Ikke som hjemme…
Hunden begyndte at gø. Havelågen gik op. Min søn trådte ind i gården og ved hånden havde han en pige. Han havde taget kæresten med hjem, så vi kunne hilse på hende.
Da jeg så hende, kunne jeg ikke lade være med at slå hænderne sammen i overraskelse.
Jamen, gode Gud, hvem har han dog slæbt med hjem? Far, du må da se det hun ligner jo nærmest en guldsmed! Ej, hvor er det dog trist. Hvordan skal hun kunne give ham børn? Hvad stiller vi op?
Min mand kastede et blik på hende, men hvor jeg, som efterhånden er blevet rund og tung, havde opgivet alt om skønhed og former, smilede han faktisk bredt. Han så noget andet i hende end mig. Han så ynde og femininitet og ikke det spinkle og fremmede, jeg først lagde mærke til. Han nikkede tilfreds og strøg sit store overskæg.
Jeg havde for længst kastet alle de smarte kjoler ud, gik bare rundt i mine gamle, hjemmesyede blomstret bluser og de store skørter, der kun fik mig til at ligne en tønde mere. Hvorfor kæmpe så meget med det? Hovedtørklæde på, og så ellers i gang. Man skal jo nå det hele grisene skal fodres, køerne malkes, markerne skal passes for landbruget, og de travle dage forsvandt hurtigt bag solen og hakkejernet. Efter min pension kunne jeg knap nok komme ordentligt rundt, trissede tungt rundt som en and i gården roligt og uden hastværk, nu hvor det kun var mig og min mand, der var tilbage i huset. Vi havde opfostret tre drenge, og de to ældste havde forlængst fået deres egne liv i store byer der gik måneder, ja år, imellem vi så dem eller børnebørnene, kun på billeder.
Den yngste, Jonas, var her stadig, tæt på. Jeg havde længtes efter at få en ordentlig svigerdatter i huset. Der var en god, stærk pige på nabovej, jeg havde haft kig på sund og god, rødmossede kinder og kraftig bygning. Hun kunne tage fat, løfte selv, ikke noget med at spørge manden om hjælp. Jeg havde gentagne gange sagt til Jonas:
Gå nu over og se til hende hun er både køn og arbejdsom. Det ville ikke gøre noget!
Men han stod fast:
Jeg finder selv én, når jeg er klar.
Og nu, så kom han slæbende hjem med det her by-fænomen som havde han fisket hende ud et sted, hvor de kun laver sild i eksportkasser! Så spinkel og bleg, hvor havde han dog fundet hende?
Det vidste jeg ikke dengang, men hun var ikke så let at vurdere på udseendet, som jeg troede. Bag det fine og elegante gemte sig en stærk og viljestærk kvinde. Jeg vidste ikke, at hun kom fra en familie, hvor hun allerede som tolvårig havde taget sig af både madlavning og rengøring, mens hendes mor lå syg. Hun havde malket køerne, styret husholdningen, hjulpet faderen, alt sammen med smil og sang, mens hun løb hurtigere end de fleste. Alt virkede nemt for hende.
Men hvad, man må jo i det mindste gå ud og tage imod. Gæster står jo allerede i gården, og man kan ikke gemme sig bag stalden. Jeg sagde kort goddag og målte hende med blikket. Bag hækken og fra vinduerne begyndte naboerne at lure nysgerrigt hun skulle nok blive diskuteret i landsbyen.
Anna for det var hendes navn var usikker. Alt var fremmed for hende her. Hun kom fra et rummeligt, lyst hjem med store vinduer og hyggelige værelser. Her var alt småt, og man måtte dukke sig for ikke at ramme hovedet i døren. Der var kun ét værelse til gæsterne, hvor sengen stod redt med puder stablet op og en fin hæklesting på toppen; os forældre pakkede os sammen i det lille forrum, hvor vi både spiste, sov og lod overtøjet hænge på knager. Alt i alt, ikke et hus, man blev begejstret for. Det hele lugtede lidt besynderligt måske af sæbe? Ja, det var det. Jeg havde lagt blomstersæber i alle skabe for at få linnedet til at dufte; nu var alt, selv håndklæder og strømper, gennemsyret af det. Anna sagde dog ingenting, selvom hun tydeligt syntes det var mærkeligt og stille her.
Det første møde blev anspændt. Under middagen sad Anna og nægtede alt min mad jeg havde ellers gjort mig umage: æggekage, marineret sild, og stegte frikadeller. Hele det store, solide landkøkken men hun spiste næsten kun rugbrød og sagde bare tak, jeg er mæt.
Jeg kogte indvendigt, men min mands blik stoppede mig fra at skabe optræk til uvejr midt i stuen.
Hør nu hende, hun tror vist, hun er prinsesse. Skal det være mad fra en gourmetrestaurant, måske? Den slags har jeg ikke, og er man ikke sulten, kan man da bare gå fra bordet, hvis det ikke passer! mumlede jeg over for min mand. Jeg skal vise hende, hvordan vi gør på landet.
Ro på, mor. Hun skal nok vænne sig.
Efter frokosten kørte mændene ud for at slå græs, og jeg sendte Anna i haven for at klippe hele rækken af dild. Gaf hende en balje og en kniv, satte mig i udekøkkenet, og glædede mig næsten til at fortælle veninden om, hvor hurtigt denne by-pige ville give op.
Bare vent, nu skal du se, hvad det vil sige at arbejde og bagefter sender jeg hende ud og graver!
Men efter få minutter kom hun tilbage. Hun havde klippet alt dilden, lagt det i pæne bundter og baljen var fuld. Jeg stod målløs. Det kunne da ikke passe? Hun havde kun været væk i fem minutter!
Så bind dem sammen i små buketter, her er snor. Far tager dem måske med på torvet i morgen, sagde jeg lidt tromlende og gik selv ind for at tage en lur. Prøvede at slå vreden ned med en bøn til Vorherre. Sov tre hele timer til jeg pludselig vågnede og så, at klokken var blevet langt over fire. Nu ville mændene snart komme hjem alt var uforberedt. Jeg skulle nok få Anna til at give op, hvis jeg gav hende kartoflerne at skrælle.
Jeg famlede mig frem næsten haltende, men kom ud og så, at der allerede på bænken stod fine dildbuketter klar i baljen, og fra udekøkkenet lød sang.
Hun synger… også det!
Netop i det øjeblik kom mændene hjem på scooter fra engen.
Nå, nu vælter det ind, og jeg har ikke fået lavet noget! sukkede jeg.
Men til min overraskelse var bordet dækket. Salat, brød, stabel af pandekager, kartofler og kødstuvning. Det duftede himmelsk.
Hvad… hvordan har du nået alt det? Jeg stod helt forvirret.
Jeg smækker lige lidt creme fraiche i skålen, så er det klar, svarede Anna med smil.
Hun blev glad for at se Jonas, gik ud med et viskestykke og hilste smilende på ham og hans far.
Gå ind og vask hænder! Jeg har hentet frisk vand og hængt håndklæder ud, sagde hun.
Du har dig en god pige, Jonas, sagde min mand, Henrik, og klappede ham på skulderen. Jeg kan lide hende!
Alle spiste med god appetit de roste hendes evner, og jeg sad bare og skar i maven af misundelse. Den mad var egentlig god men jeg kunne ikke nyde det.
Jeg er mæt, sagde jeg bare, kravlende tilbage til den undskyldning. Om aftenen sendte jeg Anna ud for at malke koen. Nu skulle jeg se hendes nederlag.
Koen Majrose kom selv ind gennem lågen og stillede sig på sin vante plads.
Her, tag spanden, og du kommer ikke tilbage uden mælk, advarede jeg, mens jeg gnubbede mine hænder. Nu måtte det ske…
Men Anna sprang bare ud med spanden, glad og smilende.
Hmpf, lad os se hende, når koen først sparker hende! tænkte jeg. Men jeg gik ikke med, jeg satte mig bare på bænken og ventede.
Så stak nabokonen hovedet frem over hækken:
Nå, Karen, hvordan går det da med din bysvigerdatter?
Åh, du skulle bare se, hun er guld værd! Min søn har været heldig hun kan lave det hele og synger endda, svarede jeg, så hele landsbyen kunne høre det.
Synes nu hun er lige tynd nok.
Ja, du skal da ikke bruge hende i din suppe, vel? Hun er ikke til svinekæber.
Nej, jeg synes bare ikke, hun passer til din søn.
Min søn bestemmer selv, og hende der hun malker altså min ko nu.
Nå, ja, det må du da om, sukkede hun og gik.
Så kan du lære det, gamle kælling du skal ikke bagtale min søn, tænkte jeg.
Anna havde givet Majrose et stykke rugbrød drysset med salt, klappet hendes side og snakket stille med hende.
Spis du roligt, kære ven, du har gået længe på engen i dag du er så dygtig, så skøn, hviskede hun blidt. Det kunne man næsten se på koens tillidsfulde øjne. Anna gjorde arbejdet med lethed smurte yveret med en varm klud, malkede med rolige hænder.
Flot klaret, min pige! sagde Henrik, da hun kom tilbage med fuld spand mælk. Han så helt bevæget ud han havde aldrig set nogen håndtere tingene på den måde før. Han fortrød nærmest, at han selv var blevet for gammel ja, havde han mødt sådan en pige før i tiden, havde han stjålet hende på stedet.
Jeg bed mig i læben intet, jeg satte Anna til, kunne hun ikke klare. Hvor havde hun dog lært alt det? Og Henrik han støttede hende helt, i stedet for mig. Jeg følte mig sat til side, noget i mig brast. Jeg ville ikke acceptere det. Hele natten sov jeg dårligt drømte, at en gammel heks drak blod fra et sår at jeg mærkede mit eget, slidte ansigt, alt var gråt.
Tidligt om morgenen vågnede jeg, med en følelse af tomhed. Jeg gik ind til dem Jonas lå fredeligt med armene om Anna, hun puttede sig ind til hans skulder. En solstråle gled hen over deres glade ansigter.
Barn endnu, hun ser nærmest endnu yngre ud nu… og så næsen, så fin, hud så lys. Jeg så på mine hænder ru, gamle og slidte. Hvor var tiden dog blevet af?
Anna åbnede øjnene.
Skal jeg malke koen nu?
Nej, nej. Sov bare videre. Jeg skal bare hente noget medicin.
Har du det ikke godt?
Jo, jo. Sov bare, sagde jeg og trak døren stille til.
Jeg følte mig pludselig skamfuld. Her gik jeg og bar nag til en ung pige, der ikke havde gjort mig noget. Hun passede faktisk allerede på mig jeg var bare bange for at miste kontrollen. Hun havde taget min søn, men behandlet os som sin egen familie. Jonas var en god mand ikke til druk, aldrig til smøger, altid arbejdsom. Vi havde opdraget ham godt sammen, Henrik og jeg vi havde meget at være stolte af. Og Anna var netop den svigerdatter, vi kunne ønske os. Måske var det tid til at være en god svigermor ja, en mor. Jeg havde aldrig fået en datter måske var det min chance nu. Tanken gjorde mig mild; jeg lagde medicinen væk og krøb op til Henrik, omfavnede ham.
Uret tikkede langsomt det var en ny tid nu, fyldt med kærlighed, der bredte sig som en blid varme gennem huset. Alt ville nok gå.
