Dørtelefonen hyler, ikke bare ringer. Klokken er syv lørdag morgen. Endelig en dag, hvor jeg kan sove længe efter uger med årsregnskaber ikke tage imod uventede gæster. Skærmen viser min svigerindes ansigt. Lise, min mand Anders søster, ser ud som om hun er klar til at storme Christiansborg, og bag hende står tre børn med uglet hår.
Anders! råber jeg ud i lejligheden uden at tage dørtelefonen. Det er din familie, tag dig af det!
Anders vælter ud af soveværelset, trækker shorts på bagvendt. Han kan høre på min stemme, at nu er bunden nået for min tålmodighed overfor hans slægtninge. Han mumler ind i dørtelefonen, mens jeg står i entreen med armene over kors. Min lejlighed mine regler. Denne treværelses ejerlejlighed i Indre By købte jeg to år før vi blev gift, afbetalt krone for krone, og her vil jeg ikke have uvedkommende.
Døren åbnes, og et mindre optog vælter ind. Lise, pakket ind i tasker og pose, siger ikke engang hej. Hun skubber bare til mig med hoften, som om jeg er et natbord.
Åh, endelig! sukker hun, dumper taskerne på mit italienske klinkegulv. Karen, hvorfor står du i døren? Sæt kaffe over, børnene er sultne efter turen.
Lise, siger jeg med rolig stemme, Anders trækker sig sammen som en snegl. Hvad foregår der?
Nå, sagde Anders ikke noget? Hun smiler uskyldigt. Vi har totalrenovering! Nye rør, nyt gulv, støv overalt. Vi bliver hos jer en uges tid. I bor jo ikke småt. Så mange kvadratmeter til ingen verdens nytte.
Jeg kigger på Anders, der nærlæser loftet, han ved, der venter ham en skideballe senere.
Anders?
Karen, helt ærligt, mumler han. Hvor skulle de ellers være? Kun en uge.
En uge, siger jeg køligt. Præcis syv dage. I sørger selv for mad. Børnene løber ikke rundt, rører ikke ved væggene, og går ikke tættere på mit hjemmekontor end én meter. Stilhed efter ti.
Lise fnyser dramatisk:
Jamen altså, Karen, du er jo som en afstraffer. Fint, hvor skal vi sove? Forhåbentlig ikke på gulvet.
Sådan starter mareridtet.
En uge bliver til to. Så til tre. Min gennemførte lejlighed, som jeg og indretningsarkitekten har kælet for, ligner efterhånden en banegård. Små bjerg af beskidte sko i gangen, kaos i køkkenet: fedtpletter på bordpladerne, krummer, klistrede pletter. Lise opfører sig ikke som gæst, men som herskabet, og vi andre som tjenestefolk.
Karen, hvorfor er der intet i køleskabet? brokker hun sig en aften. Børnene skal have yoghurt, og Anders og jeg har lyst til noget ordentligt kød. Du tjener jo godt. Lidt omsorg for familien!?
Du har dit Dankort og Netto lige rundt om hjørnet, siger jeg uden at fjerne blikket fra min laptop. Brug det. Der er døgnåbne leveringer.
Du er nærig, mumler hun, smækker køleskabsdøren så dåserne klirrer. Glemmer du måske at man ikke kan tage pengene med sig.
Det er dog ikke det værste. Da jeg kommer tidligt hjem fra arbejde, finder jeg mine niecer i mit soveværelse. Den ældste hopper på sengen, den yngre Den yngre tegner på væggen, med min eksklusive læbestift fra Georg Jensen.
Ud! brøler jeg, så de sprinter ud.
Lise kommer farende. Da hun ser væggene og læbestiften, trækker hun bare på skuldrene:
Hold nu op, det er jo børn! En streg på væggen den kan du vaske af. Læbestiften? Kom nu, sådan en kan du da nemt købe igen. Forresten, vi bliver til sommer! Håndværkerne er rene amatører, så vi hygger os bare hos jer. To er jo alligevel kedeligt, så lidt liv gør kun godt.
Anders står tavs. En vatnisse.
Jeg siger ingenting jeg går direkte ud på badeværelset for ikke at gøre noget, jeg ville fortryde. Jeg skal lige trække vejret.
Senere går Lise i bad og efterlader sin mobil på køkkenbordet. Skærmen lyser op. Jeg læser som regel ikke med i andres beskeder, men denne notifikation står med store bogstaver på den låste skærm: Karen Udlejning: Lise, har overført penge for næste måned. Lejerne er glade og spørger, om de kan forlænge til august?
Umiddelbart efter en sms fra banken: Indsat 8.000 kr.
Så går det op for mig. Ingen renovering. Den frække kvindemenneske lejer sin egen lejlighed ud og bor gratis hos mig, og scorer både på madbudget, forbrug og får passiv indkomst. Genial forretning på min bekostning.
Jeg tager hurtigt et billede af skærmen. Hænderne ryster ikke, jeg føler nærmest kun isnende klarsyn.
Anders, kom lige herud, kalder jeg.
Han ser billedet, rødmer blegner.
Karen, det må være en misforståelse?
Misforståelsen er, at du ikke har smidt dem ud endnu, svarer jeg roligt. I morgen er familien væk ved middagstid, ellers er du væk sammen med dem.
Men hvor skal de hen?
Ikke mit problem. Broen eller Royal Hotel, hvis der er penge til det.
Næste morgen siger Lise at hun lige skal i Magasin og købe “de lækreste støvler” (åbenbart for lejeindtægten). Børnene efterlader hun hos Anders, som tager en fridag.
Da døren lukker bag hende, siger jeg:
Anders, tag børnene med i Ørstedsparken. Hele dagen.
Hvorfor?
Fordi nu skal lejligheden saneres for skadedyr.
Da de er ude, ringer jeg først til låsesmeden, så til lokalbetjenten.
Nu er gæstfriheden definitivt forbi. Oprydningen er begyndt.
Manden med tatoveringer arbejder hurtigt.
God dør, siger han. Men den her lås Ingen kommer ind uden vinkelsliber nu.
Præcis sådan jeg ønsker det, svarer jeg og betaler ham, hvad der nemt kunne blive til en god middag på Noma, men roen er alle pengene værd.
Så begynder jeg at pakke. Ingen sentimentalitet jeg tager store skraldeposer og smider alt ned: Lises undertøj, børnenes strømpebukser, legetøj. Ikke noget med at lægge pænt sammen. Hendes make-up fejer jeg ned fra mit badeværelsesskab i én bevægelse.
Efter 40 minutter står fem kæmpe sække og to kufferter på trappeopgangen.
Da betjenten træder ud af elevatoren, står jeg klar med mine papirer.
Goddag, siger jeg og rækker ham skødet og mit pas. Jeg er eneste ejer og beboer. Om lidt vil her komme personer, som ikke har ret til adgang. Dokumentér venligst forsøg på ulovlig indtrængen.
Han bladrer trænger sig ikke videre.
Familie?
Eks, smiler jeg. Vi har en mindre tvist om rettigheder.
Lise kommer en time senere, strålende efter shopping fra Illum. Hendes smil forsvinder, da hun ser sække og mig med en politimand.
Hvad laver du!? Karen, er du sindssyg? Det er mine ting!
Lige præcis, siger jeg med armene over kors. Tag dem og skrid. Hotellet er lukket.
Hun styrter mod døren, men betjenten stopper hende.
Er du beboer? Har du folkeregisteradresse her?
Jeg jeg er Anders søster! Vi er bare på besøg! Hendes kinder blusser op.
Ring til ham, siger jeg køligt. Men han svarer nok ikke. Han forklarer for tiden børnene, hvorfor deres mor er så opfindsom.
Hun prøver igen. Taster, får optaget. Anders har åbenbart endelig fået rygrad eller bare fået skræk for skilsmisse.
Du har ingen ret! skriger Lise, så en æske med nye sko ryger ud af posen. Vi har renovering! Jeg har børn, vi har intet sted at tage hen!
Lad nu være, siger jeg, træder tættere på. Hils Karen Udlejning. Spørg, om de forlænger til august, eller om du skal sparke lejerne ud og selv sove på gulvet?
Hun taber underkæben. Luften går af hende.
Hvordan hvorfra
Lås dog din telefon, smart businesswoman. Du har boet her gratis i en måned, brugt mine penge, ødelagt mit hjem, alt imens du tjente op til ny bil på at udleje din egen lejlighed. Dygtigt. Nu hør lige her.
Jeg sænker stemmen. Der er helt stille på trappen hvert ord rammer som et slag.
Tag dine sække og forsvind. Hvis jeg ser dig eller dine børn nær min gadedør, melder jeg det til SKAT. Ulovlig udlejning, sort indtægt, det vil de elske. Og så melder jeg dig for tyveri. Jeg har mistet en guldring og hvem ved, hvor den ender? Måske i én af de sække?
Ringen ligger selvfølgelig i mit pengeskab, men det aner Lise ikke. Hun er bleg under make-uppen.
Karen, du er et svin, hvisler hun. Gud må dømme dig.
Gud har travlt, svarer jeg. Jeg har frit slag. Og det har min lejlighed nu også.
Hun slæber sækkene med skælvende hænder og jagter en taxa på mobilen. Politimanden ser let underholdt ud.
Da elevatoren lukker sig bag Lise, hendes bagage og hendes ruinerede planer, nikker jeg til betjenten.
Tak for hjælpen.
Sæt bare en god lås, siger han tørt.
Indenfor lukker jeg døren bag mig. Låsen klikker tilfredsstillende. Lugten af rengøringsmiddel fylder entreen rengøringsfolkene har været der.
Anders vender hjem to timer senere. Alene. Børnene afleverede han til Lise udenfor.
Karen hun er taget af sted.
Jeg ved det.
Hun råbte så meget
Gør intet, hvad rotter gør, når de bliver sat ud.
Jeg sidder med friskbrygget kaffe i min yndlingskop. Væggene er rene igen læbestiften fjernet. Køleskabet er fyldt med mine egne indkøb.
Vidste du noget om udlejningen? spørger jeg uden at se på ham.
Nej! Ærligt, Karen! Hvis jeg vidste
så havde du tiet, konstaterer jeg. Hør nu efter. Det her var sidste chance. Hvis din familie laver et lignende nummer igen, så bor dine kufferter ude på trappeopgangen sammen med deres sække. Forstået?
Han nikker, forskrækket. Han ved, jeg mener det.
Jeg tager endnu en slurk kaffe.
Den er perfekt.
Stærk, varm, og vigtigst af alt drukket i komplet, fredelig stilhed i min egen lejlighed.
Kronen sidder, som den skal.
