En kvinde går smilende gennem gangen, fyldt med glæde ikke helt ung, let buttet. Humøret er højt. Hun bærer en buket beskedne tulipaner. På arbejdet har kollegerne netop ønsket hende tillykke med fødselsdagen.
Hun bevæger sig ned ad gangen i sin nye kjole med blondeindsats, iført spritnye sko med hæle. Hun går ikke bare hun svæver, som en heliumballon. Glæden løfter hende over gulvet. Hun er fyldt af lykke.
På vej møder hun en kollega fra en anden afdeling. En kvinde med spids humor og et bidende glimt i øjet.
Hun slipper en kommentar ud Kjolen er da lidt til den lille side, du skal da passe på, den ikke sprækker! Og de hæle, mon de holder til det pres? Hun siger det med et smil, men ordene rammer hårdt.
Pludselig styrter kvinden ikke fysisk, men hun falder alligevel. Kjolen mister sit skær, bliver pludselig klodset og kikset, ligner nu billigt syntetisk stof med glitter. Skoene virker gammeldags, hælene latterligt tynde. Hun lægger mærke til rynkerne, pudderet, den røde læbestift, som er løbet lidt ud upassende for hendes alder: Halvfjerds snart? Skal man ikke bare nøjes med læbepomade i den alder? Kollegaens spydighed får tulipanerne til at hænge med hovederne de ser pludselig visne og billige ud.
Kollegaen med de spidse bemærkninger smiler giftigt og fortsætter. Hun har altid en spids kommentar i baghånden. Folk holder sig helst for sig selv, når hun er nær. Ingen har lyst til at blive forvandlet til noget forknyt og latterligt af hendes stik.
Om aftenen går kvinden hjem til sin mørke lejlighed. Hun sætter sig ved computeren og søger andre, der er sårbare hun gemmer sig bag sine egne spydigheder, i håbet om, at nogle af dem trækkes ud af hende selv, hvis hun prikker til andre. Men det forholder sig omvendt. Hun bliver tungere for hver én, hun sårer. Hun lever, som en pinsvin med giftige pigge, der stikker indad og giver hende ondt i sindet.
Imens går den første kvinde slukøret videre, hovedet sænket som en vissen blomst. Hun skælder sig selv ud over kjolen, skoene, og sit ønske om at glæde sig.
Da når hun frem til chefen, Bjarne Kristensen, en ældre mand med måne og karakteristisk dansk næse. Han kommer ud på gangen, hvor der er fyldt med folk.
Bjarne taler højt, så alle kan høre: Du er en fantastisk medarbejder. Jeg har netop underskrevet din bonus med direktionen. Og må jeg bare sige du ser skøn ud! Selv hvis man ikke må sige sådan i dag.
Det er rigtigt sådanne komplimenter er blevet svære at give. Mærkeligt nok er det komplimenter, der bliver dømt, ikke spydigheder. Hvad med grovheder og hån?
Men kvinden fyldes pludselig igen med lethed som helium! Hun kunne flyve op til loftet eller endnu højere, hvis ikke det stoppede hende. Kjolen skinner endnu en gang, skoene føles fortryllende, rynkerne forsvinder, og tulipanerne rejser sig strålende røde og gyldne!
Bjarne kigger op på hende. Han har altid vidst, at hun kunne flyve. Som på gamle danske malerier, der pryder slottenes lofter
Han rækker sin hånd frem. Ikke for at trække hende ned, men for at holde fast. Sammen. Hjerte. Sjæl. Et hjem, der har manglet en, der kan flyve.
Og hun vil flyve stadig, for når man er elsket, kan man lette.
Og dem med de spidse bemærkninger? Dem holder ingen af. De burde lade spyddene falde. Men ofte er stikkene groet fast, og ikke til at få løsnet. Så vi andre må holde afstand, svæve væk, fortsætte med at elske, håbe og tro. Og stige endnu højere opHun mærker Bjarnes hånd i sin. Den er varm og solid. Rundt om dem summer kollegerne videre, men lydene bliver bløde, fjerne, som klokkeklang gennem skyer. Ballonen indeni hende vokser ikke kun af lettelse, men af mod. Hendes smil vender tilbage, og hun kan mærke, at det når ud til alle hjørner af ansigtet.
For dér, midt på gangen, midt i livet og lysstofrørene, bliver hun set. Ikke for kjolen, skoene eller rynkerne, men for hele mosaikken af hende selv alt det glitrende og alt det skrøbelige.
Hun tager et forsigtigt skridt og mærker, hvordan fødderne lander fast denne gang svæver hun ikke væk, men opad. Alligevel står hun roligt. Hun ser sig omkring, og de, der bemærker hende, nikker, smiler. Én griber endda fat om hendes arm og ønsker hende tillykke på ægte vis. Der strømmer varme i gangene, blødt og stille, som forårssol efter frost.
Tulipanerne løftes i hendes hånd, nyudsprungne med hovederne højt. Hendes latter klinger let, hjertet let og kollegaens ord flagrer, svækket, væk med vinden.
For det er sandt, tænker hun, idet hun går videre lykke er en blomst, men også en flamme, der aldrig bør kvæles af kolde ord. Og med ét skridt af gangen finder hun hjem, hvor kærlige blikke venter, og hvor hendes indre lethed aldrig skal bære hæle eller kjoler for andres skyld.
Livet er for kort til at gemme glæden hun vil bære den som sin smukkeste kjole.
