Sent på aftenen i supermarkedet.
En sen aften i supermarkedet i Odense sad Ingrid ved kassen med tårer i øjnene, slidt af træthed, uretfærdighed og ensomhed. Den søvnløse nat havde sat sine spor. Hendes nabo, Jan, der var kendt som kvarterets dranker, havde igen holdt fest med larmende venner, så selv politiet efterhånden havde opgivet at komme.
Ingrid kiggede omkring sig og tørrede diskret kinderne. En ung mand i moderne frakke nærmede sig hendes kasse. I en måned havde han, den høje mørkhårede, købt pizza og juice hos hende. Mon han også er alene? En heldig én fanger en så flot fyr nogen dag, tænkte Ingrid.
Kunden smilede og tilbød en 500-kroneseddel, men ombestemte sig: Jeg henter lige noget byttepenge, så du ikke skal bøvle med det. Han betalte færdigt og gik sin vej.
Der var en time til lukketid. De få kunder, der stadig var der, smed trætte varer på båndet. Ingrid prøvede at kvæle et gab og forbandede Jan i sit stille sind. Netop da kom han ind, ubarberet og blåslået, med to flasker dyre snaps i favnen. Hans smørrede grin passede perfekt til hans attitude, da han rakte en ny 500-kroneseddel over disken. Han skal sikkert feste til solen står op, tænkte Ingrid irriteret.
Jan, har du nu været ude at stjæle? spurgte hun drillende, mens hans småslidte øjne glimtede mellem blå mærkerne. Hvorfor skulle jeg dog det? fnisede han.
Som altid kontrollerede Ingrid sedlen i lyset og mærkede efter med fingrene, men pludselig Vent Jan, der er noget galt Vi skal lige tjekke den. Hun puttede sedlen i sedeldetektoren og sagde lavmælt: Hvor har du fået fat i den? Sedlen er falsk!
Jan stivnede, klemte flaskerne ind til sig og mumlede noget, der lød som en halvt glemt bøn. Pludselig smed han flaskerne på disken og fiskede to ekstra 500-kronesedler op. Tjek også dem her! håbede han. Det bliver jeg altså nødt til og politiet skal have besked!
Ingrid, jeg sværger, jeg fandt dem udenfor butikken! En eller anden har tabt deres pung, og jeg tog sedlerne. Du må ikke anmelde mig! tiggede Jan.
Ingrid nød at se ham nervøs, mens hun gjorde sig klar til at afsløre spøgen: Sedlerne var nemlig ægte. Men Jan greb sedlerne til en samlet værdi af 1.500 kroner og stormede ud for at smide dem i skraldespanden, som om han destruerede beviser. Han rev dem over i stumper og gik ud med lette skridt.
Et øjeblik blev Ingrid helt fortumlet. Hvad havde hun dog fabrikeret? Men måske fortjente han det også!
Undskyld mig, lød det da fra den velkendte kunde. Jeg købte pizza lidt tidligere
Jeg husker dig, svarede Ingrid lidt skeptisk, du fik ikke byttepenge.
Det er ikke det Sagen er den, jeg tabte min pung, da jeg steg ind i bilen. Typisk mig.
Var der mange penge i? spurgte Ingrid, nu med Jan i tankerne.
Det var ikke pengene. Jeg havde skrevet et vigtigt telefonnummer bag på en seddel. Hvis nogen finder det, så behold bare pengene, men vil du ikke notere nummeret til mig? Her er mit kort.
Selvfølgelig, nikkede Ingrid.
Hendes humør var nede hele aftenen. Til fyraften tænkte hun kun på, hvordan hun kunne hjælpe pizza-manden. Til sidst tog hun en pose og skyndte sig ud til skraldespanden for at lede efter de sønderrevne sedler.
Hjemme med gummihandsker på ledte hun febrilsk efter de stykker seddel og forbandede sin egen dumme joke.
Han er da også en rodenpind. Nok et nummer til en pige, tænkte Ingrid med en smule jalousi, mens tårerne brændte i øjnene. Nummeret blev fundet på to stumper.
Men hvordan skal jeg give det til ham? Jeg kan ikke bruge min egen mobil hvad hvis han ringer tilbage? Hvad siger jeg så skal jeg forklare det med sedlerne?
Hun tog hans visitkort frem: Alexander Larsen, med både firmatelefon og privat. Hun måtte bruge et andet nummer eller skrive en sms. Skulle hun spørge den gamle nabo om hendes telefon? Men hvad hvis Alexander ringede tilbage, og naboen i forvirringen afslørede Ingrid? Hvad ville han så tænke? At jeg, kassedame Ingrid, havde snuppet pengene men dog sendt nummeret alligevel?
Pludselig slog det hende, at hun kunne låne telefonen hos viceværten han genkendte hende næppe næste dag. Bedre sikre sig alligevel. Ingrid gik mod omklædningsrummet
Kvarteret senere forlod en buttet figur opgangen iklædt jakke, pels, to halstørklæder, uldhue og kasket. Ingen skulle kunne lave et signalement af dette spøgelse! Hun gik i en stor bue væk fra blokken, på udkig efter viceværten. Og dér ham hun ledte efter.
Hun gik hviskende hen til viceværten: Må jeg lige låne din telefon? Min er løbet tør for strøm. Hun rakte diskret en 50er. Viceværten rakte køligt telefonen frem. Ingrid sendte hurtigt kvindens nummer til Alexander. Lettelsen bredte sig, mens hun fik sagt pænt tak og gik hjemad.
Alexander lå søvnløs og tænkte ikke på penge, men på et sjovt møde samme dag: På vej mod en café havde han hørt: Hey, Alex! Ud af døren på en overfyldt bus havde han genkendt sin gamle ven Viktor. Fem år var gået siden sidst. Jeg skal til hovedbanen ring til mig! råbte vennen og nævnte nogle cifre. Uden sin mobil glemt i firmaet havde Alexander skriblet Viktors nummer på en pengeseddel, glad for at kunne kontakte ham. Nu var alt dog gået galt.
For at tænke på noget rart, dvælede han ved Ingrid, kassedamen han længe havde beundret; hendes lyse, bølgede hår, store blå øjne og åbne smil. Ensomheden havde gravet sig fast måske skulle han gå skridtet videre?
Pludselig bimlede hans mobil: ukendt nummer. Han åbnede det var Viktors nummer! I morgen ville han ringe op. Hvis nummeret var fundet, lå pungen sikkert også hos den ærlige finder. Nu skulle han bare takke den ukendte hjælper.
Tusind tak. Behold pengene, det er en gave, skrev han.
En lidt forvirret mandestemme svarede: Gave? Forstår ikke. Jeg er viceværten. Så lagde han på.
Lige meget i morgen måtte han fortælle Ingrid det hele. Hun så jo så bedrøvet ud sidst og havde vist empati.
Blot ved tanken om endelig at have en undskyldning for at tale med Ingrid, faldt Alexander i søvn med et smil.
Ingrid græd en god del af natten over sin rodede tilværelse og både den stakkels Jan og den uopnåelige, distræte Alexander.
Næste aften kom Alexander glad til kassen. Ingrid, alt ordnede sig! En eller anden sendte mig det glemte nummer, jeg fik ringet til Viktor Han tøvede men hvordan kunne de kende mit nummer? Jeg gav kun mit kort til dig.
Ingrid blev helt tavs.
Så det var dig, der fandt min pengepung og sendte nummeret?
Uden at vente på svar gik Alexander hurtigt væk fra kassen.
Nu tror han, jeg stjal! Nu er alt ødelagt! tænkte Ingrid desperat, greb sin taske og løb efter ham.
Alexander, vent!!
Kunderne kiggede nysgerrigt, mens Ingrid indhentede ham, forklarede hurtigt og rakte hånden frem. Alexander fik to stykker af den røde 500-kroneseddel, hvor Viktors telefonnummer var skrevet.
Øjeblikket efter grinede de begge hjerteligt sammen.
Nogle uger efter holdt familien Larsen bryllup, hvor Ingrid ikke helt kunne bestemme sig for at grine eller græde af lykke. Selv Jan nød festen denne dag.
Livet i Danmark har lært dem, at ærlighed og små handlinger for andre skaber de største begivenheder og at et varmt smil bærer gennem selv de længste vinteraftener.
Sent en sen aften på supermarkedet i København: Irène, udmattet og ensom ved kassen, får besøg af ch…
