Jeg var elleve år gammel, da min mor besluttede sig for at tage af sted. Mig, min lillesøster og hende boede hos mormor og morfar i et rækkehus i udkanten af Odense. En eftermiddag pakkede hun to tasker med tøj og sagde, at hun skulle bo hos en mand, der arbejdede ovre i Jylland, omkring tre timers kørsel fra os. Jeg begyndte at græde. Jeg spurgte hende, hvad der skulle ske med os, om vi skulle med hende, eller om vi blev ladt tilbage. Hun lovede mig, at det kun ville være for et år hun ville arbejde, spare penge op og komme tilbage efter os. Hun krammede mig og sagde, jeg skulle stole på hende.
I starten holdt hun virkeligt kontakt. Breve begyndte at ankomme. Jeg gemte dem alle i en gammel skotøjsæske. Jeg husker ikke ordlyden præcist, men hun sagde altid det samme: at hun savnede os, at hun arbejdede hårdt, og at hun snart ville komme hjem. Af og til sendte hun nogle få hundrede kroner til regninger eller husholdningen. Mormor og morfar tog imod dem og sørgede for det hele. Jeg talte månederne og ventede på det ene år, men det år kom aldrig.
Der gik otte år. Otte år hvor jeg voksede op uden hende i hverdagen. Jeg lærte at lave lektier selv, passe min lillesøster, tage med mormor og morfar til lægen, løse problemer, der ikke burde være mine på den alder. Hele denne tid sendte hun stadig breve og penge fra tid til anden, men hun kom aldrig hjem til os.
En dag dukkede hun op. Uden varsel. Jeg var næsten voksen. Jeg troede, hun endelig ville tage os med. Jeg satte mig ned for at tale med hende og spurgte, hvornår vi skulle tage af sted. Hun sagde nej at vi ikke skulle med, at hendes liv havde været langt sværere, end jeg kunne forestille mig, og at det ikke var et sted at opfostre børn. Hun forklarede, at tingene bare ikke var gået, som hun havde håbet. Hun blev et par dage og tog så af sted igen.
Siden har jeg kun set hende et par gange. Nogle gange gik der et år uden at se hende. Andre gange to. Da jeg blev gift, var hun ikke med til mit bryllup. Hun sagde, hun ikke kunne rejse. Hun var heller ikke med på billederne.
Med tiden holdt jeg op med at vente på hende. Jeg holdt op med at gemme brevene. Jeg holdt op med at tælle på hendes løfter. Vores forhold blev reduceret til sjældne besøg, når hun kom forbi Odense.
I dag erkender jeg noget, jeg længe ikke kunne indse: Den person, der knuste mit hjerte allermest, var ikke en kæreste, ven eller en fremmed. Det var min egen mor. Jeg havde aldrig forventet, hun skulle være perfekt. Men jeg håbede bare, hun ville holde det løfte, hun gav mig, dengang jeg var elleve.
Jeg har lært, at det sværeste ikke er at tilgive andre, men at lære at leve med savnet og gå videre, selv når dem, vi elsker mest, svigter os.
