Hun hedder Tove, og hun var 32 år, da hendes 12-årige datter, Alberte, pludselig måtte vænne sig til, at Toves nye mand, Mads, kun var 22. I dag fik Alberte det at vide.
Den dag gik Alberte ind på sit værelse og kom ikke ud igen. Tove kaldte forsigtigt på hende fra døren, spurgte, om de skulle tage i biografen, i Tivoli, gå en tur på Amager Strand, besøge familie. Alberte svarede ikke. Hun lå bare på sofaen, først græd hun, så faldt hun i søvn. Senere stirrede hun op i loftet, tankerne myldrede. Hen ad aftenen kravlede sulten uundgåeligt ind, og hun gik ud.
Årene gik, før Alberte vænnede sig til situationen. Hver gang Tove sagde noget, mødte Alberte hende med mistænksomhed, skulede til dem begge, var vred, sarkastisk og kold. Lillesøsteren til Tove, faster Helle, prøvede at tale med Alberte, men hun ville ikke høre. Ofte tænkte hun på at stikke af. En dag gjorde hun det: Hun løb over til naboens hus og satte sig på trappen op til loftet, indtil kulden fik hende til at søge hen til faster Helle.
Da Tove kom for at hente hende, sad Alberte allerede varm, havde spist. Toves hænder rystede, hendes øjne var blanke. Hun var alene.
De tog en taxa hjem. Alberte betragtede sin mors profil i lyset fra byens tusmørke, syntes hun så gammel ud. Men Mads han var smuk. Så forsvandt han pludselig i en hel måned var han væk. Ingen spørgsmål, intet svar; huset blev som før, kun Alberte og Tove. De fandt hinanden stille igen.
Men Mads kom tilbage. Alberte vænnede sig til ham; han var nu en del af deres familie. Da Alberte fyldte 18, satte hun sig ved bordet mod ham, rakte ham kniven og lod fingrene gå lidt for længe. Hun kiggede ham stift i øjnene, han mødte hendes blik. Tove sænkede hovedet, bleg. Ingen sagde mere, de spiste færdigt i tavshed.
En dag, mens Tove var ude, gik Alberte op bag Mads, trykkede panden mod hans ryg, holdt vejret. Han stod stille, vendte sig så, lagde hænderne på hendes skuldre og sagde: Lad nu være Alberte brød sammen, ukontrolleret: Hvorfor? Hvad vil du være sammen med hende for? Hun er gammel, har rynker, ser du det ikke? Hvorfor vælger du min mor?
Mads skænkede et glas vand, hjalp hende ned i lænestolen, lagde uldtæppet om hende og gik med et smæk af døren. Hun sad tilbage, grædende, følte sig forladt som en killing, smidt væk. Ydmyget.
Han var så smuk. Hun kunne ikke lade være med at drømme om ham. Han lod være med at komme hjem, Tove sagde intet. De gik omkring som to skygger i lejligheden.
Efter et par dage vendte han tilbage. Tove var ude, Alberte alene, sad i køkkenet med te og noter. Da Mads satte sig overfor hende, stoppede Albertes hjerte et øjeblik. Han så udmattet på hende og sagde stille: Jeg elsker din mor. Du må acceptere det. Det er hende, jeg elsker. Vi skal ikke gøre hinanden mere ondt. Han vekslede ikke et blik.
Alberte lå vågen hele natten, øjnene tørre, hovedet tomt. Morgenstunden mødte hende med Tove og Mads i køkkenet, lænende sig ind mod hinanden. Alberte fik kvalme, løb ud på toilettet.
Hun fandt plads på et kollegieværelse. Tove bad hende flytte hjem, men gav hende til sidst penge 10.000 kroner til at finde en lejlighed.
Da Alberte blev 25, Tove 45 og Mads 35, var tiden gået. Forholdet mellem dem havde overraskende fundet en ro; Alberte kom hjem til frokoster, de lo og snakkede. Helle sagde grinende: Tak og lov, du blev voksen. Tove smilede, så mere fredelig ud. Mads var stadig lige flot. Alberte indså, at alle mænd, hun mødte, blev sammenlignet med ham, og det kunne hun ikke lide.
En turbulent kærlighedsaffære ramte hende. Han var gift, ville aldrig forlade sin kone. Alberte ventede, græd, ønskede ikke at være skjult elskerinde. Det føltes hårdt, slidsomt, bittert. Han tog med hende til Skagen, gav hende gaver, men spurgte altid: Er vi ikke nok? Skal det være mere? For ham var det hverdagsliv for kedeligt.
Alberte nægtede, rystede stædigt på hovedet. Hun huskede Tove og Mads i køkkenet, sig selv derude på badeværelset uforstående. Hun forstod ikke, at et liv sammen kunne være noget smukt. Fredeligt. Ægte.
Det år kæmpede hun med sig selv, sjældent hjemme. Hun mødte Tove på cafeer, kom forbi en gang imellem. Tove var blevet tyndere, stadig optaget af sit udseende. Mads stadig charmerende, men voksede kun i Albertes bevidsthed, hun forstod endelig moderens kærligheds kraft.
28 år gammel, Tove 48, Mads 38. Nyt job ventede i Aarhus, og Alberte flyttede flygtede næsten, væk fra de relationer, der havde drænet hende.
Hun fandt sig til rette, fik en kæreste på arbejdet, alt så ud til at falde på plads: familie, fremtid, valg.
Mads kom forbi Aarhus på forretningsrejse. De spiste frokost sammen. Stemningen var let, de talte om hendes nye liv, spurgte til Tove, snakkede forretning. Men da hun så på hans hænder, mærkede hun trangen, lysten et øjeblik, hun ville at han skulle holde hende.
Han forstod det, blev stille, ledte efter ord. Endelig sagde han: Jeg elsker dig du, den genstridige pige. Jeg forstår din smerte. Vi skal altid være venner, du kan regne med mig. Det gjorde ondt. Hun grinede, kastede hovedet bagover: Hvad vil du så have mig til?
Kort tid efter ringede han. Tove var syg, ville se Alberte. Da hun ringede, var Toves stemme stille, men kærlig: Kom bare i weekenden, skat. Ikke i dag du har så travlt. Du betyder alt for mig, du ved det, ikke? Tove tilføjede stille: Har du tilgivet mig? For Mads jeg ved, du elskede ham. Tilgiv mig. Jeg ville aldrig såre dig…
Senere kom endnu et opkald. Tove var indlagt, Alberte måtte komme. To dage, så skulle hun jo på arbejde, det var vel ikke længe, vel? To dage men så ville hun nå diagnosen, svaret, næste skridt.
Alberte kom men nåede ikke at se Tove igen. Mads stod i hospitalskorridoren, tom i blikket, smuk og fraværende. Han så på hende et øjeblik, drejede sig så væk mod vinduet.
Efter begravelsen blev hun til en skygge i lejligheden. Flyttede kopper, vaskede rent service, lavede mere og mere te der blev hældt ud igen. Hun polerede vinduerne igen og igen.
Også Mads lod sig opsluge af arbejdet. Han kom sent hjem, spiste ikke, gled stille ind på værelset.
En dag, hvor han var væk, listede Alberte ind. Duften af Toves parfume, glimt af lykkens tid, brød løs da hun så billederne af Tove på alle hylder. Hun smækkede døren hurtigt bag sig.
Hun tænkte: Hun havde aldrig forstået sig på deres kærlighed. Og hun indså, at det ville hun aldrig komme til.
Hun er 32, hendes søn på 12 har netop giftet sig med hendes nye mand på 22 – et usædvanligt familied…
