækkeligt.
Jeg stivnede. Kedlen kogte, men jeg hørte den ikke.
Det er fint, mor, lo Morten. Det er da også praktisk, bilen står jo lige nede foran, og mit lager ligger bare fem minutter væk. Jeg kan være her vinteren over, spare lidt penge op, og så ser vi. Hun er jo forelsket, hun slipper mig ikke.
Du er ikke dum. Men husk nu at holde dig lidt på afstand.
Du er barsk, fniste Anneline.
Jeg slukkede for kedlen. Mine bevægelser blev rolige. Jeg gik ud i gangen, åbnede skabet, tog Mortens taske og vendte tilbage til stuen. Jeg smed tasken midt på bordet.
Pak dine ting!
Morten så op.
Hvad mener du?
Jeg mener det pak! Hotellet lukker!
Hold nu op, Malene! Vi snakkede jo bare
Jeg hørte udmærket, hvad I sagde. Hver eneste sætning! Praktisk, siger du? Du skal bare vinteren over? Nu er det slut. I dag!
Hvad er det for noget? Grethe sprang op. En stol væltede. Vi er jo gæster!
Gæster taler ikke nedsættende til værten. Gæster kalder ikke maden svinefoder. Gæster lægger ikke planer om at bruge husherren til foråret, jeg åbnede døren. Tag overtøjet på. Nu.
Du er ikke rigtig klog! råbte Grethe, mens hun hev i frakken. Du vil ende alene med den attitude!
Anneline stod allerede i gangen og snappede video. Morten pressede telefonoplader, barbermaskine, sokker ned i tasken. Han mumlede noget om, at jeg ville fortryde, tigger om hans gunst.
Malene, råbte han. Jeg vendte mig. Hvem betaler for vandhanen? Jeg monterede en ny! Har endda kvitteringen!
Den er betaling for hotelopholdet. Og brokker du dig, sender jeg en regning på et halvt års husleje!
Jeg ringer til ejendomsinspektøren! Han hev telefonen op.
Gør du bare. Du kan forklare, hvordan du har boet ulovligt her i over et halvt år.
Han spyttede, vendte sig om og gik. Grethe råbte på trappen:
Der bliver aldrig nogen, der gider dig! Aldrig!
Jeg lukkede døren og låste. Stilheden var tyk en slags stilhed, jeg ikke havde hørt længe.
Efter et minut kom Nikolaj ud fra værelset. Han stod midt i gangen og kiggede på mig.
Så de gik?
Jeps.
For altid?
For altid.
Han gik hen, lagde armene om mig og hvilede panden på min skulder. Jeg strøg ham over det stride hår.
Mor, er der flere frikadeller?
Halvdelen af gryden er tilbage.
Så lad os spise. Ham der Morten ædede jo halvdelen.
Vi satte os i køkkenet. Jeg varmede frikadeller, Nikolaj satte sig med det samme. Pludselig grinede han lavt og lettet.
Hvorfor griner du?
Tænkte bare på, da han skulle hjælpe mig med computeren forleden. Han kunne ikke engang åbne internettet, Nikolaj rystede på hovedet. Mor, var du virkelig forelsket i ham?
Jeg grublede. Prøvede at huske, hvad jeg følte, da Morten kom ind i mit liv. Var det forelskelse? Eller bare frygt for at være alene?
Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror bare, jeg håbede på, der var én at være sammen med.
Men vi er da to, mor.
Jeg så på ham det modne ansigt, de øjne, der ikke længere var børns. Han havde ret.
Du er klog.
Det har jeg fra dig, sagde han og snuppede en frikadelle mere.
Jeg gik hen til vinduet. Udenfor var det ved at blive mørkt, gadelamperne lyste svagt. Morten gik nu rundt derude et sted med tasken og lagde nye planer for et vinterlogi. Men jeg var ligeglad.
Mor, skal vi tage i biografen i morgen? Den nye film om robotter?
Det lyder hyggeligt.
Vi sad sammen og spiste frikadeller og drak saft. Jeg besluttede, at i morgen ville jeg tage den skæve hylde ned. Og barbere Mortens barbermaskine ud fra badeværelset. Lave hovedrengøring fjerne alt, der minder om de sidste måneder.
Men det var først i morgen. I dag var vi bare mig og Nikolaj i mit køkken, i min lejlighed. Og indeni begyndte noget vigtigt langsomt at vende tilbage.
Nikolaj ryddede op, gned sig i øjnene og gik mod værelset. I døren vendte han sig om:
Mor, næste gang nogen flytter ind, spørger du mig først, ikke? Jeg kan altid se, hvis nogen er okay.
Aftale.
Jeg blev siddende alene. Så rundt i lejligheden min egen, hvor alt var på sin plads. Ingen fremmed snorken, ingen fremmede sokker, ingen skjulte dagsordener. For første gang i et halvt år kunne jeg trække vejret frit.
Grethes ord dukkede op “du ender alene”. Og jeg smilede. Alene er ikke skræmmende. Skræmmende er at have nogen tæt på, der kun bruger én.
Jeg rejste mig og slukkede lyset. I morgen begynder en ny dag. Uden Morten, uden hans mor, uden falsk omsorg. Bare mig og Nikolaj. Og det er, som det skal være.
