Mikkel satte sig bekvemt til rette ved sit skrivebord med sin bærbare computer og en stærk kop kaffe. Han havde et par opgaver, der skulle afsluttes, før dagen var omme. Pludselig blev hans koncentration brudt af telefonens sagte vibrationer et ukendt nummer.
Hallo, det er Mikkel, sagde han, mens han forsøgte at holde stemmen rolig.
Mikkel Thorsen? Det er fra fødegangen på Rigshospitalet. Kender du Astrid Lykke? spurgte en ældre mand med en dyb, alvorlig stemme.
Nej, jeg kender ikke nogen Astrid Lykke. Hvad drejer det sig om? Mikkel rynkede panden, forvirret.
Det er sådan, at Astrid døde under fødslen i går. Vi fik fat i hendes mor, og hun fortalte, at du er barnets far, fortsatte manden sagte, og der blev stille, som om han afventede Mikkels reaktion.
Hvilket barn? Hvilken far? Jeg forstår ingenting! røg det ud af Mikkel, stemmen anspændt.
Astrid fødte en pige i går, og ifølge hendes mor er du faren. Hvis altså du er Mikkel Thorsen. Du må hellere komme forbi fødegangen på Rigshospitalet i morgen. Vi må finde ud af, hvad der skal ske ordene gled langsomt, næsten ubønhørligt, gennem røret.
Hvad skal jeg afgøre? Mikkel var fuldstændigt på bar bund.
Du kommer forbi Rigshospitalet i morgen, spørger efter Jens Mortensen det er mig. Så taler vi om det hele.
Han stod med telefonen længe efter, at samtalen var afbrudt, prøvede at forstå betydningen af ordene, der svirrede i hans hoved.
Astrid Hvem er Astrid? mumlede han og gik hvileløst gennem sit lille køkken. Jeg aner det ikke Nej, jeg må tænke klart. Hvor længe er man egentlig gravid? Ni måneder Nu er vi i maj Så må det have været september Hvad lavede jeg i september?
Han stirrede på sin kaffekop, trak på skuldrene og satte den tilbage på bordet. Han havde i virkeligheden mere lyst til noget stærkere end kaffe.
I september Ja, jeg var i Skagen i to uger Så var det hende! Astrid! Det var hendes blå øjne og lyse hår Hvor mange Astrider har jeg egentlig været sammen med? Skulle jeg virkelig huske hver og en? Han havde aldrig været gift, og i en alder af fyrre havde han heller ikke tænkt sig det børn var heller ikke noget, han havde ønsket. Han havde sit eget liv, nøjagtigt som han ville have det, og intet kunne rokke ved det. Heller ikke en eller anden Astrid
Men så kom den isnende tanke, som slog ham i tindingen: Men hun er jo død
Hvordan kunne hun dø? Hvor gammel var hun? Max tyve lød hans brummende stemme, mens han stirrede mod loftet, som om svaret fandtes deroppe.
Han havde lyst til at ryge, men han havde jo kvittet smøgerne for længst. En mærkelig følelse bredte sig i ham, en underlig blanding af medfølelse, forvirring og en snert af skyld.
Barnet sagde han højt, mens han så ind i væggen, som om nogen skjulte sig dér. Hendes mor må tage sig af pigen. Hun er bedstemor. Og man kan da heller ikke vide, om barnet overhovedet er mit?
Han havde besluttet sig. I morgen ville han tage derud, møde lægen, skrive under på at give afkald på barnet, og så vende tilbage til sit gamle liv.
Men der var noget, der nagede. Tankerne blev ved med at kredse, og det føltes, som om hjertet bankede underligt.
Det kunne ikke passe, at det livløse, kolde menneske var Astrid. Han forsøgte at kvæle klumpen i halsen, men den voksede bare, sendte rødder ud i brystet og op i øjnene. Han mærkede tårerne brænde han huskede hendes latter, hvordan hun løb langs stranden, og hvordan hun havde set på ham med forelskede øjne. Den sjove pige, som han havde glemt så snart han var kommet hjem. Og nu lå hun på et bord på hospitalets kapel. Han stirrede pludselig for sit indre blik ned på hendes krop.
Han fór ud i gangen, orkede ikke at vente mere. Med en gestus bad han Jens Mortensen om et minut.
Han snuppede en smøg fra den første forbipasserende og trak sultent vejret ind på Rigshospitalets trappe, smed skoddet væk og gik beslutsomt mod overlægens kontor.
Vil du se din datter? spurgte Jens stille.
Nej. Jeg vil tale med Astrids mor først. Hvor er hun? Mikkel så insisterende på lægen.
Hun sidder ude på gangen, du gik lige forbi hende.
Tak, sagde Mikkel og skyndte sig ud.
Den spinkle kvinde med sort tørklæde var ikke til at overse. Hun sad lidt nede ad gangen. Tre hurtige skridt, så stod han foran hende.
Goddag Mikkel måtte anstrenge sig for at få ordene frem.
Astrids mor løftede blikket mod ham, og han blev ramt af den bundløse sorg, der lå i hendes øjne.
“Hvor hun ligner Astrid,” tænkte han, “de har det samme ansigt.”
Jeg hedder Birthe. Birthe Lykkegaard, sagde hun dæmpet. Jeg er Astrids mor.
Jeg er Mikkel. Også Thorsen, tilføjede han akavet.
Jeg ved det. Astrid fortalte mig om dig Nu fortæller hun ingenting mere, hviskede Birthe, før hun brød ud i gråd.
Mikkel blev stående, ude af stand til at gøre noget. Hvad søren skulle han stille op?
Birthe tørrede tårerne væk og sagde:
Lad nu være med at afvise din datter. Jeg kan ikke bære, hvis min lille pige skal vokse op uden familie! Forstår du det?
Hun skal vel ikke på børnehjem? Du er jo hendes mormor. De giver hende vel til dig, forsøgte Mikkel at berolige hende. Men han tænkte for sig selv: “Hun ligner jo mere min jævnaldrende end en bedstemor”
Jeg får hende ikke Jeg har en alvorlig hjertesygdom Hvis bare du anerkender faderskabet, lover jeg at tage mig af hende uden at lægge dig til last, tryglede Birthe og rakte besejlet hånden frem.
Kom, sagde han, og tog hende med ind til Jens Mortensen.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil vedkende mig faderskabet? spurgte Mikkel spændt.
En DNA-test, svarede overlægen og kiggede ham direkte i øjnene. Har I fundet på et navn?
Hvem? spurgte Mikkel fortabt.
Hvad skal din datter hedde? fingerspillede Jens.
Vil du ikke se barnet? spurgte overlægen blidt.
Mikkel trak vejret dybt, kiggede på Birthe, og svarede med lav stemme:
Nej. Jeg kan ikke.
Formaliteterne blev ordnet forbløffende hurtigt. Testen viste, at det var hans barn. Mikkel følte sig overhovedet ikke klar til at have en baby i sit liv. Men samtidig kunne han heller ikke bare udviske barnet fra sin tilværelse. Hele vejen hjem, og indtil dagen hvor barnet skulle udskrives, formåede han ikke at sige ordet DATTER. Det var bare et barn.
“Jeg hjælper dem, overfører penge, ordner barnevogn og alt det praktiske,” besluttede han.
Så kom dagen, hvor han så sygeplejersken komme gående med et lille svøb i lyserødt med blonder og sløjfer. Han sank.
Birthe tog forsigtigt barnet og lagde siden af klædet til side.
Vil du se din pige?
Han nåede ikke at svare, for døren til overlægens kontor gik pludselig op, og Jens Mortensen bad Birthe komme ind.
Birthe rakte ham barnet uden at tøve og gik ind.
Mikkel stivnede. Han kunne ikke bevæge sig eller sige et ord. Svøbet var varmt, og duftede sødt. Pludselig lød et lille, hæst klynk og så et gennemtrængende skrig han fik øje på det lille ansigt. Og så så han sig selv. Hendes øjne, hans. Hans datter!
Han vaklede og satte sig hurtigt på en stol tæt ved og vuggede hende lidt. Hun tav, åbnede øjnene, og det virkede næsten som om, hun smilede.
Efter et øjeblik kom Birthe tilbage.
Får jeg hende? spurgte hun forsigtigt.
Nej, jeg vil selv! udbrød han. Hun smilede lige til mig og et stort, lykkeligt smil bredte sig over hans ansigt. Vi tager hjem nu, Birthe, sagde han lavt. Og med fasthed i stemmen: Vi tager hjem sammen.Da de gik ud i majsolen, med den lille pige tæt til brystet, opdagede Mikkel noget underligt let indeni sig; noget gammelt og hult blev fejet væk. Birthe lagde sin hånd blidt på hans skulder, og de standsede et øjeblik og så på hinanden to forvandlede mennesker, forbundet af tab og et nyt, skrøbeligt håb.
Mikkel trådte ud på hospitalstrappen, knugede sin datter, mens trafikken summede i baggrunden. Han så ned på det lille ansigt; skæbnen havde trukket ham tilbage til livet, der hvor han mindst ventede det. Han smilede til Birthe, som gled ind ved siden af ham, og sammen gik de ud i byen, overvældede af alt det nye.
Barnets små fingre greb søgende ud. Mikkel mærkede kraften fra hendes greb, og et grin boblede ud af ham uventet, befriende og ægte. For første gang i sit liv følte han, at ingenting skulle gøres alene længere.
Lyset var skarpt, verden brummede videre udenfor, men Mikkel vidste, at alting var forandret. Ikke alt det gamle kunne lappes, men noget nyt var blevet sat i bevægelse. Han bar sin datter hjem, og nu, midt i kaosset, boblede det forsigtige håb: At lykken måske slet ikke kom af, at alt gik som planlagt men netop af den slags mirakler, man aldrig helt ser komme.
