Hvor skal I hen? Vi er jo kommet for at besøge jer! – Jeg kan simpelthen ikke holde din søster ud! …

Hvor skal I hen? Vi kom for at besøge jer!
Jeg kan simpelthen ikke holde din søster ud! udbrød Katrine opgivende. Hun driver mig til vanvid!
Du er ikke den eneste, svarede Mads og tog sin kone i forsvar.
Hun blander sig altid i alting og tror, hun ved bedst om alt. Du skulle se det ansigtsudtryk, hun får, når det lykkes hende at gøre mig til grin, vrissede Katrine lavmælt. Så er det den ene dag min opdragelse, der er galt med, den anden dag synes hun mit tøj er helt umoderne
Hun har altid været sådan, svarede manden med et skuldertræk. Det er nu min mors skyld, hun forkælede hende altid og lod hende slippe af sted med alt.
Heldigvis bor vi 100 kilometer fra din familie, sagde Katrine og rullede med øjnene.
Svigerinde, Birgitte, og svigermor, Gudrun, boede i København, mens Mads og Katrine boede i en mindre landsby på Sjælland.
De to kvinder var begge enker og delte en lejlighed i byen, så hver gang Mads og Katrine besøgte hans mor, foregik det også hjemme hos Birgitte.
Mads søster kunne ikke fordrage Katrine, og derfor var konflikterne mellem dem uundgåelige.
De første gange bed Katrine tænderne sammen og holdt mund, men til sidst begyndte hun at svare Birgitte igen. Hun bemærkede, at Gudrun også begyndte at hakke på hende, når svigerdatteren viste svaghed.
Hver eneste familiebesøg endte i skænderier, og til sidst besluttede Katrine og Mads helt at undgå besøgene i København.
Det gik ikke Gudrun forbi, og hun begyndte at ringe og kræve forklaringer.
Hvorfor er I stoppet med at komme? To uger er gået, uden jeg har set dig. Synes du ikke, din mor og søster savner dig? brokkede hun sig vredt.
Vi har travlt, der er meget at se til, svarede Mads kort, uden at give flere detaljer.
Hvad er det, der er så vigtigt? Er det Katrine, der ikke vil? Sidst I var her, så hun ud som om, hun havde tygget en hel citron, sagde Gudrun mistroisk.
Jeg har sagt det, mor, vi har en masse at ordne, gentog Mads og afsluttede samtalen hurtigt.
En time senere ringede Gudrun dog igen for at fortælle, at hun og Birgitte ville tage ud på landet og besøge dem.
Hvorfor det? undrede Mads sig.
Vi skal lige besøge en gammel veninde i nærheden og så samtidig hilse på jer, nu I aldrig kommer, lød det selvsikkert fra Gudrun.
Mads blev straks urolig. Han havde jo netop undgået at tage til byen, for at de ikke skulle komme uanmeldt til dem.
Vi er nok ikke hjemme, svarede han håbefuldt, i et forsøg på at afskrække dem.
Hvor skal I hen? spurgte Gudrun irriteret. Jeg tror bare, I ikke vil se os. Kan I ikke bare sige det ligeud?
Vi skal til fødselsdag, løj Mads hurtigt.
Gør I bare det, selv om mor og søster ikke kommer hver dag, sagde Gudrun fornærmet og lagde røret på.
Mads fik straks dårlig samvittighed, men da han huskede, hvordan Katrine blev behandlet under de sidste besøg, fandt han hurtigt ro i sit valg.
Han nævnte ikke noget om besøget for Katrine, han ville ikke gøre hende urolig for noget, der måske slet ikke ville ske.
Men tre timer senere fortrød han. Da ringeklokken lød, åbnede Katrine døren.
Hun blev helt konfus, da hun så de bedrevidende smil hos Gudrun og Birgitte. Hun havde ikke ventet besøg.
Mads, der nu huskede deres plan, skyndte sig ud i entréen.
Katrine, er du klar? Har du ikke fået tøj på endnu? sagde Mads bebrejdende og gjorde som om, han ikke lagde mærke til de uventede gæster.
Klar til hvad? spurgte Katrine forvirret.
Til fødselsdagen! Har du glemt det? smilede Mads anspændt. Nå mor, Birgitte, hvad laver I egentlig her?
Vi sagde jo, vi ville komme, svarede Gudrun helt roligt. Vil I ikke lukke os ind, i stedet for at lade os stå i gangen?
Nej, vi skal til at køre, Katrine, skynd dig at gøre dig klar, sagde Mads og tog Katrine i hånden.
Katrine så spørgende på sin mand, men forstod med det samme, da han blinkede til hende han ville bare slippe af med gæsterne.
Hvor skal I hen? Vi kom jo for at besøge jer! sagde Birgitte, med armene over kors. Er det ikke lidt sent at tage til fødselsdag nu?
Nej, vi skal være der klokken otte, skød Mads hurtigt ind. Vi skal af sted om en halv time.
Skal du tage af sted i de klæder? drillede Gudrun, da hun så sønnens hverdagstøj.
Åh for pokker, jeg har glemt at skifte, sagde Mads og forsvandt hurtigt ind på soveværelset.
Birgitte og Gudrun udvekslede mistroiske blikke.
De troede ikke på, at Katrine og Mads reelt skulle ud, men var overbeviste om, at det hele var opfundet for at slippe for gæster.
Kunne I ikke bare udskyde det for vores skyld? spurgte Gudrun, da sønnen kom ud igen, nu omklædt.
Det er umuligt, svarede Mads bestemt og knappede skjorten. Vi har lovet at komme, middagen er betalt pr. gæst. I kan da komme igen i næste uge, foreslog han, bevidst om, at hans mor næppe ville tage imod.
Måske skal vi bare vente her, til I er hjemme igen? foreslog Birgitte, mens hun så sig omkring i stuen. Bare vente stille og roligt?
Nej, det kan I ikke, svarede Mads fast. I har da andre steder at tage hen, har I ikke?
Her er altså bedre end hos min gamle veninde, sukkede Gudrun med et skævt smil. Og hun blev slet ikke glad for os alligevel.
Skal jeg køre jer til stationen? forslog Mads for at gøre det lettere at tage afsked.
Det er for sent, der går ikke flere tog til byen, og du kan jo ikke køre os begge ind, svarede Birgitte med et glimt i øjet.
Så kan jeg bestille et hotelværelse til jer for natten, tilbød Mads. Det er desværre alt, jeg kan gøre.
Gudrun kneb øjnene sammen af skuffelse. Hun havde håbet, han ville insistere på, at de kunne overnatte.
Så et hotel? sagde Birgitte fornærmet. Er du bange for, vi skal stjæle noget?
Nej, vi har det bare bedst sådan. Hvad skulle I få tiden til at gå med her alene? brød Katrine ind. Vi vil helst ikke have nogen i huset, når vi ikke selv er hjemme.
Jeg kan køre jer til et hotel, gentog Mads for at lette stemningen.
Det behøver du ikke! sagde Gudrun og forlod hurtigt huset.
Birgitte fulgte efter, mens hun mumlede klager over bror og svigerinde.
Da Katrine og Mads så dem forsvinde ned ad vejen, åndede de lettede op.
Det falske fødselsdagsalibi var ikke nødvendigt længere.
Gudrun og Birgitte tog en taxa retur til København og besluttede, de ikke længere ville have kontakt til deres umedgørlige familie.
Først flere måneder senere, da Mads var i byen til et lægetjek og ledte efter et sted at spise frokost, kom han til at tænke på dem.
Birgitte åbnede døren. Da hun så sin bror, sagde hun kort, at de var på vej ud, og ikke ville lade en fremmed være alene i lejligheden.
Mads indså bittert, at hans mor og søster var meget fornærmede.
Siden det besøg ebbede forholdet helt ud mellem Mads og resten af familien.
Jeg har lært, at uanset hvor meget man prøver, kan man ikke tvinge en god relation frem, hvis gensidig respekt mangler. Nogle gange må man sætte grænser, også selvom det gør ondt.