Elin satte sig bag rattet i sin bil, som svævede lydløst ud gennem tågerne, mens GPS-skærmens svage, blinkende lys ledte vej. Alt var som det skulle være; hun var nået frem til adressen. Hun åbnede døren med en tung, næsten saltet hånd, trådte ud i den kølige københavnske morgenstund og gled, som på usynlige slædeskinner, de halvtreds meter hen til indgangen til den lille café. “Kaffehaven” stod der, næsten som en ledetråd i drømmen. Titlen ramte hende paradisisk, men måske lå der ironier begravet.
Indenfor blev tiden viskøs, hun skulle nu konfrontere hende hendes mands elskerinde, en som uvirkeligt havde skåret sig ind i hendes liv. Elin vidste mærkværdigt lidt om denne kvinde. Kaldet Musen af hendes mand, sådan som kun danskere kærligt kan give kælenavne, og arbejdende som tjener her på stedet. Alt andet forsvandt i en tåge. Elin satte sig ved vinduet og ventede på drømmens næste mærkelige udspring.
Så ankom tjeneren. Der var ingen tvivl, det var hende Elin kunne genkende de flygtige træk fra et billede på hendes mands telefon, som et motiv sløret af regn mod en rude. Tjenerens navneskilt læste hun: Mette. Manden var altså heller ikke specielt kreativ med navne. Den unge kvinde, uvidende om de væld af drømmeagtige tanker i Elins hoved, smilede:
Godmorgen! Vil De se menukortet?
Elin gav hende sit bredeste, mest uforklarlige smil, mens hun studerede rivalen, som om hun forsøgte at forstå et maleri uden farver.
Hvordan var hun endt her? Den tiårige ægteskab med Anders føltes for længst som en mild dansk søndagsmorgen indtil nu, hvor alt var spejlvendt. Deres datter, Frida, var blot otte år og snakkede altid om far som sin konge. Det var Elin, psykologen, der forsøgte at holde sammen på fortællingen om et velfungerende dansk kernefamiliemønster: lejlighed på Amager, brugt bil og kolonihavehus.
Så ramte opdagelsen fra det hinsides. Anders var under bruseren, da mobilen ringede.
Det er sikkert min far, vil du tage den?
For første gang måtte Elin svare, men på skærmen så hun, at det i stedet var Musen, et billede dukkede op: en ung kvinde i hans favn. Hvad betød så noget? Hendes hoved begyndte at snurre, drømmehastigt. Var det nu, hun skulle svare? Ringetonen døde ud, men straks dukkede en besked op: Anders, jeg arbejder 2/2 hele næste uge kom forbi Kaffehaven til fyraften, jeg savner dig <3.
Elin havde mest lyst til at kaste mobilen ud i Sortedamssøen, men nu var maskineriet sat i gang: var det overhovedet muligt at misforstå, hvad der foregik? Musen i hans arme, og nu denne besked. En mærkelig, sort løkke begyndte at snørre sig om hendes tanker. Hvordan kunne hun fortsætte?
Hun løj sig til hovedpine og "måtte ud efter Panodil", men endte i stedet på en drømmebænk ved Sankt Hans Torv og forsøgte at udrede bristende minder. Var det nu, hun gik hjem og pakkede hans ting? Men Frida ville blive knust, så hun blev siddende, drømmende.
Så kom hun i tanke om, at hun vidste, hvor og hvornår Musen arbejdede. Måske skulle hun tage ud og se hende, så drømmen kunne fortsætte? De næste dage var som at trække vejret gennem silke: apetit forsvandt, søvnløshed åd timer, og Anders så på hende med den urolige vagtsomhed, hun ikke før havde set.
Så sitrede hun: det var nu eller aldrig. Hun måtte møde hende i Kaffehaven, og bringe denne drøm til sin besynderlige logiske kulmination.
***
Jeg vil bede om en café latte og et stykke kage. Hvad vil du anbefale?
Vores honningkage er ret populær, foreslog Mette.
Elin nikkede.
Mette bragte kagen og kaffen, men Elin kunne næsten ikke røre det. Kaffen var middelmådig, kagen fuldstændig ordinær. Caféen var mærkeligt tom selvfølgelig, klokken var kun elleve. Hun havde håbet på lidt privatliv til at indlede en mærkelig samtale. Det lykkedes hende, for Mette kom hen efter ti minutter for at spørge:
Er kagen ikke god? Kan jeg byde på noget andet?
Nej, det er ikke kagen, det er bare Jeg tænker på alverdens ting.
Jeg skal nok lade dig være i fred
Nej, Mette, det er okay. Jeg spekulerer bare skal jeg spise kagen færdig, eller gå hjem og forlange skilsmisse? Hvad ville du gøre?
Mettes blik blev forsigtigt; situationen virkede søvngænger-absurd.
Det har jeg aldrig skulle vælge
Men hvis? Forestil dig, du fandt ud af, at din mand var dig utro.
Mette tav. Elin afbrød sig selv.
Hvor længe har du arbejdet her?
Omtrent et år.
Studerer du?
Ja, kultur og kreative fag på universitetet.
Elin grinede sagte over denne mærkelige drøm.
Har du nogensinde forestillet dig at være i rollen som bedraget kone?
Mettes uro voksede. Elin stoppede samtalen. Hvad nu? Skulle hun rive denne kvinde i håret, overhælde hende med kold latte? Ville det hjælpe på noget som helst? Nej, hun sukkede bare og bad om regningen.
Da Mette kom tilbage, var Elin væk. Kun nogle sedler et par hundrede kroner og gavmildt drikkepenge lå tilbage på dugen. Mette kiggede ud af vinduet og sukkede tungt.
***
Beslutningen blev født i Elin. Deres tiårsdag skulle gennemføres, Frida havde glædet sig og malet et kæmpe plakat. Hun måtte vente med sandheden til bagefter.
Så sad de dér, i deres yndlingscafé på Nørrebro, Anders, Elin og Frida på række. Ti års jubilæum, "tinbryllup" eller skulle det snarere være glasbryllup? Hendes ægteskab føltes i hvert fald skørt og bristefærdigt. Så blinkede Anders til Frida:
Hvad er et festmåltid uden kage?
Frida jublede:
Jeg vil have det største stykke!
En tjener trådte ind med kagen, bærende den som i en tåget ballets bevægelse: det var Mette. "Musen". Anders smilede, mærkeligt ømt, og sagde:
Tillykke, min skat! Denne kage er kun til dig.
En eventyrfigur drog Frida væk med leg, og Anders så alvorligt på Elin.
Jeg ved, I allerede har hilst på hinanden.
Mette nikkede.
Vores kærlighed kan klare alt, Elin. Tak fordi du er min, sagde han, og forsøgte at kysse hende. Hun trak sig væk.
Hvad betyder alt dette?
Det hele var for sjov. En slags dansk practical joke. Jeg kontaktede et eventbureau, de laver mærkelige fester, skriver manuskripter, hyrer skuespillere. For os: min utroskab. Du er så cool, Elin! Jeg løfter hatten for dig.
Altså du har ikke en elskerinde?
Nej!
Og Mette?
Jeg er bare studerende, arbejder her og for bureauet. Du opførte dig virkelig nobelt, Elin! De fleste taber besindelsen men du du gav endda drikkepenge, sagde Mette.
Elin stirrede målløst mellem dem.
Anders, synes du det her er sjovt? Passende? Hun hævede stemmen, næsten til skrig. Hvorfor gør du det mod mig?
Mette ville flygte, men Elin stoppede hende med et blik. Anders så for første gang sin kone tabe bissen.
Du aner ikke, hvad jeg har gennemlevet! Hvor fik du idéen til sådan en farce lige op mod vores jubilæum?
Forstår du, Elin, du er altid så stabil. Måske ville jeg have lidt mere krydderi. Det var dumt. Undskyld.
Noget revnede. Elin greb fadet med lagkage og smurte det i ansigtet på Anders.
Her! Nu får du krydderi og fyld, alt på én gang!
Anders forsøgte at tørre flødeskummet væk, men det gik ikke hurtigt.
Er du gået fra forstanden?
Nej, min skat, sagde Elin uskyldigt, jeg ville bare live vores forhold op!
Hun rejste sig og gik ud.
Hvad sker der med dig? råbte Anders efter hende. Jeg har jo ikke været dig utro!
Elin stoppede, så på ham og sagde dybfølt:
Du kunne lige så godt have været det!
Hun tog Frida under armen og gik ud, hvor den tidlige aftens luft føltes ufatteligt frisk.
Mor, hvorfor smiler du?
Ingenting, min pige, jeg tænkte bare på en gammel dansk vits.
Må jeg høre den?
Naturligvis, men først skal vi tale alvorligt. Der vil gå lidt tid, hvor vi bor for os selv uden far
For altid?
Det ved jeg ikke endnu, sagde Elin ærligt. Vi får se. Er du med mig?
Frida nikkede, og de bevægede sig videre ud i den mærkelige, lyse sommeraften, hvor alt kunne ske.
